Varetægtsfængsling frem til dom i ankesag var berettiget

Sag 53/2024

Kendelse afsagt 10. januar 2025 

Anklagemyndigheden
mod
T

T er tiltalt for bedrageri af særlig grov beskaffenhed, jf. straffelovens § 279, jf. 
§ 286, stk. 2, ved i perioden fra februar 2012 til juli 2015 for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding retsstridigt at have foranlediget uberettiget tilbagesøgning af udbytteskat. 

Spørgsmålet i sagen var, om fortsat varetægtsfængsling af T, indtil der er afsagt dom i ankesagen, er berettiget. 

Højesteret tiltrådte, at betingelserne for fortsat varetægtsfængsling af T i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 1, er opfyldt, herunder at der efter det, som er oplyst om hans forhold, er bestemte grunde til at antage, at han på fri fod vil unddrage sig strafforfølgningen eller fuldbyrdelsen.

Højesteret fandt endvidere, at fortsat varetægtsfængsling af T, indtil der er afsagt dom i ankesagen, ikke kan anses for at være i strid med proportionalitetsprincippet i retsplejelovens § 762, stk. 3. 

Højesteret anførte bl.a., at efter straffelovens § 38, stk. 1, skal justitsministeren (kriminalforsorgen) tage stilling til, om den dømte kan prøveløslades, når to tredjedele af straffetiden, dog mindst 2 måneder, er udstået. Efter § 38, stk. 2, kan prøveløsladelse ske tidligere, når særlige omstændigheder taler for det, og den dømte har udstået halvdelen af straffetiden, dog mindst 2 måneder. Efter administrativ praksis, jf. pkt. 21 i vejledning nr. 10071 af 15. december 2023 om løsladelse af dømte, der udstår fængselsstraf, anvendes bestemmelsen i § 38, stk. 2, bl.a. over for udenlandske indsatte, der skal udvises, hvis den pågældendes udvisning umiddelbart kan gennemføres. I begge tilfælde gælder efter § 38, stk. 4, at prøveløsladelse bl.a. forudsætter, at den dømtes forhold ikke gør løsladelsen utilrådelig. 

Højesteret anførte endvidere, at hvor prøveløsladelse efter straffelovens § 38, stk. 1, kan betegnes som prøveløsladelse til ”normal tid”, forudsætter en stillingtagen til prøveløsladelse efter § 38, stk. 2, bl.a. en vurdering af de retlige og praktiske muligheder for at gennemføre en udvisning umiddelbart ved prøveløsladelsen, som det langt fra altid vil være muligt for retten at foretage i forbindelse med en stillingtagen til fortsat varetægtsfængsling.

Højesteret fandt, at der ved vurderingen af, om fortsat varetægtsfængsling må anses for at være i strid med proportionalitetsprincippet i retsplejelovens § 762, stk. 3, alene skal tages fornødent hensyn til muligheden for at opnå prøveløsladelse til normal tid, jf. straffelovens § 38, stk. 1. Der skal ikke af retten foretages en konkret vurdering af, om prøveløsladelse undtagelsesvis måtte forventes at kunne ske tidligere, fordi særlige omstændigheder taler for det, jf. straffelovens § 38, stk. 2.

Højesteret stadfæstede derfor landsrettens kendelser om fortsat varetægtsfængsling af T, indtil der er afsagt dom i ankesagen.

Læs hele Højesterets afgørelse i sag 53/2024 (pdf)