Gå til sidens indhold

Højesteret

05 feb. 2025

Højesteret

Om god advokatskik

Advokatfirmas internationale samarbejde med andre virksomheder var i strid med god advokatskik

Sag BS-35382/2024-HJR

Dom afsagt den 5. februar 2025

Advokatnævnet
mod
KPMG Law Advokatfirma P/S

Advokatnævnet pålagde ved kendelse af 9. juni 2022 KPMG Law Advokatfirma P/S samt tre advokater, der er eller har været deltagere i selskabet, bøder på 10.000 kr. hver for at have tilsidesat god advokatskik, jf. retsplejelovens § 126, stk. 1. 

KPMG Law indbragte Advokatnævnets kendelse for domstolene, og sagen angik prøvelse af kendelsen for så vidt angår KPMG Law. 

Efter karakteren af den foreliggende sag fandt Højesteret, at der måtte foretages en udtømmende prøvelse af Advokatnævnets afgørelse.

Ifølge retsplejelovens § 126, stk. 1, 1. pkt., skal en advokat udvise en adfærd, der stemmer med god advokatskik. Dette indebærer bl.a., at en advokat ved sin repræsentation af en klient og ved sin fremtræden skal iagttage fortrolighed samt bevare sin uafhængighed og integritet, jf. herved bl.a. artikel 3, stk. 5, og artikel 39 i de advokatetiske regler. Højesteret bemærkede, at kravet om uafhængighed i retsplejelovens § 126 må ses i sammenhæng med bl.a. bestemmelserne om udøvelse af advokatvirksomhed i selskabsform i lovens § 124 - § 124 g.

Højesteret udtalte, at en advokat eller et advokatselskab handler i strid med god advokatskik. hvis advokaten eller advokatselskabet indgår i et samarbejde med andre virksomheder på vilkår eller under omstændigheder, hvor der kan rejses rimeligt begrundet tvivl om, hvorvidt samarbejdet er foreneligt med de nævnte krav om iagttagelse af fortrolighed og bevarelse af uafhængighed og integritet.

Ved bedømmelsen af, om samarbejdet mellem KPMG Law og KPMG-netværket rejste rimeligt begrundet tvivl om, hvorvidt KPMG Law levede op til kravene om uafhængighed og integritet, måtte der foretages en samlet vurdering af hele det omfattende aftalekompleks.

Højesteret udtalte, at det er karakteristiske træk ved samarbejdet, at KPMG Law i høj grad er integreret i KPMG-netværket, og at KPMG Law i en række henseender er undergivet direktiver fra andre aktører i netværket. Efter en samlet vurdering fandt Højesteret, at samarbejdet indebar, at KPMG Law havde bundet sig så nært til netværket og i en sådan grad, herunder vedrørende driften af advokatvirksomheden, at der var rimeligt begrundet tvivl om, hvorvidt KPMG Law levede op til kravene om uafhængighed og integritet. 

Højesteret tiltrådte herefter, at KPMG Law havde tilsidesat god advokatskik.

Spørgsmål om indholdet af god advokatskik var ikke udtrykkeligt reguleret i de advokatetiske regler og havde hidtil været uafklaret i praksis. Højesteret fandt derfor, at der ikke var tilstrækkeligt grundlag for at pålægge KPMG Law en sanktion.

Læs Højesterets afgørelse i Sag BS-35382/2024-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i Sag BS-35382/2024-HJR i Domsdatabasen