Varetægtsfængsling af udlænding under anke var ikke proportional

Sag 67/2024

Kendelse afsagt den 4. februar 2025

Anklagemyndigheden
mod
T

T, der havde været varetægtsfængslet efter retsplejeloven siden marts 2023, blev i februar 2024 ved byretten sammen med tre andre fundet skyldig i et røveri. T blev idømt 1 års fængsel og udvist af Danmark med indrejseforbud i 6 år. 

Efter domsafsigelsen traf byretten afgørelse om, at T under en eventuel appel skulle forblive varetægtsfængslet i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1. Landsretten forlængede varetægtsfængslingen flere gange, og den 27. juni 2024 blev frihedsberøvelsen forlænget indtil hovedforhandlingen, der var berammet til den 5.-7. maj 2025. 

Spørgsmålet for Højesteret var, om landsretten den 27. juni 2024 havde grundlag for at varetægtsfængsle T i medfør af hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, indtil der blev afsagt dom i ankesagen. 

Højesteret tiltrådte, at mistankekravet henset til byrettens afgørelse var opfyldt på tidspunktet for landsrettens kendelse. 

Højesteret tiltrådte endvidere, at landsretten havde lagt til grund, at T ikke havde fast bopæl her i landet i hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1’s forstand. Højesteret lagde vægt på, at det af de fremlagte oplysninger fra CPR fremgik, at T forud for frihedsberøvelsen i en længere periode havde været registreret med enten ukendt adresse eller uden adresse, og at han selv havde oplyst, at han havde været uden bolig og havde boet på skift hos forskellige venner. Han var på anholdelsestidspunktet indlogeret på Center Sandholm i forbindelse med, at han skulle have forlænget sin opholdstilladelse i Danmark, og var visiteret til at skulle flytte til Lemvig Kommune, hvilket dog ikke blev aktuelt som følge af frihedsberøvelsen. 

Det kunne ikke føre til en anden vurdering af spørgsmålet, om T havde fast bopæl, at Udlændingestyrelsen ved en afgørelse om forlængelse af T’s opholdstilladelse efter udlændingelovens § 17, stk. 1, havde lagt til grund, at T ikke havde opgivet sin bopæl i Danmark. Højesteret udtalte, at bopælsbegrebet i udlændingelovens § 17, stk. 1, og i hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, ikke er identiske, og at bestemmelserne tjener forskellige formål. 

Højesteret udtalte endvidere med henvisning til højesteretspraksis, at varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, kan ske, selv om frihedsberøvelsen vil overstige den forventede straf, men at der ved fængsling efter bestemmelsen skal foretages en proportionalitetsvurdering, således at frihedsberøvelsen ikke udstrækkes i længere tid end nødvendigt for at opfylde formålet med frihedsberøvelsen, og således at efterforskning, tiltalerejsning og berammelse så vidt muligt fremmes med henblik på at undgå, at frihedsberøvelsen kommer til at overstige den forventede straf. 

Efter en samlet vurdering af T’s personlige forhold og den straf, han kunne forventes idømt, fandt Højesteret, at betingelserne for varetægtsfængsling efter hjemrejselovens § 14, stk. 1, nr. 1, ikke var opfyldt, da landsretten den 27. juni 2024 forlængende frihedsberøvelsen, indtil der blev afsagt dom i ankesagen. T burde have været løsladt. 

Landsretten var nået til et andet resultat. 

Læs Højesterets afgørelse i Sag 67/2024 (pdf)