Ikke hjemvisning eller ophævelse af udvisning

Sag 84/2024

Kendelse afsagt den 27. marts 2025

Anklagemyndigheden
mod
T

T blev i 2020 idømt fængsel i 3 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig for bl.a. grov vold i gentagelsestilfælde (knivstikkeri). I 2022 blev T idømt en fællesstraf af 8 måneders fængsel og igen udvist af Danmark denne gang med indrejseforbud i 6 år for bl.a. vold i gentagelsestilfælde.

I juli 2023 anmodede T om ophævelse af udvisningen eller forkortelse af indrejseforbuddet. T gjorde gældende, at der forelå væsentligt ændrede forhold, idet hendes datter, som hidtil havde boet hos en plejefamilie, var blevet flyttet til en institution for unge og havde fået konstateret bl.a. ADHD. T anmodede om, at datteren blev afhørt til brug for sagens oplysning.

Byretten bestemte, at datteren ikke skulle afhøres, og T’s anmodning om ophævelse af udvisningen eller forkortelse af indrejseforbuddet blev ikke taget til følge. Landsretten stadfæstede byrettens afgørelser i april 2024.

T blev udsendt til Usbekistan i juli 2024.

For Højesteret var spørgsmålet i første række, om sagen skulle hjemvises med henblik på afhøring af datteren. Hvis der ikke var grundlag for at hjemvise sagen, skulle Højesteret tage stilling til, om navnlig ændringerne i datterens helbredsforhold kunne føre til ophævelse af udvisningen eller forkortelse af indrejseforbuddet.

Højesteret udtalte med henvisning til forarbejderne, at udlændingelovens § 50, stk. 1, indebærer, at udvisningen af en udlænding efter udlændingelovens §§ 22-24 alene skal ophæves, hvis opretholdelsen af udvisningen med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Tilsvarende gælder vedrørende spørgsmålet om forkortelse af varigheden af et indrejseforbud, jf. udlændingelovens § 32, stk. 10. Hvis udlændingen har mindreårige børn, skal betydningen af ændringer vedrørende børnene inddrages i vurderingen. Hensynet til børnene skal derfor belyses.

Om den konkrete sag udtalte Højesteret, at der var foretaget afhøringer af en række personer, herunder datterens plejemor, og disse personer havde belyst betydningen af udvisningen og udsendelsen af T set ud fra datterens perspektiv. Der var endvidere tilvejebragt oplysninger fra navnlig de sociale myndigheder om bl.a. datterens helbredsmæssige forhold og relationen mellem T og datteren. 

I lyset heraf fandt Højesteret, at datterens forhold var tilstrækkeligt belyst. Der var derfor ikke behov for at afhøre datteren. 

Med hensyn til spørgsmålet om ophævelse af udvisningen mv. udtalte Højesteret, at T i stort set hele datterens levetid ikke havde boet sammen med datteren. T’s kontakt med datteren før udsendelsen var endvidere meget begrænset. T var i 2020, hvor hun første gang blev udvist, idømt fængsel i 3 år for alvorlig, personfarlig kriminalitet, og T blev i 2022 på ny straffet for personfarlig kriminalitet med fængsel i 8 måneder og udvist igen. T var også forud for de to nævnte domme straffet for personfarlig kriminalitet og betinget udvist. 

Efter en samlet vurdering fandt Højesteret herefter, at ændringerne i datterens helbreds-forhold ikke ville have ført til, at der ikke skete udvisning af T, eller at indrejseforbuddets varighed ville have været kortere.

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens kendelse.

Læs Højesterets afgørelse i Sag 84/2024 (pdf)