Om fremsendelse af påkravsskrivelse forud for indlevering af...

Sag BS-36263/2024-HJR

Kendelse afsagt den 6. marts 2025

HF Forsikring G/S
mod
A

Sagen angik navnlig, om HF Forsikring havde sendt en påkravsskrivelse til A, som efter retsplejelovens § 477 b, stk. 2, kunne danne grundlag for inddrivelse af en restance vedrørende et fraflyttet lejemål ved indlevering af betalingspåkrav til fogedretten. 

Af § 477 b, stk. 2, fremgår, at der, før betalingspåkrav indleveres til fogedretten, skal være sendt en påkravsskrivelse til skyldneren, der opfylder betingelserne i § 10, stk. 2 og 3, i lov om inkassovirksomhed (inkassoloven), og at den frist, der er nævnt i § 10, stk. 3, skal være udløbet, jf. dog inkassolovens § 11.

Det er ikke i forarbejderne til retsplejelovens § 477 b, stk. 2, anført, hvad der nærmere ligger i kravet om, at en påkravsskrivelse skal være sendt til skyldneren. § 477 b, stk. 2, må forstås i overensstemmelse med inkassolovens § 10, som også stiller krav om, at der skal være sendt en påkravsskrivelse til skyldneren, jf. § 10, stk. 1. Af forarbejderne til inkassolovens § 10 fremgår, at formålet med påkravet, herunder fristen og oplysningspligten, er, at skyldneren skal have rimelig mulighed for at kunne vurdere kravets berettigelse og herefter betale eller fremsætte indsigelser alt efter skyldnerens konklusion og derved foregribe yderligere inkassoskridt. Af forarbejderne fremgår endvidere, at hvis der ikke er angivet en adresse, vil det normalt være tilstrækkeligt at sende påkravsskrivelsen til skyldnerens adresse ifølge folkeregisteret.   

Efter oplysningerne i sagen lagde Højesteret til grund, at A på tidspunktet for fremsendelsen af påkravsskrivelsen og indleveringen af betalingspåkrav til fogedretten var registreret i CPR uden bopæl. Hf-Forsikring var som udlejer bekendt med, at A ikke længere boede på den fraflyttede adresse, der var den adresse, som påkravsskrivelsen blev sendt til. Højesteret lagde herefter til grund, at påkravsskrivelsen blev sendt til en adresse, hvor Hf-Forsikring var klar over, at A ikke ville se den.   

På den anførte baggrund fandt Højesteret, at Hf-Forsikring ikke havde sendt en påkravsskrivelse til A, som efter retsplejelovens § 477 b, stk. 2, kunne danne grundlag for indlevering af betalingspåkrav til fogedretten. 

Højesteret tiltrådte endvidere, at betingelserne i inkassolovens § 11 for at fravige kravet i § 10 om, at der skal være sendt en påkravsskrivelse til skyldneren, ikke var opfyldt. 

Fogedretten havde derfor været berettiget til at afvise Hf-Forsikrings betalingspåkrav, jf. retsplejelovens § 477 c, stk. 1.       

Højesteret stadfæstede herefter landsrettens kendelse.

Læs Højesterets afgørelse i Sag BS-36263/2024-HJR (pdf)