Gå til sidens indhold

Højesteret

18 mar. 2025

Højesteret

Udvisning efter narkotikakriminalitet

En 25-årig somalier udvist med indrejseforbud i 6 år

Sag 72/2024

Dom afsagt den 18. marts 2025

Rigsadvokaten
mod
T

T, der er somalisk statsborger, var ved landsrettens dom idømt fængsel i 1 år og 9 måneder for narkotikakriminalitet. Landsretten bestemte, at han skulle udvises af Danmark med et indrejseforbud i 6 år.

For Højesteret angik sagen alene spørgsmålet om udvisning.

Efter en samlet vurdering af karakteren og omfanget af den kriminalitet, som T havde begået, tiltrådte Højesteret, at der uanset hans stærke tilknytning til Danmark og begrænsede tilknytning til Somalia forelå meget tungtvejende grunde for at udvise ham.

Spørgsmålet var herefter, hvilken varighed udvisningen skulle have.

Landsretten havde fastsat indrejseforbuddets varighed til 6 år med henvisning til, at udvisning med et indrejseforbud for bestandig ville udgøre et uproportionalt indgreb og dermed være i strid med artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen. Anklagemyndigheden havde påstået udvisningen med et indrejseforbud i 6 år stadfæstet.

T havde anført, at indrejseforbuddet reelt ville være for bestandig, idet han som somalier tilhører hovedgruppe 5 i visumbekendtgørelsen og derfor kun rent teoretisk har mulighed for at opnå visum til Danmark. Han henviste herved til Menneskerettighedsdomstolens dom af 12. november 2024 i sag 5199/23 (Sharafane mod Danmark).

Højesteret anførte, at visumbekendtgørelsen den 12. december 2024 blev ændret med virkning fra den 1. januar 2025, og at det af en ny bestemmelse i bekendtgørelsen fremgår, at der kan meddeles visum til en udlænding, der er født og opvokset her i landet eller er kommet hertil som ganske ung, og som er omfattet af hovedgruppe 5, hvis udlændingens tidsbegrænsede indrejseforbud er udløbet, og udlændingens ret til privatliv i medfør af Danmarks internationale forpligtelser vil blive krænket, hvis der ikke udstedes visum.

Højesteret fandt, at det med denne bestemmelse er klargjort, at visumreglerne skal administreres i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionens artikel 8, således at et tidsbegrænset indrejseforbud til en udlænding, der er født og opvokset her i landet eller kommet hertil som ganske ung, og som er omfattet af visumreglernes hovedgruppe 5, ikke reelt får samme virkning som et indrejseforbud for bestandig.

På denne baggrund fandt Højesteret, at T’s mulighed for at opnå visum til Danmark efter udløbet af et indrejseforbud i 6 år ikke kun er rent teoretisk.

Det ville således ikke være uproportionalt og dermed ikke være i strid med artikel 8 i Menneskerettighedskonventionen at udvise T med et sådant tidsbegrænset indrejseforbud. 

Højesteret tiltrådte herefter, at T udvises med et indrejseforbud i 6 år. 

Læs Højesterets afgørelse i Sag 72/204 (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i Sag 72/2024 i Domsdatabasen 

Læs byrettens afgørelse i Sag 72/2024 i Domsdatabasen