Ikke brud på arbejdstidsloven

Sag BS-49851/2024-HJR

Dom afsagt den 3. april 2025

A
mod
Aarhus Kommune

Sagen angik, om Aarhus Kommune skulle betale en godtgørelse til A i medfør af lov om gennemførelse af dele af arbejdstidsdirektivet (arbejdstidsloven).

A og B’s søn C, der led af atypisk autisme, havde siden 2013, hvor han fyldte 18 år, boet på et bosted, men han var ikke tilfreds med bostedet. Efter en ferie hos sine forældre i marts 2016 ville C ikke tilbage til bostedet. A og B var indstillet på, at han kunne blive boende hos dem, indtil der var fundet et nyt bosted, som de og C fandt acceptabelt.

A var på dette tidspunkt ledig og skulle stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at få arbejdsløshedsunderstøttelse. A og B spurgte Aarhus Kommune, om det var muligt, at kommunen kunne ansætte A, indtil der var fundet et nyt bosted til sønnen, således at A ikke skulle være til rådighed for arbejdsmarkedet, men kunne være sammen med sønnen.

Aarhus Kommune traf på den baggrund beslutning om, at der kunne ydes støtte til C i medfør af serviceloven, med henblik på at han havde indhold i hverdagen og blev guidet og støttet til at lave udadrettede aktiviteter. Kommunen og A indgik i april 2016 aftale om, at A skulle udføre støtte i hjemmet til C i 30 timer om ugen til 200 kr. i timen. Aftalen var gældende, indtil den blev opsagt af Aarhus kommune i sommeren 2017, efter at C var flyttet til et nyt bosted.

Spørgsmålet var i første række, om aftalen mellem A og Aarhus Kommune indebar, at han var omfattet af begrebet lønmodtager i arbejdstidsloven. Hvis A var lønmodtager i arbejdstidslovens forstand, var spørgsmålet, om han var berettiget til godtgørelse for brud på lovens bestemmelse om maksimal ugentlig arbejdstid på 48 timer, idet A gjorde gældende, at han reelt havde taget sig af sønnen døgnet rundt.

Højesteret fandt efter en samlet vurdering, at der ikke blev etableret et over- og underordnelsesforhold mellem kommunen og A. Han kunne derfor ikke i den foreliggende atypiske situation anses for lønmodtager i kommunen i arbejdstidslovens forstand. Da lovens regel om maksimal ugentlig arbejdstid som følge heraf ikke fandt anvendelse, havde A ikke krav på godtgørelse.

Højesteret bemærkede i øvrigt, at A ikke var forpligtet til at arbejde i mere end 30 timer om ugen, og at det ikke var som led i aftalen med kommunen, at han efter det oplyste havde udført et langt mere omfattende pleje- og omsorgsarbejde over for sønnen. Som følge heraf ville der ikke foreligge et brud på arbejdstidslovens § 4, selv hvis A måtte anses for lønmodtager i kommunen.

Højesteret udtalte endvidere at A’s synspunkt om, at han reelt som led i et ansættelsesforhold til kommunen var bundet til at udføre pleje- og omsorgsarbejde over for sønnen døgnet rundt, under alle omstændigheder ikke kunne føre til, at han skulle have medhold, da loven ikke ville finde anvendelse i en sådan situation.

Landsretten var kommet til samme resultat.

Læs Højesterets afgørelse i sag BS-49851/2024-HJR (pdf)

Læs landsrettens afgørelse i sag BS-49851/2024-HJR

Læs byrettens afgørelse i sag BS-49851/2024-HJR