Om tilbageholdelse med henblik på udlevering

Sag 76/2024, 82/2024, 83/2024 og 102/2024

Kendelse afsagt den 31. marts 2025

Anklagemyndigheden
mod
T

T blev den 21. juli 2024 anholdt af politiet i Nuuk på baggrund af en international arrestordre udstedt af de japanske myndigheder. Han blev samme dag fremstillet i grundlovsforhør og tilbageholdt.

Den 30. juli 2024 anmodede de japanske myndigheder om udlevering af T til strafforfølgning for to forhold begået i 2010. Tilbageholdelsen af T blev opretholdt under Justitsministeriets behandling af udleveringsanmodningen. Den 17. december 2024 traf Justitsministeriet beslutning om ikke at udlevere T til Japan, og han blev løsladt samme dag.

Hovedspørgsmålet for Højesteret var, om Grønlands Landsrets beslutninger om fortsat tilbageholdelse af T var berettiget.

Anmodninger om udlevering fra Grønland til strafforfølgning i Japan behandles efter reglerne i lov nr. 249 af 9. juni 1967 om udlevering af lovovertrædere (udleveringsloven af 1967). Loven gælder i Grønland med de afvigelser, der følger af den grønlandske retsplejelov. Det følger derfor af lovens § 13, at der for at sikre udlevering kan anvendes de retsmidler, der er omtalt i bl.a. den grønlandske retsplejelovs regler om tilbageholdelse af sigtede, i samme omfang som i sager vedrørende lovovertrædelser af tilsvarende art, der forfølges i Grønland.

Det følger af forarbejderne til § 13 i udleveringsloven af 1967, at allerede ved iværksættelse af et kriminalprocessuelt tvangsindgreb vil grundlaget for den ønskede udlevering blive gjort til genstand for en vis foreløbig domstolsprøvelse, idet f.eks. fængsling ikke kan anvendes, hvis retten på det foreliggende grundlag finder, at betingelserne for udlevering ikke er til stede. En fuldstændig prøvelse af grundlaget for udlevering forudsættes først at kunne ske efter afslutningen af den politimæssige undersøgelse og justitsministerens beslutning om udlevering. Det er anført, at den udenlandske beslutning om anholdelse og fængsling, som danner grundlag for anmodningen om udlevering, kan lægges til grund uden nærmere prøvelse af skyldspørgsmålet, medmindre det på grund af særlige omstændigheder må antages, at den udenlandske sigtelse savner tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag. 

Højesteret udtalte herefter, at retten i forbindelse med en anmodning om tilbageholdelse for at sikre udlevering – ud over en prøvelse af, om betingelserne for tilbageholdelse i den grønlandske retsplejelov er opfyldt – skal foretage en vis foreløbig prøvelse af, om betingelserne for udlevering er opfyldt, sådan at tilbageholdelse ikke kan ske, hvis retten på det foreliggende grundlag finder, at betingelserne for udlevering ikke er til stede. Prøvelsen må ske under hensyn til, at den endelige beslutning om udlevering først træffes senere af justitsministeren.

Forud for rettens stillingtagen til tilbageholdelse har den sigtede og forsvareren ret til kontradiktion og bevisførelse. Retten kan afskære bevisførelse, som skønnes at være uden betydning for, om der kan ske tilbageholdelse, jf. den grønlandske retsplejelovs § 463.

Højesteret udtalte endvidere, at proportionalitetsprincippet i den grønlandske retsplejelovs § 359, stk. 3, indebærer, at tilbageholdelsen ikke må udstrækkes i længere tid end nødvendigt for at opfylde formålet. Karakteren og grovheden af de forhold, som udleveringsanmodningen angår, må indgå i vurderingen. Tilbageholdelsen må kun opretholdes, så længe Justitsministeriets behandling af udleveringssagen fremmes på rimelig måde. 

Højesteret fandt, at en prøvelse, som sker i en sag om tilbageholdelse for at sikre udlevering, og som er i overensstemmelse med de anførte rammer, lever op til kravene i Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5.

Om de konkrete beslutninger om tilbageholdelse tiltrådte Højesteret, at betingelserne for tilbageholdelse i den grønlandske retsplejelovs § 359, stk. 1, nr. 1, litra a, og nr. 2, litra a, var opfyldt.

Med hensyn til den prøvelse, der skal ske under en sag om tilbageholdelse for at sikre udlevering, fandt Højesteret, at der ikke var grundlag for at fastslå, at udleveringslovens betingelser for udlevering ikke var opfyldt. 

Højesteret fandt, at Justitsministeriets behandling af udleveringssagen måtte anses for at være fremmet på rimelig måde. Herefter og henset til karakteren af de forhold, som udleveringsanmodningen angik, kunne den tidsmæssige udstrækning af tilbageholdelsen for at sikre udlevering ikke anses for uproportional. 

Højesteret fandt, at Retten i Grønlands og Grønlands Landsrets prøvelse af, om betingelserne for tilbageholdelse var opfyldt, var i overensstemmelse med kravene i Menneskerettighedskonventionens artikel 5. Højesteret bemærkede i den forbindelse, at T havde haft adgang til kontradiktion, og at der ikke var grundlag for at tilsidesætte Retten i Grønlands og Grønlands Landsrets løbende skønsmæssige vurderinger af, om forsvarets bevisførelse ville være af betydning for en stillingtagen til, om betingelserne for tilbageholdelse var opfyldt.

Højesteret stadfæstede herefter Grønlands Landsrets beslutninger om tilbageholdelse.

Dette resumé og dommen publiceres senere på grønlandsk.

Læs Højesterets beslutning i Sag 76/24, 82/2024, 83/2024 og 102/2024 (pdf)