Ophævelse af udvisning

Sag 87/2024

Kendelse afsagt den 24. april 2026

Anklagemyndigheden
mod
T

T, som i 1997 var blevet diagnosticeret med paranoid skizofreni, blev i 2016 fundet skyldig i bl.a. vold efter straffelovens § 244, fareforvoldelse efter straffelovens § 252, stk. 1, samt vold og trusler om vold efter straffelovens § 119, stk. 1. T blev frifundet for straf som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom og dømt til anbringelse i en psykiatrisk afdeling uden længstetid for foranstaltningen. Han blev udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig.

I februar 2024 ændrede byretten efter samstemmende påstande fra T og anklagemyndigheden  foranstaltningen til dom til behandling på psykiatrisk afdeling med tilsyn af Kriminalforsorgen i forbindelse med afdelingen under udskrivning, så Kriminalforsorgen sammen med overlægen kunne træffe bestemmelse om genindlæggelse, jf. straffelovens § 72. Samtidig traf byretten afgørelse om ophævelse af udvisningen af T, jf. udlændingelovens § 50 a, stk. 1. Landsretten ændrede byrettens afgørelse, således at bestemmelsen om udvisning af T blev opretholdt.

For Højesteret angik sagen, om der efter udlændingelovens § 50 a, stk. 1, var grundlag for at ophæve bestemmelsen om udvisning af T.

Efter udlændingelovens § 50 a, stk. 1, skal retten i forbindelse med en afgørelse efter straffelovens 72 om foranstaltningsændring bl.a. tage stilling til, om der er indtrådt væsentlige ændringer i udlændingens forhold, jf. § 26, og om ændringerne er så væsentlige, at udvisningen skal ophæves.

Højesteret udtalte, at i en sag, som den foreliggende, hvor udlændingen var udvist efter udlændingelovens §§ 22-24, skulle vurderingen af spørgsmålet om udvisningens ophævelse ifølge forarbejderne til § 50 a foretages efter udlændingelovens § 26, stk. 2. Det betyder, at udvisningen alene skal ophæves, hvis opretholdelse heraf med sikkerhed vil være i strid med Danmark internationale forpligtelser, herunder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Som anført i bl.a. Højesterets kendelse af 11. oktober 2022 (UfR 2023.207) skal der under en prøvelse efter udlændingelovens § 50 a foretages en ny og selvstændig proportionalitetsvurdering efter artikel 8 på grundlag af de faktiske omstændigheder, som de foreligger på tidspunktet for efterprøvelsen.

Efter en samlet afvejning af de foreliggende omstændigheder fandt Højesteret, at opretholdelse af udvisning af T ville være uproportional og dermed i strid med artikel 8.

Højesteret lagde herved vægt på navnlig, at T ved den begåede kriminalitet, der i 2016 førte til udvisningen, blev fundet straffri som følge af utilregnelighed på grund af sindssygdom. Forholdene var ikke planlagt, men udtryk for spontane reaktioner i en periode, hvor han var plaget af symptomer som følge af sin psykiske lidelse. Han var nu velmedicineret, i stabil tilstand og havde ikke siden 2015 begået ny kriminalitet. Under forudsætning af fortsat medicinsk behandling vurderedes han i lav risiko for vold. Han havde en stærk tilknytning til Danmark og som følge af sine helbredsmæssige forhold særdeles begrænsede forudsætninger for at etablere sig i sit hjemland, Iran.

Højesteret havde på den baggrund ikke anledning til at tage stilling til, om opretholdelse af udvisning af T eventuelt også ville være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3.

Landsretten var nået til et andet resultat.

Læs hele Højesterets afgørelse i sag 87/2024