Ikke grundlag for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen

Sag 30/2025

Kendelse afsagt den 30. juni 2025

Anklagemyndigheden
mod
S

S blev anholdt i december 2024 og sigtet for drab efter straffelovens § 237, subsidiært § 238, stk. 1, ved at have dræbt sit nyfødte barn. I grundlovsforhøret erkendte hun drab under formildende omstændigheder efter straffelovens § 238, stk. 1. Byretten fandt, at der var begrundet mistanke om, at hun var skyldig i overtrædelse af straffelovens § 238, stk. 1, og hun blev varetægtsfængslet efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3.

Ved et retsmøde den 29. januar 2025 anmodede anklagemyndigheden om fortsat varetægtsfængsling af S efter retsplejelovens § 762, stk. 1, nr. 3, subsidiært § 762, stk. 2, nr. 1, idet der efter anklagemyndighedens opfattelse var en særligt bestyrket mistanke om drab efter straffelovens § 237. Byretten fandt, at der ikke var grundlag for fortsat varetægtsfængsling, og løslod S.

Landsretten ændrede byrettens afgørelse ved kendelse af 31. januar 2025 og bestemte, at S skulle varetægtsfængsles i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1. Landsretten fandt, at der var særligt bestyrket mistanke om, at hun har gjort sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237.

Højesteret fastslog, at der henset til S’ egen forklaring, mentalerklæringen vedrørende S samt de afgivne vidneforklaringer alene var en særligt bestyrket mistanke om, at S har overtrådt straffelovens § 238, stk. 1. Herefter forelå der ikke en særligt bestyrket mistanke om drab efter straffelovens § 237.

Da straffelovens § 238, stk. 1, har en strafferamme på 4 års fængsel, var der ikke grundlag for varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, idet bestemmelsen indeholder et krav om, at lovovertrædelsen skal kunne straffes med fængsel i 6 år eller derover.

Højesteret stadfæstede derfor byrettens kendelse og løslod S.

Landsretten var kommet til et andet resultat.

Læs Højesterets afgørelse i sag 30/2025 (pdf)