Fri proces og retshjælp
Om fri proces og retshjælp i forbindelse med sager for Højesteret
Når en advokat beskikkes for en part med fri proces, indhenter Anke- og Kæremålsudvalget hos den beskikkede advokat oplysninger om retshjælpsdækning mv.
Forud for hovedforhandlingen skal den beskikkede advokat sikre, at ajourførte oplysninger om retshjælpsdækning medtages i ekstrakten.
Se Regler og vejledning om forberedelse og hovedforhandling i borgerlige ankesager i Højesteret.
Er sagen dækket af en retshjælpsforsikring, er det i første omgang retshjælpsforsikringen, der skal betale sagens omkostninger, herunder salær til den beskikkede advokat. Dette vil fremgå af dommen og retsbogen i sagen.
I de tilfælde hvor modparten ifølge dommen skal betale sagsomkostninger, skal disse indbetales til Højesteret, der efter dækning af eventuelle udgifterne til den fri proces, afregner med retshjælpsforsikringen. I de tilfælde, hvor modparten har indbetalt sagsomkostningerne til Højesteret, inden den beskikkede advokat anmoder om udbetaling af salær, og hvor det indbetalte kan dække statskassens udgifter til den fri proces, udbetaler Højesteret salæret til den beskikkede advokat inden afregning med retshjælpsforsikringen.
Ofte kan det først efter sagens afslutning afklares, om statskassen helt eller delvist skal dække sagens omkostninger, herunder salær til den beskikkede advokat. Højesteret vil derfor i mange tilfælde bede om ajourførte oplysninger om retshjælpsdækningens omfang, efter sagen er afsluttet. Eksempelvis kan retshjælpsdækningen være opbrugt under sagens behandling i underinstanserne, men hvis Højesteret ændrer omkostningsafgørelserne for underinstanserne eller tilkender sagsomkostninger for Højesteret til fordel for parten med retshjælpsforsikring, vil retshjælpsdækningen igen blive aktuel.
Sidst opdateret: 31. august 2024