Højesterets virksomhed

I grundlovens paragraf 3 er de tildelt henholdsvis den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt. Domstolene kan blandt andet afgøre, om den udøvende magts afgørelser er i overensstemmelse med loven, og om Folketingets love er i overensstemmelse med grundloven. Højesteret er rigets øverste domstol.
 
Som landets øverste domstol skal Højesteret sørge for retsenhed og bidrage til afklaring i tilfælde, hvor retstilstanden er uklar. Højesteret har også - inden for lovens rammer - et ansvar for retsudviklingen.
 
Højesteret er en appeldomstol, som behandler domme og kendelser, der er afsagt af Østre Landsret, Vestre Landsret eller Sø- og Handelsretten. Man kan altså ikke anlægge sag direkte ved Højesteret. Højesteret behandler både civile sager og straffesager. Civile sager er især sager mellem borgerne indbyrdes og sager mellem en borger og forvaltningen. I straffesager kan Højesteret ikke tage stilling til skyldspørgsmålet.
 
Domsforhandlingen i Højesteret er normalt mundtlig og finder næsten altid sted for åbne døre, således at offentligheden har fri adgang til at overvære domsforhandlingen. Der er ingen umiddelbar bevisførelse for Højesteret i form af parts- og vidneforklaringer, som man har det i byret og landsret.
 
I hver sag deltager normalt fem dommere. I sager om vigtige, principielle spørgsmål deltager dog syv eller flere dommere. Højesteret arbejder i to afdelinger samtidigt. Der er ingen forskel på, hvilken type sager der behandles i de to afdelinger, og dommerne rokerer regelmæssigt mellem afdelingerne.
 
Sagerne i Højesteret forberedes af et anke- og kæremålsudvalg, der består af tre højesteretsdommere. Dette udvalg behandler også kæremål, f.eks. appel af en landsrets afgørelser, der er truffet, mens landsretten behandler en sag. I udvalget er sagsbehandlingen skriftlig, og afgørelserne træffes på grundlag af sagens bilag.
 
Højesteret udgiver hvert år en årsberetning, der blandt andet har oplysninger om sagsantal.