Gå til sidens indhold

Retten i Holbæk

04 feb. 2025

Retten i Holbæk

Retten i Holbæk– offentlig forsvarer og beskikket advokat

Ledigt beneficium ved Retten i Holbæk

1 -2 advokater kan antages til beskikkelse som offentlig forsvarer og til at udføre sager for parter, der har fri proces i Holbæk retskreds, der omfatter Holbæk, Kalundborg og Odsherred kommuner, samt ved Østre Landsret i de sager, som i 1. instans har været behandlet ved eller er henvist fra Retten i Holbæk. 

Antagelsen medfører pligt for advokaten til personligt at give møde i de tildelte sager. Advokaten skal tillige deltage i vagtordning for grundlovssager. Der tilkommer ikke en advokat, der er antaget ved en byret, godtgørelse for rejseudgifter ved møde inden for retskredsen, jf. retsplejelovens § 331, stk. 1, 2. pkt., og § 741, stk. 1. 

Der lægges afgørende vægt på ansøgerens kvalifikationer, herunder om ansøgeren har erfaring med straffesager og strafferet i øvrigt, om ansøgeren har møderet for landsret, om ansøgeren har procedureerfaring, herunder også fra civile sager, og om ansøgeren har udvist dygtighed og engagement i sit virke som advokat. Der kan endvidere lægges vægt på ansøgerens erfaring med civile – herunder familieretlige – sager. Der lægges desuden vægt på ansøgerens kvalifikationer som procederende advokat, således som disse kvalifikationer fremstår for rettens dommere. Endvidere kan hensynet til den geografiske spredning af advokater i retskredsen tillægges betydning ved antagelsen. 

De beneficerede advokater bør af praktiske grunde almindeligvis have kontor i eller i nærheden af den retskreds, hvori de antages. Der opstilles dog ikke noget absolut krav herom. 

Et beneficium meddeles for en periode på 10 år. Et meddelt beneficium forlænges efter ansøgning for en ny 10-årig periode uden genopslag af hvervet, medmindre særlige grunde taler herimod. Ansøgning herom skal indgives til byretspræsidenten senest 1 år inden udløbet af det meddelte beneficium. 

Der henvises i øvrigt til Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 9418 af 30.06.2020 om antagelse af beneficerede advokater. 

Ansøgning bedes bilagt advokatbeskikkelse og andre relevante bilag, herunder et foto af ansøgeren, samt oplysninger om erfaring med straffesager, procedureerfaring og møderet for over-ordnede retsinstanser. 

Når ansøgningsfristen er udløbet, sender byretspræsidenten ved Retten i Holbæk ansøgningerne med sin indstilling til præsidenten for Østre Landsret, der videresender ansøgningerne med sin indstilling til Civilstyrelsen. 

Byretspræsidenten indhenter samtykke fra de indstillede advokater til at indhente oplysninger og indhenter herefter en udtalelse fra Advokatrådet, Civilstyrelsen, fra vedkommende politidirektør og oplysninger fra Kriminalregistret. Civilstyrelsen foretager partshøring af ansøgerne over indstillingerne og oplysninger, inden Civilstyrelsen på justitsministerens vegne træffer afgørelse i sagen. 

Ansøgning skal stiles til Civilstyrelsen og sendes til Retten i Holbæk, Domhusstræde 1, 4300 Holbæk – gerne pr. sikker mail: holbaek@domstol.dk.

Tjenestested

Retten i Holbæk 
Domhusstræde 1
4300 Holbæk 

Ansøgningsfrist

Frist for modtagelse af ansøgning er den 14. marts 2025.

Ansøgning indsendes til
Retten i Holbæk
holbaek@domstol.dk
Domhusstræde 1
4300 Holbæk 

Link til Statstidende: https://www.statstidende.dk/messages/S04022025-2