Hvis du er tolk
Generelle regler for tolkning og oversættelser for Retten i Holbæk
Der er på nuværende tidspunkt ikke centralt fastsatte takster for fremmedsprogstolkning for myndighederne på Justitsministeriets områder. Retten i Holbæk har derfor på baggrund af Rigspolitiets vejledning af 1. december 2019, som i øvrigt er i overensstemmelse med de retningslinjer, som har været gældende tidligere, udarbejdet nedenstående regelsæt, som gør sig gældende ved tolkning og oversættelser for Retten i Holbæk.
Når en tolk påtager sig en tolkeopgave for Retten i Holbæk, anses tolken samtidig for at have accepteret nedenstående vilkår for tolkning og oversættelser.
Generelle takster for tolkning og oversættelser for Retten i Holbæk
Taksterne for tolkning og oversættelser ved Retten i Holbæk er reguleret, og de nye takster er gældende pr. 1. januar 2025 og anvendes ved betaling for tolkninger foretaget efter dette tidspunkt.
Regulering af taksterne sker en gang årligt i henhold til nettoprisindekset fra Danmarks Statistik. Næste regulering forventes foretaget med virkning fra den 1. januar 2026.
Der er etableret en fortegnelse over tolke til brug for myndighederne på Justitsministeriets område. Retten i Holbæk anvender som udgangspunkt tolke, der er anført på denne liste, og som derved opfylder de kriterier der er nødvendige for at foretage tolkning for retten, herunder bl.a. med sikkerhedsgodkendelse og tavshedspligtserklæring.
De nedenfor nævnte takster er fastsat efter tolkens kvalifikationer.
Alle tolkeopgaver ved Retten i Holbæk skal bekræftes skriftligt pr. mail. Når en tolkeopgave bekræftes, bekræfter tolken samtidig, at nedennævnte vilkår er gældende.
Kategorisering af tolke.
Tolken aflønnes efter uddannelse og opdeles i nedenstående tre kategorier. Hvis tolken ikke er registreret på Rigspolitiets Tolkefortegnelse med en kategori, aflønnes vedkommende efter kategori 3. Hvis en tolk mener sig berettiget til aflønning efter kategori 1 eller 2, skal tolken kontakte Retten i Holbæk og fremsende dokumentation for, at kravet for aflønning er opfyldt, jf. nedenstående.
Kategori 1 – statsautoriserede translatører:
Statsautoriserede translatører og andre tolke med en tilsvarende videregående sproglig uddannelse.
Kategori 2 – statsprøvede tolke:
Statsprøvede tolke, der har gennemgået den 2-årige deltidsuddannelse under Åben Uddannelse på Handelshøjskolen i København eller Århus.
Kategori 3 – øvrige tolke:
Øvrige tolke, herunder tolke, der har gennemgået grunduddannelsen som social eller medicinsk tolk på handelshøjskolen.
Satser for tolkning i retsmøder:
Tolkekategori |
Pris kr. pr. påbegyndt time1. januar 2024 |
Pris kr. pr. påbegyndt time1. januar 2025 |
Kategori 1 | 687,82 kr. | 697,16 kr. |
Kategori 2 | 458,54 kr. | 464,77 kr. |
Kategori 3 | 393,03 kr. | 398,36 kr. |
Honorar beregnes pr. påbegyndt time og beregnes for det antal timer, tolken har tolket i retsmødet. Er tolken f.eks. indkaldt til at tolke i 2,5 time og tolker i 2,5 time, honoreres vedkommende for 3 timer. Er tolken f.eks. indkaldt til at tolke i 6 timer, men tolker i 4 timer, honoreres for 4 timer.
I tilfælde af, at retsmødet aflyses med kortere varsel end 24 timer forud for retsmødets start, fastsættes tolkehonorar under hensyntagen til den tid, der var afsat til retsmødet, dog således at der som minimum tillægges salær for en time og maksimalt tillægges salær svarende til halvdelen af det tolkehonorar, som tolken ville have modtaget, hvis retsmødet var blevet gennemført som planlagt. Hvis retsmødet aflyses med længere varsel end 24 timer forud for retsmødets start, tillægges der ikke tolkehonorar.
Der tillægges ikke tolkehonorar, hvis det er tolkens egne forhold, f.eks. sygdom eller lignende, der er årsag til aflysningen.
Hvis et retsmøde afsluttes tidligere end forudsat, fastsættes honoraret efter tilsvarende retningslinjer. Er tolken f.eks. indkaldt til at tolke i 6 timer, men tolker kun i 1,5 timer, honoreres med op til ½ honorar (dvs. 3 timer). Er tolken fx indkaldt til at tolke i 2,5 timer, men tolker kun i ½ time, honoreres med op til ½ honorar (dvs. 1 time og 15 minutter).
For tolkning inden kl. 8.00 og efter kl. 17.00 samt på lørdage og søn- og helligdage fordobles ovennævnte takster.
Kun i særlige tilfælde og helt undtagelsesvist kan de afgivne satser fraviges for tolke, der er under kategori 2 eller 3. Dette gælder f.eks., hvor tolkens kvalifikationer ud fra en konkret vurdering sammenholdt med omstændighederne i den konkrete sag, tilsiger det. En afvigelse af satserne kræver ligeledes, at tolken har aftalt dette skriftligt med Retten i Holbæk forud for opgavens løsning.
Satser for skriftlige oversættelser – linjetakst:
Tolkekategori |
Linjetakst alm tekst. Pris i kr.1.1.2025 |
Linjetakst alm tekst. Pris i kr.1.1.2024 |
Linjetakst svær tekst. Pris i kr.1.1.2025 |
Linjetakst svær tekst. Pris i kr.1.1.2024 |
Kategori 1 | 28,24 kr. | 27,86 kr. | 30,25 kr. | 29,84 kr. |
Kategori 2 | 20,78 kr. | 20,50 kr. | 22,70 kr. | 21,90 kr. |
Kategori 3 | 17,40 kr. | 17,17 kr. | 18,70 kr. | 18,45 kr. |
En linje beregnes som 60 anslag inklusive mellemrum. Brudte linjer sammenlægges, så de udgør 60 anslag. En eventuel overskydende linje beregnes som en hel linje. Der kan i forbindelse med beregning af linje-antal anvendes elektronisk optælling. Ved elektronisk optælling skal en linje således beregnes som 60 anslag. Der ydes som minimum betaling svarende til 25 linjer.
Kun i særlige tilfælde og helt undtagelsesvist kan de afgivne satser fraviges for tolke, der er under kategori 2 eller 3. Dette gælder f.eks., hvor tolkens kvalifikationer ud fra en konkret vurdering sammenholdt med omstændighederne i den konkrete sag, tilsiger det. En afvigelse af satserne kræver ligeledes, at tolken har aftalt dette skriftligt med Retten i Holbæk forud for opgavens løsning.
Udgifter til transport og vederlag for tid:
Der ydes vederlag for den faktiske tid, der er medgået til transport fra tolkens kontor/hjemadresse til det sted, hvor tolkningen foregår, hvis afstanden overstiger 6 km. Opholder tolken sig forud for tolkningen tættere på det sted, hvor tolkningen foregår end tolkens kontor/hjemadresse, så anvendes det nærmeste sted ved beregning af afstand og tid. Vederlaget beregnes på grundlag af den korteste transportvej. I de tilfælde, hvor der ydes vederlag for den tid, der medgår til transport, beregnes vederlaget ud fra tolkens samlede transporttid. Afregning sker pr. påbegyndt ½ time. Vederlaget for køretid udgør halvdelen af timesatsen for tolken, uanset hvilket tidspunkt på døgnet transporten finder sted.
Tolkekategori |
Transportvederlag pr. time i kr.1.1.2024 |
Transportvederlag pr. time i kr.1.1.2025 |
Kategori 1 | 343,91 kr. | 348,58 kr. |
Kategori 2 | 229,27 kr. | 232,39 kr. |
Kategori 3 | 196,52 kr. | 199,18 kr. |
Transportgodtgørelse
Hvis der ydes vederlag for transporttid, ydes der tillige godtgørelse for transport. Ved benyttelse af offentlige transportmidler godtgøres dokumenterede udgifter til den konkrete befordring. Kørsel i egen bil godtgøres med den højeste af de til enhver tid af SKAT fastsatte takster for erhvervsmæssig kørsel i egen bil. 1. januar 2025 er satsen 3,81 kr. pr. km.
Godtgørelse beregnes på grundlag af den korteste transportvej. Der ydes ikke godtgørelse for parkeringsudgifter. Benyttes egen bil godtgøres dokumenterede udgifter til broafgift mm.
Hvis tolken er momsregistreret, skal honorar, vederlag for befordringstid og befordringsgodtgørelse for transport i egen bil tillægges 25 % moms.
Øvrige udgifter
Der ydes ikke godtgørelse for øvrige udgifter. Hvis der opstår behov for f.eks. overnatning pga. afstanden til tolkens bopæl eller andet, skal tolken aftale dette skriftligt med Retten i Holbæk forud for opgavens løsning.
Fakturering
Efter endt tolkeopgave skal tolken sende en faktura til Retten i Holbæk, EAN-nr. 5798 000161443 – uanset, om tolken er momsregistreret eller ej.
Af fakturaen skal fremgå rettens sagsnummer, mødedato og tolkens navn (ikke kun tolkefirmaets navn), adresse og cpr.nr./cvr.nr. Hvis tolken er momsregistreret, skal tolken anføre registreringsnummer og kontonummer til den bank, hvortil beløbet skal overføres.
Tolken skal fremsende en faktura pr. sag pr. dag. Fakturaen skal fremsendes senest 2 uger efter retsmødet.
Sidst opdateret: 16. december 2024