Gå til sidens indhold

Den nye løsning til behandling af straffe- og skiftesager udrulles i syv releases.

Straffe- og skifteløsningen vil blive udrullet i mindre delleverancer, så sagsbehandlingen af straffe- og skiftesager gradvist overgår til den nye løsning. Formålet er, at hver release er værdiskabende for retterne og de brugere, der er i kontakt med retterne.

Når de syv releases er implementeret, vil en lang række af de i dag manuelle arbejdsgange relateret til straffe- og skiftesagerne være digitalt understøttede og i en vis udstrækning automatiseret i den nye løsning.

Sådan udrulles systemerne

De enkelte releases vil i første omgang blive rullet ud til udvalgte pilotretter før ibrugtagningen ved samtlige retter. Pilotretterne vil tage de enkelte releases i brug og påbegynde sagsbehandlingen i den nye straffe- og skifteløsning i en periode, før funktionaliteten ibrugtages i de øvrige retter. Formålet er at sikre, at funktionaliteten er fuldt stabiliseret med minimale driftsforstyrrelser, når releasen tages i brug ved alle retterne, og at eventuelle mindre afvigelser er identificeret og rettet.

Når hver release er taget i brug, skal den nye løsning anvendes på nye sager. Sager, der allerede er oprettet i retternes nuværende systemer – DSI-systemerne – vil som udgangspunkt blive færdigbehandlet her.

Det betyder, at du som bruger på henholdsvis straffe- og/eller skifteområdet i kortere perioder frem mod 2026 vil kunne møde andre arbejdsgange ved de retskredse, der er pilotretter ved den pågældende release, eftersom de har taget den nye løsning i brug i en periode før resten af retterne.

Oversigt over release

Herunder ses en samlet oversigt over de syv releases:

  • Skifteportalen, til understøttelse af registrering af krav, tilgodehavender, effekter og forespørgsler i forbindelse med dødsbosager
  • Bødesagssystemet til behandling af forenklede bødesager fra Politiets Administrative Center (PAC)
  • Sagsunderstøttelse af tvangsopløsning ved en udvidelse af Skifteportalen
  • Grundlovssager: understøttelse af grundlovsforhør inkl. tilståelsessager og kæremål til landsretterne
  • Dødsbo: Understøttelse af resten af dødsboskifteområdet i Skifteportalen
  • Resterende straffesager: digital løsning til at håndtere straffesager, blandt andet sager med lægdommere
  • Konkurs, rekonstruktion, gældssanering og ægtefælleskifte. Yderligere udvidelse af Skifteportalen

Hvis du har spørgsmål til, hvordan ibrugtagningen af den nye løsning påvirker dig eller din virksomhed, så kontakt Straffe- og skifteprogrammet via programmets e-mail: straffeskifte@domstolsstyrelsen.dk

Overordnet tidsplan

Straffe- og skifteprogrammet arbejder efter en overordnet tidsplan for udvikling og lancering af de syv releases, som du kan finde herunder.

Straffe- og skifteprogrammet udvikler hver release i tre faser: Først laver programmet en foranalyse, hvor programmet undersøger og analyserer retternes behov. Herefter følger en fase med analyse og udvikling, hvor systemet udvikles i samarbejde med repræsentanter fra retterne og med input fra en ekstern følgegruppe. Når programmet har udrullet et system på straffe- eller skifteområdet, følger en periode med hypercare. Det er en periode, hvor der er ekstra fokus på support af det nye system. 

Her kan du finde den overordnede tidsplan for programmet (jpg)

Sidst opdateret: 20. november 2024