Whistleblowerordning
Domstolsstyrelsen har etableret en intern whistleblowerordning. Læs om den her.
Domstolsstyrelsen har med virkning fra den 17. december 2021 etableret en intern whistleblowerordning, der gælder hele Danmarks Domstole. Ordningen er etableret i henhold til lov nr. 1436 af 29. juni 2021 om beskyttelse af whistleblowere og træder i kraft samme dato som ordningens etablering.
Whistleblowerordningen kan benyttes af:
- alle ansatte ved Danmarks Domstole
- personer, som arbejder under tilsyn og ledelse af en af Danmarks Domstoles samarbejdspartnere, dvs. kontrahenter (fx håndværkere), leverandører eller underleverandører
- tidligere ansatte, der indberetter oplysninger, som vedkommende er kommet i besiddelse af i den periode, personen arbejdede for Danmarks Domstole
- personer, hvis arbejdsmæssige forhold ved Danmarks Domstole endnu ikke er påbegyndt, og som indberetter oplysninger om overtrædelser, pågældende har fået kendskab til i løbet af ansættelsesprocessen. Det gælder også personer, som ikke opnår ansættelse
- lønnede og ulønnede praktikanter.
Borgerne er ikke omfattet af whistleblowerordningen.
Sådan indberetter du til Whistleblowerordningen
Du kan som ansat eller leverandør indberette oplysninger om alvorlige lovovertrædelser eller øvrige alvorlige forhold ved Danmarks Domstole, herunder om:
- strafbare forhold
- grove eller gentagne overtrædelser af lovgivningen, forvaltningsretlige principper eller væsentlige interne retningslinjer
- grove personrelaterede konflikter på arbejdspladsen
- seksuel chikane
- bevidst vildledning af borgere og samarbejdspartnere.
Ordningen finder ikke anvendelse på sager inden for strafferetsplejen.
Du kan indberette dine oplysninger til Domstolsstyrelsens whistleblowerenhed på e-mail whistleblower@domstolsstyrelsen.dk eller ved fysisk post adresseret til Domstolsstyrelsen, att. DPO, Amagerfælledvej 56, 2300 København S. Funktionen varetages af Danmarks Domstoles databeskyttelsesrådgiver, der inden 7 dage bekræfter modtagelsen af din indberetning. Det er kun whistleblowerenheden, der har adgang til din indberetning.
Vil du være anonym, må du ikke oplyse dit navn eller andet personhenførbart som fx adresse eller telefonnummer. Husk i den forbindelse, at du ikke i vedhæftede filer utilsigtet kommer til at afgive oplysninger om din identitet. Vi gør dog opmærksom på, at hvis du indgiver oplysningerne anonymt, kan det være vanskeligere at undersøge forholdet.
Indberetning behandles i fortrolighed
Whistleblowerenheden vil behandle din indberetning i fuld fortrolighed. Hvis indberetningen er omfattet af ordningen, vil enheden følge op på dine oplysninger, dvs. enheden iværksætter en undersøgelse af sagen. Den vil måske kontakte dig for at stille opklarende spørgsmål. Enheden har tavshedspligt med hensyn til alle oplysninger i din indberetning. Der er således tavshedspligt både med hensyn til din identitet og indholdet af din indberetning i øvrigt. For at kunne følge op på din indberetning, er det lovligt under visse betingelser at videregive dine oplysninger. Oplysninger om din identitet kan dog som udgangspunkt kun videregives med dit udtrykkelige samtykke.
Du kan benytte ordningen uden at frygte at blive udsat for repressalier eller lignende, fx ansættelsesretlige konsekvenser. Beskyttelsen forudsætter dog, at du har rimelig grund til at antage, at oplysningerne i din indberetning er korrekte og nødvendige for at afsløre en alvorlig lovovertrædelse eller andet alvorligt forhold.
Hvis din indberetning indeholder oplysninger om dommeres eller øvrige domstolsjuristers adfærd, vil forholdet som udgangspunkt være omfattet af retsplejelovens §§ 48-49 og skal behandles af retspræsidenten eller Den Særlige Klageret. Disse bestemmelser omhandler forhold, hvor dommeren eller domstolsjuristen har gjort sig skyldig i forsømmelse eller skødesløshed i embedsførelsen eller har udvist utilbørligt eller usømmeligt forhold. Whistleblowerenheden behandler ikke sådanne indberetninger, men vil i stedet vejlede om muligheden for at indgive klage til retspræsidenten eller Den Særlige Klageret.
Hvis din indberetning indeholder en klage over indholdet af en retsafgørelse, herunder sagsbehandlingen eller sagens realitet, finder retsplejelovens appelregler anvendelse, dvs. at du alene kan klage over en retsafgørelse ved at anke eller kære afgørelsen til en højere retsinstans. Whistleblowerenheden behandler derfor ikke sådanne indberetninger.
Du kan i stedet for at benytte Danmarks Domstoles interne whistleblowerordning vælge at indsende dine oplysninger til Datatilsynets eksterne whistleblowerordning. Du opfordres dog til at indsende dine oplysninger til Danmarks Domstoles interne whistleblowerordning, hvis der er tale om en overtrædelse, der kan imødegås effektivt internt, og du vurderer, at der ikke er risiko for repressalier.
Etableringen af ovenstående interne og eksterne whistleblowerordning begrænser ikke offentligt ansattes ytringsfrihed i øvrigt.
Læs nærmere her (pdf)
Whistleblowerordningens virksomhed
I henhold til whistleblowerloven § 27 skal myndigheder mv. omfattet af reglerne om aktindsigt i lov om offentlighed i forvaltningen offentliggøre oplysninger om deres virksomhed mindst en gang årligt efter denne lov.
Whistleblowerordningens virksomhed 2023
Danmarks Domstoles interne whistleblowerordning har i 2023 modtaget fem indberetninger. Fire indberetninger er afvist med henvisning til whistleblowerloven § 12, stk. 3. En indberetning er blevet realitetsbehandlet og efterfølgende afvist med henvisning til whistleblowerloven § 12, stk. 3. Temaet for den realitetsbehandlede indberetning var andre personrelaterede konflikter på arbejdspladsen.
Whistleblowerordningens virksomhed 2022
Danmarks Domstoles interne whistleblowerordning har i 2022 modtaget fire indberetninger. De fire indberetninger er afvist med henvisning til whistleblowerloven § 12, stk. 3.
Sidst opdateret: 31. oktober 2024