Langt de fleste sager starter ved en byret. Byretterne behandler civile sager, familiesager, straffesager, notarialforretninger, fogedsager og skiftesager. I Storkøbenhavn er det dog Sø- og Handelsretten, som behandler skiftesager om insolvens, fx konkurssager og gældssaneringer.
Hvis du har spørgsmål til en sag fra byretten, der er anket, skal du kontakte den landsret, som behandler sagen, enten Østre eller Vestre Landsret. Sø- og Handelsretten er også ankeinstans på en række områder.
Højesteret behandler domme og kendelser i civile sager og straffesager, der er afsagt af Østre Landsret, Vestre Landsret eller Sø- og Handelsretten. Du kan ikke selv anlægge en sag ved Højesteret.
Hvis du skal have anmeldt dokumenter til tinglysning og har spørgsmål omkring dette, skal du kontakte Tinglysningsretten.
Her på siden kan du også finde kontaktoplysninger på Retten på Færøerne, Retten i Grønland og Grønlands Landsret.