28 okt. 2021
Tinglysningsretten
Tinglyst stævning ikke til hinder for tinglysning af udstykninger
V.L.K. af 28. oktober 2021 (21/20687)
Tinglysningsretten havde afvist at registrere matrikulære ændringer i form af udstykning af 39 nye ejendomme, idet der var tinglyst en stævning på ejendommen med påstand om, at sagsøgeren var rette ejer af det selskab, der ejede ejendommen.
Landsretten lagde vægt på, at stævningen vedrørte ejerskabet til det selskab, der ejer ejendommen, og på at stævningen ikke forhindrer ejeren af ejendommen i at disponere over den, men har blot til formål at advare om den verserende retssag og forhindre ekstinktion. Landsretten fandt dermed ikke at den tinglyste stævning var til hinder for registreringen af den matrikulære ændring.
Landsretten ophævede afvisningen og sendte sagen tilbage med henblik på forsat behandling.