Gå til sidens indhold

Tinglysningsretten

21 dec. 2021

Tinglysningsretten

Udlæg kunne ikke slettes efter TL § 20 stk. 1 eller 2.

Dom afsagt: 21. december 2021

V.L.K. af 21. december 2021 V.L.B.-0337-21 (21/21886).

Ejeren af en ejendom kærede, at Tinglysningsretten havde afvist at imødekomme en anmodning om sletning af et udlæg fra september 1998 på 6.541 kr.

Udlægshaver var gået konkurs og af den retsbog fra februar 2010, der kunne fremlægges, fremgik ikke oplysninger om udlægget. Ejeren havde afgivet erklæring om, at udlægshaver i hvert fald ikke de seneste 15 år havde foretaget forældelsesafbrydende skridt vedrørende udlægget.

Landsretten lagde til grund, at ejeren ikke havde indfriet fordringen, der ligger til grund for udlægget. Da der ikke forelå oplysninger om, om fordringen var blevet overdraget, eller hvordan konkursboet havde forholdt sig til fordringen tiltrådte landsretten, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed var godtgjort, at rettigheden i henhold til udlægget var ophørt ved forældelse, og at der ikke i øvrigt var omstændigheder, der gav grundlag for at antage, at rettigheden var åbenbart ophørt, eller for at fastslå, at nogle af de omstændigheder, der er anført efter tinglysningslovens § 20, stk. 2, forelå.

Landsretten stadfæstede dermed Tinglysningsrettens afvisning.