04 dec. 2023
Tinglysningsretten
Pantebrev kunne tinglyses på trods af tinglyst pantsætningsforbud
Dom afsagt: 29. juni 2023
V.L.K. af 29. juni 2023 V.L.B.-0093-23 (23/11972).
Tinglysningsretten havde afvist at tinglyse et pantebrev på 50.000 kr., da der på ejendommen var tinglyst et pantsætningsforbud. Tinglysningsretten havde forlangt tiltrædelse af de påtaleberettigede iht. pantsætningsforbuddet, alternativt aflysning heraf. Tinglysningsretten gjorde gældende, at pantsætningsforbuddet stiftede en ret over ejendommen for de påtaleberettigede, og ikke alene en ret ift. den tidligere tinglyste ejer.
Kærende nedlagde påstand om, at pantebrevet blev tinglyst og gjorde gældende, at pantsætningsforbuddet ud fra ordlyden alene omfattede et forbud mod pantsætning for den tidligere tinglyste ejer, og ikke ud fra ordlyden kunne udstrækkes til også at gælde fremtidige ejere. Da nuværende ejer var forskellig fra den ejer, der havde påtaget sig pantsætningsforbuddet, kunne pantebrevet derfor tinglyses.
Landsretten hjemviste sagen til Tinglysningsretten med henblik på fornyet behandling og anførte, at pantsætningsforbuddet ifølge ordlyden alene forpligtede ejendommens tidligere ejer og ikke tillige fremtidige ejere, hvorfor tinglysning af pantehæftelser efter ejendommens overdragelse ikke længere krævede tiltrædelse af de påtaleberettigede.