Gå til sidens indhold

Tinglysningsretten

09 dec. 2024

Tinglysningsretten

Køberet kunne ikke slettes med den påtaleberettigedes død som begrundelse

V.L.K. af 09.12.2024 i V.L.B-0340 (24/17082).

Tinglysningsretten havde afvist at slette en servitut om forkøbsret på en ejendom i medfør af tinglysningslovens § 10.

Køberetten var tinglyst med en navngivet nabo til den servitutpålagte ejendom som påtaleberettiget. Boet efter den angivne påtaleberettigede havde ikke underskrevet aflysningspåtegningen.

Kærende havde til støtte for påstanden om, at servitutten skulle slettes, navnlig anført, at den efter dens indhold alene indeholdt en personlig ret for den påtaleberettigede, og at det ikke fremgår af servitutten, at den skal kunne gøres gældende af andre end den påtaleberettigede. Der må sondres mellem rettigheder, der kan gøres gældende af den angivne person og rettigheder, der kan gøres gældende af den til enhver tid værende ejer eller lignende.

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at det efter servituttens indhold måtte anses for sandsynligt, at køberetten var opnået med henblik på at sikre muligheden for at udstykke en byggegrund fra den påtaleberettigedes ejendom. Det kan ikke afvises, at udstykningsmuligheden er sikret med henblik på en mulig værdiforøgelse af den påtaleberettigedes ejendom, og at det i det tilfælde ikke er usandsynligt, at køberetten var tiltænkt andre end den påtaleberettigede personligt fx hans arvinger. Efter Vestre Landsrets afgørelse af 24. januar 2021 i V.L. B-0420-21, gengivet i FM2022.157, kræver det holdepunkter i servituttens indhold at konkludere, at en forkøbsret alene kan gøres gældende, så længe den påtaleberettigede er i live, og at den dermed kan slettes af tingbogen uden underskrift fra dennes dødsbo. Det samme gør sig gældende, når der er tale om en køberet.

Landsretten lagde vægt på de grunde Tinglysningsretten havde anført og stadfæstede Tinglysningsrettens afgørelse.