Gå til sidens indhold

Tinglysningsretten

19 dec. 2024

Tinglysningsretten

Pantehæftelse skulle ikke individualiseres

Dom afsagt: 19. december 2024

V.L.K. af 19. december 2024 V.L.B-0048-23 (23/0221)

Tinglysningsretten havde, efter anmodning af en køber af en ejerlejlighed, individualiseret en anden hæftelse, der var tinglyst på alle ejerlejligheder med samme dato-løbenummer og med ejerforeningen som panthaver. Individualiseringen blev foretaget i januar 2023.

Ejerforeningen, der i oktober 2022, havde påtegnet den tinglyste ejerforeningsvedtægt om forhøjelse af den tinglyste sikkerhed fra 40.000 kr. til 50.000 kr. med henblik på forhøjelse af pantehæftelsen, kærede Tinglysningsrettens afgørelse om at individualisere pantehæftelsen.

Kærende havde til støtte for påstanden om ophævelse af individualiseringen gjort gældende, at Tinglysningsretten ikke var berettiget til at individualisere pantehæftelsen uden at inddrage ejerforeningen, og at individualiseringen af pantehæftelsen betød en væsentlig forhøjelse af omkostningerne til tinglysningsafgift ved anmeldelse af ændringer i pantesikkerheden, når sikkerheden derefter var tinglyst som 110 individuelle pantehæftelser frem for en pantehæftelse fordelt på 110 ejerlejligheder. 

Tinglysningsretten havde lagt vægt på, at de enkelte ejerlejlighedsejere ifølge vedtægten hæftede individuelt for deres forpligtelser over for ejerforeningen, hvorfor ejerforeningen kunne kræve en individualisering af pantehæftelsen med henblik på anmeldelse af særskilte påtegninger på pantehæftelsen på de enkelte ejerligheder, og at Tinglysningsretten på samme måde skulle foretage en individualisering af pantehæftelsen efter anmodning fra en enkelt ejerlejlighedsejer, så ejeren kunne påtegne sin individuelle pantehæftelse separat, jf. V.L.K af 19. december 2013 (B-2605-13).

Landsretten lagde vægt på, at ejerforeningen i oktober 2022 ved påtegning på den tinglyste vedtægt, tinglyste en vedtægtsændring, der medførte at pantehæftelsen til ejerforeningen fremover kunne tinglyses for 50.000 kr. på hver af lejlighederne nr. 1-67 og 69- 111, at det ifølge påtegningen om vedtægtsændringen var ejerforeningen, der var påtaleberettiget, og at Tinglysningsretten derfor ikke var berettiget til at individualisere ejerforeningens pantesikkerhed uden inddragelse af ejerforeningen eller til at afvise den af ejerforeningen anmeldte forhøjelse af pantesikkerheden på det dato/løbenummer pantehæftelsen havde inden individualiseringen. Landsretten omgjorde dermed Tinglysningsrettens afgørelse.