Auktionsskøde
Når en ejendom er købt på tvangsauktion, skal der tinglyses auktionsskøde.
Ved tinglysning af auktionsskøder gælder som udgangspunkt samme formkrav som ved tinglysning af skøder.
Dækkede, udækkede og delvist dækkede tinglyste hæftelser
Dækkede hæftelser kan ikke begæres slettet i medfør af retsplejelovens § 581, men må kvitteres til aflysning af kreditor.
Udækkede hæftelser, der begæres slettet, skal markeres i trinnet "Udækkede hæftelser, der begæres slettet" i auktionsskødet. Sletning af udækkede hæftelser sker automatisk i tinglysningsprocessen, når auktionsskødet tinglyses endeligt.
Begæring om sletning af den udækkede del af den delvist dækkede hæftelse skal ske på trinnet ”Erklæringer” i auktionsskødet. Ønskes en delvist dækket hæftelse nedlyst til det beløb, der fremgår af auktionsskødet, skal erklæring T211 udfyldes og tilføjes. Efter tinglysning af auktionsskødet vil Tinglysningsretten nedlyse hæftelsen. Efterfølgende bør kreditor foretage nedlysning til det (efter kreditors afskrivning af provenu) reelt dækkede beløb.
Ønskes udækket/delvis dækket underpant slettet/nedlyst til det dækkede beløb, skal erklæring T182 og/eller T183 udfyldes og tilføjes. Efter tinglysning af auktionsskødet vil Tinglysningsretten slette/nedlyse underpantet.
Er der ikke afgivet erklæring om nedlysning af den delvist dækkede hæftelse i auktionsskødet, kan der efterfølgende anmeldes en nedlysning på den pågældende hæftelse, hvor der afgives relevant erklæring. Der skal være vedhæftet dokumentation for det delvist dækkede beløb. Alternativt skal anmeldelsen være underskrevet af fogedretten.
Er der ikke sket begæring om sletning af udækkede hæftelser i auktionsskødet, kan de pågældende hæftelser efterfølgende begæres slettet iht. tinglysningsslovens § 20. Hvis hæftelsen er tinglyst på flere ejendomme, og den skal slettes på én ud af flere ejendomme, skal der ske anmeldelse af dokumenttypen ”Relaksation Hæftelse Fast Ejendom (pdf)”.
Der skal ske anmeldelse på hvert udækket tinglyst dokument, der ønskes slettet, og der skal vedhæftes dokumentation for, at pantet er udækket efter tvangsauktion.
Vejledninger |
Type |
Download |
Sidst opdateret |
---|---|---|---|
Auktionsskøde |
6. marts 2023 |
||
Oplysninger om handelen mv. |
1. august 2024 |
||
Nedlysning fast ejendom, Andel og Bil |
2. september 2024 |
||
Tinglysningslovens § 20 |
2. september 2024 |
Spørgsmål & svar
Hvilken dato skal indsættes ved anmeldelse af auktionsskøde, hvis der har været afholdt såvel 1. som 2. auktion ?
Hvis der har været begæret 2. auktion, som ikke er gennemført, er det datoen for 1. auktion.
Hvis 2. auktionen gennemføres, og ejendommen sælges til en anden og højere bydende en den på 1. auktion bydende, vil det være 2. auktionsdagen, der skal indsættes i anmeldelsen. Dette gælder også, hvis ejendommen sælges til den på 1. auktion bydende men nu til en højere pris.
Hvis den på 2. auktionen går til den på 1. auktionen bydende til samme pris, anvendes auktionsdagen fra 1. auktion.
Jeg skal anmelde et auktionsskøde med transportskøde. Kan købesum og transportkøbers overtagelsesdato fremgå af anmeldelsen?
Når man får transportskøde, indtræder man i auktionskøbers rettigheder til at få udstedt auktionsskøde på samme vilkår som auktionskøber. Der er ikke plads til at give disse oplysninger i anmeldelsen. Oplysningerne kan findes i det vedhæftede transportskøde.
Kan et udækket ejerpantebrev overtages af køber?
Ja, køber kan på sædvanlig måde få tiltransporteret ejerpantebrevet. Dette skal tinglyses i overensstemmelse med gældende regler for tinglysning af transporter.
Sidst opdateret: 25. juli 2024