Gå til sidens indhold

Ungdomskriminalitetsnævnet

26 okt. 2023

Ungdomskriminalitetsnævnet

Videregivelse af oplysninger til Rigsrevisionen

Til offentlig meddelelse: Ungdomskriminalitetsnævnet videregiver personoplysninger i sager fra 1. januar 2019 til 1. oktober 2023 til Rigsrevisionen.

Der orienteres hermed om, at Ungdomskriminalitetsnævnet videregiver personoplysninger til Rigsrevisionen i sager afgjort efter ungdomskriminalitetsloven.

Videregivelsen sker efter anmodning fra Rigsrevisionen og som led i Rigsrevisionens undersøgelse om indsatsen for børn og unge, som har begået kriminalitet.

Rigsrevisionen vil blandt andet undersøge Ungdomskriminalitetsnævnets arbejdsgange, herunder nævnets sagsbehandlingstid.

Der videregives derfor oplysninger om personer, der optræder som part i sager, der er indbragt for/afgjort af Ungdomskriminalitetsnævnet, herunder oplysninger om navn, cpr-nummer, alder, iværksatte eller tidligere iværksatte sociale foranstaltninger samt oplysninger om straffedomme og lovovertrædelser. Retsgrundlaget for videregivelsen er databeskyttelsesforordningens artikel 6, stk. 1, litra e, sammenholdt med rigsrevisorlovens § 2 og § 12.

Dine rettigheder

Du har ret til at anmode om indsigt i de oplysninger om dig, som Ungdomskriminalitetsnævnet videregiver til Rigsrevisionen. Du har også ret til at anmode om berigtigelse, sletning af dine personoplysninger eller begrænsning i behandlingen af dine personoplysninger. Du har endvidere ret til at gøre indsigelse mod, at Ungdomskriminalitetsnævnet videregiver dine personoplysninger til Rigsrevisionen.

Hvis du vil gøre brug af dine rettigheder, skal du kontakte Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat. Du kan finde sekretariatets kontaktoplysninger på www.domstol.dk/ungdomskriminalitetsnaevnet

Du har ret til at klage over, at Ungdomskriminalitetsnævnet har videregivet dine personoplysninger til Rigsrevisionen. Klagen skal fremsættes til:

Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat
Bredgade 59, 1. sal
1260 København K
Uknaevn@uknaevn.dk

Hvis du har spørgsmål til videregivelsen, herunder f.eks. til hvordan du udøver dine rettigheder, kan du kontakte Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat eller Danmarks Domstoles databeskyttelsesrådgiver:

Sidsel L. Kier
Databeskyttelsesrådgiver
dpo@domstolsstyrelsen.dk