Gå til sidens indhold

Ungdomskriminalitetsnævnet

Ungdomskriminalitetsnævnet

Ungdomskriminalitetsnævnet skal tilbyde forældremyndighedsindehaverne og en ung, der er fyldt 12 år, gratis advokatbistand i en sag om:

  • Gennemførelse af en ungefaglig undersøgelse under ophold på en institution, indlæggelse på et sygehus eller benyttelse af et børnehus
  • Anbringelse uden for hjemmet
  • Tilbageholdelse under en anbringelse
  • Samvær og kontakt
  • Opretholdelse af en anbringelse uden samtykke
  • Ændring af anbringelsessted

Har du brug for yderligere information, er du meget velkommen til at kontakte sekretariatet

Advokater til varetagelse af sager for Ungdomskriminalitetsnævnet

Advokater kan uanset alder, køn, religion eller etnisk tilhørsforhold blive optaget på Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariats liste over advokater til varetagelse af ovenstående sager.

Behandlingen af sager i Ungdomskriminalitetsnævnet kan sammenlignes med behandlingen af sager i kommunernes Børn- og Ungeudvalg, og nævnsmøderne tager udgangspunkt i en dialog med barnet. Ved varetagelsen af sager for Ungdomskriminalitetsnævnet kan det derfor være en fordel at have erfaring med Børn- og Ungeudvalg, børnesager og socialretlige sager i øvrigt, ligesom det kan være en fordel at have særlig uddannelse i advokatrepræsentation og dialog i sager med børn og unge samt erfaring som beneficieret advokat.

Ungdomskriminalitetsnævnet kan sættes i alle landets politikredse. Udgangspunktet er, at advokater giver møde i nævnssager i egen retskreds. Beskikkelse sker med transportforbehold. Der gælder de samme regler om salær og godtgørelse for udlæg til advokater som i tilfælde, hvor der er meddelt fri proces, jf. retsplejelovens kapitel 31, jf. § 46, stk. 2, i lov om bekæmpelse af ungdomskriminalitet.

Optagelse på listen sker ved at sende anmodning herom til: Ungdomskriminalitetsnævnets sekretariat, Bredgade 59, 1260 København K eller via krypteret og signeret mail til uknaevn@uknaevn.dk

Fakturering skal ske via Virk.dk til EAN nr. 5798000161276. CVR nr. er 21659509.

Sidst opdateret: 26. september 2023