Gå til sidens indhold

11 aug. 2022

Danmarks Domstole

Sagkyndige til småsagsprocessen ved domstolene søges

Domstolsstyrelsen søger eksperter, som kan bidrage til at sikre kvaliteten af afgørelser i småsager, hvor specialiseret faglig viden er vigtig for retsforløbet.

Hvis du har særlig sagkundskab inden for et bestemt fagområde, f.eks. byggeri, fast ejendom, maskinindustrien, it, detail, transport, indbo, miljø eller fødevarebranchen, kan du nu søge om at blive beskikket sagkyndig til småsagsprocessen ved domstolene.

Ansøgningsperioden udløber den 6. september 2022, hvorefter den samlede beskikkelsesrunde forventes afsluttet i slutningen af november 2022. Beskikkelsen som sagkyndig vil herefter være gældende fra den 1. januar 2023 og fire år frem.

At være sagkyndig i småsagsprocessen

Som sagkyndig vil du skulle udarbejde sagkyndige erklæringer, der skal indgå som bevis i småsager ved domstolene. En småsag er en civil sag, hvor det økonomiske krav er på højst 50.000 kr. eller uden økonomisk værdi. Småsager behandles under en såkaldt ’forenklet proces’, som giver parterne mulighed for at få afgjort deres tvister hurtigere, ligesom parternes omkostninger til retssagen minimeres. Retten vejleder sagens parter under retssagens forberedelse, og parterne i en småsag har derfor som udgangspunkt ikke behov for advokathjælp.

Under en småsag kan retten beslutte, at der skal indhentes en sagkyndig erklæring, der skal indgå som et bevis i sagen. Erklæringen udarbejdes af den sagkyndige på baggrund af en række spørgsmål, som retten har stillet. Den sagkyndige skal som hovedregel bygge erklæringen på sin faglige viden, da der i småsagsprocessen normalt ikke foretages større og indgående undersøgelser. Den sagkyndige erklæring skal være skriftlig, men den sagkyndige kan i særlige tilfælde blive bedt om også at afgive en mundtlig forklaring for retten.

Forud for afgivelsen af en erklæring skal den sagkyndige indsende et prisoverslag for udarbejdelse af erklæringen. Hvis prisoverslaget godkendes, skal den sagkyndige udarbejde erklæringen. Vederlaget for arbejdet bliver, med udgangspunkt i prisoverslaget, efterfølgende fastsat af retten.

Læs mere om småsagsprocessen og beskikkelse hertil på domstol.dk, hvor du også kan søge om at blive sagkyndig.

Ny praksis for beskikkelse af sagkyndige i småsagsprocessen

Som noget særligt i forbindelse med denne beskikkelsesrunde skal sagkyndige, hvis beskikkelse udløber den 1. januar 2025, allerede i år tage stilling til, om de ønsker at få deres beskikkelse fornyet frem til 2027 samt ansøge herom. Dette sker i forbindelse med en ændring af praksis, som gør, at beskikkelsesrunder frem over kun vil blive gennemført hvert fjerde år. Læs eventuelt mere om dette her. 

Du kan sende eventuelle spørgsmål om beskikkelse af sagkyndige til småsagsprocessen til Jura og Forretning i Domstolsstyrelsen på mail til jur@domstolsstyrelsen.dk.