Gå til sidens indhold

Uskiftet bo kan benyttes, hvis den afdøde efterlader sig en ægtefælle, og der er fælles børn.

Ved uskiftet bo overtager ægtefællen ansvaret for al gæld fra den afdøde. Skifteretten kan afvise at udlevere et dødsbo til uskiftet bo til ægtefællen, hvis han eller hun vurderes at få en økonomi, hvor der ikke er råd til at betale de fælles regninger. 

I hvilke tilfælde kan boet udleveres uskiftet?

Uskiftet bo kan benyttes, hvis den afdøde efterlader sig en ægtefælle, og parret har fælles børn. Hvis afdøde har egne børn (særlivsarvinger), skal de acceptere, at dødsboet udleveres uskiftet til ægtefællen. Ellers skal boet efter deres afdøde forælder skiftes.

Længstlevende ægtefælles forpligtelser

Senest seks måneder efter dødsfaldet skal den længstlevende ægtefælle indlevere en formueoversigt til skifteretten, som blandt andet skal angive, hvilke værdier i boet den afdøde og den længstlevende havde i delingsformue (tidligere fælleseje), og hvilke værdier de havde i særeje.

Hvis formueoversigten ikke bliver indleveret, kan skifteretten bestemme, at en autoriseret bobestyrer (advokat) skal udarbejde formueoversigten. Det er den længstlevende ægtefælle, der skal betale for dette.

Den længstlevende ægtefælle overtager den afdødes råderet og forpligtelser i det uskiftede bo.

Hvis den længstlevende ægtefælle indgår nyt ægteskab, skal han/hun skifte det uskiftede bo med den afdøde ægtefælles livsarvinger, medmindre livsarvingerne giver afkald på skifte af det uskiftede bo - og derved mister deres arveret til boet.

Længstlevende ægtefælle skal i øvrigt overholde en række bestemmelser vedrørende hans/hendes forvaltning af det uskiftede bo. Bestemmelserne findes i arvelovens §§ 26-39, og skifteretten eller en advokat vil kunne vejlede om indholdet af bestemmelserne.

Sidst opdateret: 12. december 2022