Klage over domstolsjurister
Hvis du vil klage over en domstolsjurist
Hvordan klager jeg over en dommer eller domstolsjurist?
En klage skal indgives skriftligt ved at udfylde en blanket, som du finder her.
Klageretten kan bestemme, at klagen skal forsynes med original underskrift, når der findes anledning dertil.
Hvad skal klagen indeholde?
Klagen skal indeholde navnet på den pågældende dommer eller domstolsjurist, der klages over.
Det skal endvidere oplyses, på hvilken måde klageren mener, at den pågældende dommer eller domstolsjurist har opført sig utilbørligt eller usømmeligt under dennes embedsvirksomhed.
Der skal i klagen være oplyst en postadresse eller sikker mail, hvortil Klageretten kan tilskrive klageren. Klagerettens sagsbehandling foregår som udgangspunkt på skriftligt grundlag pr. almindelig brevpost, hvorfor der ikke kan forventes svar pr. mail.
Hvad er fristen for at klage?
Klagefristen er 4 uger fra det tidspunkt, hvor klageren er blevet bekendt med det forhold, som giver anledning til klagen. Klageretten kan i særlige tilfælde se bort fra en overskridelse af fristen.
Hvor lang er sagsbehandlingstiden i en klagesag?
Sagsbehandlingstiden er typisk seks måneder.
Sidst opdateret: 15. juni 2024