Gå til sidens indhold

Retten på Færøerne

19 jan. 2011

Retten på Færøerne

Dom 19. januar 2011

Betinget fængselsstraf i 30 dage for trusler og herværk.

D O M

afsagt den 19. januar 2011
Anklagemyndigheden
mod
T
Født
boende

Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 7. oktober 2010.

T er tiltalt for overtrædelse af

                                                                         I

straffelovens § 266, trusler - ved i perioden fra juni 2010 til senest 16. september 2010 i Tórshavn og omegn at have fremsat trusler overfor F1 og F2, idet han adskillige gange ved sms-beskeder, telefonisk samt personligt udtalte til F1 "du skal være bange", "du lever ikke året ud", "han skal have jern i hele kroppen, jeg har købt folk til opgaven, en som hedder NN med en schæfer", "jeg banker og knuser dig i flere stykker" eller lignende, ligesom han til F2 udtalte, "nu er der krig, jeg banker F1 til ukendelighed" samt "jeg har taget alle våben i brug og sat alle folk klar til krig" eller lignende, hvilket alt sammen var egnet til hos F1 og F2 at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd.

                                                                        II

straffelovens § 291, stk. 1, hærværk - ved den 19. juli 2010 ca. kl. 00.05 på adresse i Tórshavn at have ødelagt diverse planter, træer, potter og en haveslange, hvorved der skete skade for et pt. ukendt beløb.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidne­forklaringer af F1, F2 og V. Forklaringerne er gengivet i retsbogen, hvortil der henvises.

Der har været fremlagt afskrifter af båndoptagelser af telefonsamtaler mellem tiltalte og forurettede den 15. og 16. september 2010.

Rettens bemærkninger:

Efter vidneforklaringerne sammenholdt med båndoptagelserne af telefonsamtalerne den 15. og 16. september 2010 er det godtgjort, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen i forhold I.

Efter V’s vidneforklaring findes det endvidere godtgjort, at hun på tidspunktet for hærværket så tiltalte med en kniv i forurettedes have og så ham smide en afrevet plante. Når dette sammenholdes med tiltaltes fuldstændige afvisning af overhovedet at have været på stedet på det tidspunkt, hvor han blev set af vidnet, er det ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte udøvede hærværket i forhold II. Tiltalte findes derfor også skyldig i tiltalen i forhold II.

Straffen fastsættes til fængsel i 30 dage, jf. straffelovens § 266 og § 291, stk. 1.

Efter oplysningerne om tiltaltes personlige forhold i dag og på tidspunktet, da lovovertrædelserne blev begået, findes det forsvarligt at bestemme, at straffen ikke skal fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 2.

En af forurettede under sagen nedlagt erstatningspåstand, der ikke er dokumenteret, tages ikke under påkendelse og henvises til civilt søgsmål i medfør af § 992 i retsplejeloven.

                                                T H I   K E N D E S   F O R   R E T:

Tiltalte, T, straffes med fængsel i 30 dage.
Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder føl­gende betingelse:

1) Tiltalte må ikke begå noget strafbart i 2 år fra i dag.

Tiltalte betaler sagens omkostninger.