21 okt 2011

Retten på Færøerne

Dom 21. oktober 2011

Bødestraf for ulovligt fiskeri og konfiskering af fangst og udstyr

D O M

afsagt den 21. oktober 2011

Rettens nr. 1-309/2011
Politiets nr. 56P1-89170-00007-09

Anklagemyndigheden
mod
T1
født den (…)
boende (…)

og

T2
født den (…)
boende (…)

Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 14. juni 2011.
 T1 og T2 er tiltalt for overtrædelse afI

lagtingslov nr. 28 af 10. marts 1994 om erhvervsmæssigt fiskeri med senere ændringer § 40, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 1, litra f - ved søndag den 21. juni 2009 i tiden mellem ca. kl. 09.00 og kl. ca. 14.00 i forening at have udøvet erhvervsmæssigt parfiskeri på Munkagrunnin på det i fiskerilovens § 9 a, stk. 1, litra f, nævnte område, som er lukket for fiskeri hele året, idet tiltalte T1 var fører af partrawleren P1 (…), og tiltalte T2 var fører af partrawleren P2 (…).

 II

  • 22, jf. § 7, stk. 2, i kunngerð nr. 117 frá 14. november 2005 um fiskiskapin í føroyskum sjógvi við fiskiførum, som eru skrásett i Føroyum, jf. § 40, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 2, i lagtingslov nr. 28 af 10 marts 1994 om erhvervs­mæs­sigt fiskeri med senere ændringer, jf. til dels straffelovens § 23 - ved under parfiskeriet som beskrevet under forhold I at have benyttet en trawlpose der ikke overholdt maskestørrelsen på 145 mm, idet der på indersiden af trawlposen, som senest af P2 var sat ud, var påsyet en indvendig pose med masker på ca. 75 mm.

    III

lagtingslov nr. 28 af 10. marts 1994 om erhvervsmæssigt fiskeri med senere ændringer § 40, stk. 1, nr. 1), jf. § 9 a, stk. 1, litra f - ved den 15. juni 2009 i forening at have udøvet erhvervsmæssigt parfiskeri på Munkagrunnin på det i fiskerilovens § 9 a, stk. 1, litra f, nævnte område, som er lukket for fiskeri hele året, idet tiltalte T1 var fører af partrawleren P1 (…), og tiltalte T2 var fører af partrawleren P2 (…).

 IV

lagtingslov nr. 28 af 10. marts 1994 om erhvervsmæssigt fiskeri med senere ændringer § 40, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 1, litra c - ved den 18. og 19. juni 2009 i forening at have udøvet erhvervsmæssigt parfiskeri vest for Mykines på det i fiskerilovens § 9 a, stk. 1, litra c, nævnte område, som er lukket for fiskeri hele året, idet tiltalte T1 var fører af partrawleren P1 (…), og tiltalte T2 var fører af partrawleren P2 (…).

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf, samt (i forholdene I og IV) konfiskation af værdi af fangst ombord på P2, opgjort til kr. 109.875,00, og værdi af fangst ombord på P1, opgjort til kr. 278.000, konfiskation af fiskeredskaber ombord på P2, jf. bilag 21, s. 3, og værdi af fiskeredskaber ombord på P1, opgjort til kr. 122.000,00, samt endelig konfiskation af sensorer på P2, jf. bilag 21, s. 2.

De tiltalte har delvist erkendt sig skyldige i forhold 1. Tiltalte, T1, har nægtet sig skyldig i forhold II. Tiltalte, T2, har erkendt sig skyldig i forhold II. Begge de tiltalte har nægtet sig skyldige i forholdene III og IV.

Der er under sagen afgivet forklaring af de tiltalte og vidneforklaringer af Elias Zachariassen, Livar Nysted, og Julian M. Juul. Forklaringerne er gengivet i retsbogen, hvortil der henvises.

Der har under sagen været fremlagt et omfattende bilagsmateriale, herunder tekniske erklæringer, fotomapper, kort, fangstdagbøger, udskrifter fra VMS (Fiskerikontrollens satellitovervågnings-system), data-udtræk fra skibenes "scantrawl"-system, samt vurdering af fangst og fangstredskaber.

Rettens bemærkninger:
De tiltalte har i forhold I erkendt, at de var påbegyndt et trawl-træk på det i
anklageskriftet nævnte lukkede område, da de omkring kl. 14 blev opbragt af vagt- og bjærgningstjenesten.

Det lægges endvidere til grund, at der samme dag havde været et trawl-træk, der begyndte om morgenen, og sluttede kort inden skibene blev opbragt. Der foreligger ikke oplysninger om, at trawl-trækket på noget tidspunkt blev afbrudt.

Det findes på denne baggrund, og under hensyn til de fremlagte VMS-udskrifter, hvorefter begge skibe var indenfor den lukkede kasse i tidsrummet fra kl. 9.34 til kl. 13.36, bevist, at de tiltalte er skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet.

Det af de tiltalte anførte om, at P1 efter VMS-udskriften kl. 13.36 skal have sejlet med en fart på 8,4 knob, og således ikke på dette tidspunkt kan have trawlet, kan ikke føre til et andet resultat.

I forhold II findes tiltalte, T2, efter sin erkendelse, der understøttes af sagens oplysninger, skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

Der findes ikke alene ved den omstændighed, at fiskeriet foregik ved partrawling, at være ført bevis for, at tiltalte, T1, var vidende om den påsyede indvendige pose.

Tiltalte, T1, frifindes derfor.

I forhold III har begge skibe i henhold til skibenes fangstdagbøger den pågældende dag haft et trawl-træk fra kl 15.15 til 23.30. Der foreligger ikke oplysninger om, at trawl-trækket på noget tidspunkt blev afbrudt.

Herefter, og under henvisning til VMS-positionerne vedrørende P1 kl. 17.14, henholdsvis kl. 18.14, og vedrørende P2 kl. 18.22, hvorefter skibene på disse tidspunkter var indenfor den lukkede kasse, findes det bevist, at de tiltalte er skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet.

Det af de tiltalte T1 anførte om, at P1 efter VMS-udskriften kl. 18.14 skal have sejlet med en fart på 7,4 knob, og således ikke på dette tidspunkt kan have trawlet, kan ikke føre til et andet resultat.

I forhold IV har P1 i henhold til fangstdagbogen den 18. juni 2009 haft et trawl-træk fra kl. 11.25 til 18.15. I henhold til VMS-overvågningen har skibet kl. 11.46 været 1,56 sømil inde på lukket område. I henhold til et skærmbillede fra scantrawl-systemet kl. 11.37 (svarende til realtid kl. 11.45) er der et træk på trawlwirerne på henholdsvis 8,9 og 8,7 tons, ligesom der har været aktivitet på tromlen en halv times tid forinden.

P2 har i henhold til fangstdagbogen samme dag haft et trawl-træk fra kl. 4.40 til kl. 10.40 (og igen fra kl. 11.15 til kl. 18.00). I henhold til VMS-overvågningen har skibet kl. 3.50 været 2,90 sømil inde på lukket område. I henhold til et skærmbillede fra scantrawl-systemet kl. 3.38 (svarende til realtid kl. 3.46) er der et træk på trawlwirerne på henholdsvis 8,1 og 5,0 tons, ligesom der på dette tidspunkt har været aktivitet på tromlen.

Den 19. juni 2009 har P1 i henhold til fangstdagbogen haft et trawl-træk fra kl. 3.00 til kr. 10.00 dagen efter. I henhold til VMS-overvågningen har skibet kl. 2.52 været 3,21 sømil inde på lukket område. I henhold til et skærmbillede fra scantrawl-systemet kl. 2.45 (svarende til realtid kl. 2.53) er der et træk på trawlwirerne på henholdsvis 7,7 og 6,8 tons, ligesom der har været aktivitet på tromlen en halv times tid forinden.

P2 har i henhold til fangstdagbogen haft et trawl-træk fra den 18. til den 19. juni 2009 fra kl. 18.50 til kl. 1.40. I henhold til VMS-overvågningen har skibet kl. 2.00 været 0,905 sømil inde på lukket område. I henhold til et skærmbillede fra scantrawl-systemet kl. 1.56 (svarende til realtid kl. 2.04) er der et træk på trawlwirerne på henholdsvis 8,0 og 7,0 tons, ligesom det ses, at der forinden har været aktivitet på tromlen.

Der er således for de pågældende dage ikke overensstemmelse mellem det anførte i skibenes fangstdagbøger om, hvornår fiskeriet har fundet sted.

Oplysningerne fra VMS-overvågningen og scantrawl-systemet vedrører forskellige tidspunkter for de enkelte skibe, og oplysningerne vedrørende det ene skib understøttes således ikke af tilsvarende oplysninger vedrørende det andet skib.

På denne baggrund, og under hensyn til, at skibene har partrawlet, findes det overvejende betænkeligt at anse det som bevist, at de tiltalte har fisket ulovligt.

De tiltalte frifindes derfor.

Straffen fastsættes for tiltalte, T1, til en bøde på 200.000 kr.,  jf. lagtingslov nr. 28 af 10. marts 1994 om erhvervsmæssigt fiskeri med senere ændringer, § 40, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 7, jf. dagældende § 9 a, litra f (område F).

Det bemærkes, at retten ikke er udelukket fra at henføre et påtalt forhold under en anden strafbestemmelse end den, anklagemyndigheden har påstået anvendt, jf. retsplejelovens § 908, stk. 4.

Det er ved straffastsættelsen taget hensyn til omfanget af det ulovlige fiskeri, der har strakt sig over flere ture.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 50 dage.

Straffen for tiltalt, T2, fastsættes til en bøde på 275.000 kr., jf. lagtingslov om erhvervsmæssigt fiskeri § 40, stk. 1, nr. 1, jf. § 9 a, stk. 7, jf. dagældende § 9 a, litra f (område F), samt § 22, jf. § 7, stk. 2, jf. § 3, i kunngerð nr. 117 af 14. november 2005 um fiskiskapin í føroyskum sjógvi við fiskiførum, som eru skrásett i Føroyum, jf. § 40, stk. 1, nr. 1, jf. § 9, stk. 2, i lagtingslov nr. 28 af 10 marts 1994 om erhvervsmæssigt fiskeri med senere ændringer.

I forhold II er udførelsesmåden med den indre pose, der let kunne løsnes og derved falde ind i bunden af trawl-posen, tillagt skærpende betydning.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 50 dage.

Den af anklagemyndigheden nedlagte påstand om konfiskation tages, med bemærkning om, at forholdene I og IV vedrører samme tur, til følge i medfør af lagtingslov om erhvervsmæssigt fiskeri, § 42, stk. 1, stk. 2 og stk. 3, jf. straffelovens § 75.

 

T H I   K E N D E S   F O R   R E T:

Tiltalte, T1, straffes med en bøde på 200.000 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 50 dage.
Tiltalte, T2, straffes med en bøde på 275.000 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 50 dage.

Hos rederiet, R, konfiskeres 1) værdi af fangst ombord på P2, opgjort til kr. 109.875,00, 2) værdi af fangst ombord på P1, opgjort til kr. 278.000, 3) fiskeredskaber ombord på P2, jf. bilag 21, s. 3, 4) værdi af fiskeredskaber ombord på P1, opgjort til kr. 122.000,00, og 4) konfiskation af sensorer på P2, jf. bilag 21, s. 2.

De tiltalte skal betale sagens omkostninger.