Gå til sidens indhold

Retten på Færøerne

31 maj 2011

Retten på Færøerne

Dom 31.mai 2011

Dom 31.mai 2011

DOM 

Rettens nr. (…)
Politiets nr. (…)
Anklagemyndigheden
mod

T

født den (…)

boende (…)

Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 27. maj 2011.
T er tiltalt for overtrædelse af
 

1.

straffelovens § 266 - trusler om vold ved - den 9. maj 2011 ca. kl. 19.30 på (…..),  hvor N bor, at have indfundet sig og tre gange udtalt til N "at hun skal gå til helvede" samt "at hun skulle passe på sine børn", idet han havde til hensigt at gøre dem fortræd eller lignende, hvilket samtidig var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for liv og helbred eller velfærd.

                                                                       2.

straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 21 og § 266 - forsøg på kvalificeret vold og trusler ved - den 9. maj 2011 ca. kl. 19.30, og efter det som i forhold 1 beskrevne tidspunkt, uden for N’s bopæl på (…), at have forsøgt at udøve vold af særlig farlig karakter mod N, idet han - efter at have indfundet sig påny - rettede en foldekniv med en klingelængde på omkring 7 cm imod hende inden for en afstand af maksimum 20 cm fra hendes krop dog uden at ramme hende, da hun skubbede ham væk, ligesom han flere gange udtalte "jeg vil dræbe dig" eller lignende, hvilket samtidig var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for liv og helbred eller velfærd.

 

3.

straffelovens § 264 og § 291, stk. 1 - husfredskrænkelse og hærværk
ved
 - den 9. maj 2011 ca. kl. 19.30, og efter det som i forhold 2 beskrevne tidspunkt, uberettiget at have skaffet sig adgang til N’s bopæl på (…), ved at knuse en rude i hoveddøren, hvilken indtrængen hun forsøgte at forhindre ved at slå ham i panden med et skohorn.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Der er under sagen endvidere nedlagt påstand om erstatning.
Tiltalte har delvist erkendt sig skyldig, dog ikke i forhold 2.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidne­forklaringer af N og N1. Forklaringerne er gengivet i retsbogen, hvortil der henvises.

Der er under sagen dokumenteret fra en gerningsstedsundersøgelse, en fotomappe, samt en kosterrapport, bl.a. vedrørende den i anklageskriftet nævnte kniv.

Tiltalte har været frihedsberøvet fra den 10. maj til den 31. maj 2011.

Rettens bemærkninger:
Tiltalte findes i forholdene 1 og 3 efter den af N afgivne forklaring, der understøttes af sagens oplysninger, herunder tiltaltes delvise erkendelse, skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

Det lægges i forhold 2 til grund, at tiltalte som anført i anklageskriftet på et tidspunkt, mens de var placeret på hver sin side af en terrase-låge, stod med en afstand af omkring 20 cm til N.

Det fremgår dog ikke nærmere af sagens oplysninger hvor langt N, der under forløbet trak sig tilbage, var fra tiltalte, da tiltalte rettede eller stak kniven mod hende.

Tiltalte frifindes derfor for tiltalen om forsøg på kvalificeret vold, mens tiltalte i øvrigt findes skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. straffelovens § 266, § 264 og § 291, stk. 1.

Det er tillagt skærpende betydning, at der er tale om flere trusselsforhold, herunder under anvendelse af kniv, der har fundet sted, efter at tiltalte har opsøgt N, der var alene hjemme med sine børn, på sin bopæl.

Det nedlagte erstatningskrav tages til følge for så vidt angår 3.344 kr., svarende til udgifterne til reparation af en rude, mens det i øvrigt henvises til eventuelt civilt søgsmål, jf. retsplejelovens § 992.

 

T H I   K E N D E S   F O R   R E T:

Tiltalte, T, straffes med fængsel i 60 dage.
Tiltalte skal unden 14 dage betale 3.344 kr. til N.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger.