Gå til sidens indhold

Retten på Færøerne

16 jun. 2011

Retten på Færøerne

Dom 16.juni 2011

Dom 16.juni 2011

D O M

afsagt den 16. juni 2011
Rettens nr. (…) 
Politiets nr. (…)

Anklagemyndigheden
mod
T
født den (…) 1985
boende p.t. Vestre Fængsel, København

Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 10. juni 2011.

T er tiltalt for overtrædelse af

                                                                       1.

straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 21 - ved i løbet af den 21. februar 2011 indtil ca. kl. 06.30 i forening med NN, hvis sag behandles særskilt, at have forsøgt at indsmugle 138,30 gram amfetamin fra Danmark til Færøerne via passagerskibet Norrøna, med henblik på videreoverdragelse eller salg, idet T fra færgen kastede amfetaminen i vandet med en GPS-sender med henblik på, at NN, der var i besiddelse af en GPS-modtager, skulle pejle sig frem til stoffet, hvilket forehavende mislykkedes, da begge blev anholdt af politiet, forinden de var kommet i besiddelse af amfetaminen.

                                                                        2.

lovgivningen om euforiserende stoffer m.v. for Færøerne § 1, stk. 2, i anordning nr. 347 af 21.12.1965, med senere ændringer, jf. Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 698 af 31.8.1993, § 2, stk. 2, jf. straffelovens § 21, stk. 1, jf. § 27, stk. 1, jf. liste A, nr. 1 - ved i perioden 1.1- 31.1 2011 i Tórshavn i forening med NN, hvis sag behandles særskilt, at have forsøgt at indsmugle ca. 1 kilo hash fra Danmark til Færøerne med henblik på videreoverdragelse eller salg, hvilket forehavende mislykkedes, idet tiltalte ikke kunne nå at komme til Færøerne inden den 31.1.2011.

3.

straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1 - ved i efteråret 2010 på sit hotelværelse i Tórshavn, Hotel við Streymin, Yviri í Strand, at have været i besiddelse af ca. 30-40 gram kokain med henblik på videreoverdragelse eller salg.

                                                                       4.

straffelovens § 281, nr. 1, afpresning og § 244, vold - ved omkring årsskiftet 2010/2011, i Tórshavn, for at skaffe sig selv eller andre uberettiget vinding at have slået NN i ansigtet i forening med mindst én ukendt medgerningsmand, herunder truet NN med at denne skulle betale 5.000 kr. til tiltalte, selvom NN ikke skyldte tiltalte det pågældende beløb, og have udtalt, at man i Danmark blev stukket ned for den slags.

                                                                      5.

lovgivningen om euforiserende stoffer m.v. for Færøerne § 1, stk. 2, i anordning nr. 347 af 21.12.1965, med senere ændringer, jf. Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 698 af 31.8.1993, § 3, stk. 2, jf. straffelovens § 21, stk. 1, jf. § 27, stk. 1, jf. liste B, nr. 29 og 74 - ved i perioden 1.8. 2010 – 21.02.2011 forskellige steder i Tórshavn at have solgt ca. 10 ecstasy-piller og 5 gram kokain til NN, hvis sag behandles særskilt.

                                                                       6.

straffelovens § 123 - ved den 23. marts 2011 i arresten i Tórshavn, ca. kl. 17.00, i anledning af, at NN i retten og til politiet har afgivet forklaring om tiltaltes rolle i forbindelse med bl.a. indførsel af narkotika til Færøerne at have udtalt, da han passerede NN’s celle “NN du er en død mand, vi finder dig” samtidig med, at tiltalte bankede på NN’s celledør, hvilket var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for NN’s liv, helbred eller velfærd.

 Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om konfiskation af ca. 140 gram amfetamin, 2 mobiltelefoner af mrk. Samsung og Sony Ericsson, indpakning af amfetaminen samt en GPS-sender og –modtager.

Tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 1 og delvist erkendt sig skyldig i forhold 6. Tiltalte har nægtet sig skyldig i forhold 2-5.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidne­forklaringer af NN og fængselsbetjent V1. Forklaringerne er gengivet i retsbogen, hvortil der henvises.

NN er ved rettens dom af 13. april 2011 dømt som medskyldig i forholdene 1, 2 og 5 og er, da han har anket dommen, i medfør af retsplejelovens § 171, stk. 2, nr. 1, efter anmodning fritaget for under denne sag at afgive vidneforklaring om forhold 1-3 og 5.

Tilførslerne til retsbogen for den 21. februar 2011 og 21. marts 2011 angående NN’s forklaringer er oplæst i medfør af retsplejelovens § 877, stk. 2, nr. 3.

Tiltalte er tidligere straffet af betydning for sagen:

ved    Glostrups rets dom af 2. februar 2011 med fængsel i 30 dage, der blev gjort betinget med en prøvetid på 2 år, og en tillægsbøde på 30.000 kr., subsidiært fængsel i 10 dage, for overtrædelse af blandt andet lovgivningen om euforiserende stoffer.

 Tiltalte har været frihedsberøvet siden den 21. februar 2011, heraf i isolation indtil den 21. marts 2011.

 

Rettens bemærkninger:

Forhold 1:
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Som følge af tiltaltes og NN’s derom modstridende forklaringer kan det ikke lægges til grund, at tiltalte har haft en overordnet eller underordnet rolle i forbindelse med smuglingen.

Forhold 2:
NN’s oplæste forklaring om forholdet er meget kortfattet og indeholder ingen nærmere oplysninger om, hvorfor forehavendet mislykkedes. På den baggrund og uanset at NN ved dom af 13. april 2011 efter sin erkendelse er dømt for forholdet, finder retten det betænkeligt alene ved den oplæste forklaring at anse det for godtgjort med den til domfældelse i en straffesag fornødne sikkerhed, at tiltale er skyldig i tiltalen. Tiltalte frifindes derfor i forholdet.

Forhold 3:
Tiltaltes forklaring i retten og NN’s fra grundlovsforhøret oplæste forklaring er modstridende. NN er ikke selv dømt for forholdet, og da retten ikke har mulighed for nærmere at vurdere troværdigheden af NN’s oplæste forklaring, finder retten, at det er betænkeligt at anse det for godtgjort med den til domfældelse i en straffesag fornødne sikkerhed, at tiltale er skyldig i tiltalen. Tiltalte frifindes derfor i forholdet.

Forhold 4:
Efter NN’s under domsforhandlingen ændrede forklaring kan det mod tiltaltes benægtelse ikke anses for godtgjort med den fornødne sikkerhed, at tiltalte er skyldig i tiltalen. Tiltalte frifindes derfor i forholdet.

Forhold 5:
NN er selv dømt for forholdet efter sin erkendelse. På den baggrund, og uanset at NN under domsforhandlingen er fritaget for at afgive forklaring om forholdet, finder retten det ubetænkeligt efter NN’s oplæste forklaringer, der er detaljerede og fastholdte, at anse det for bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

 Forhold 6:
Efter tiltaltes delvise erkendelse og fængselsbetjent V1’s vidneforklaring er det godtgjort, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Straffen fastsættes til fængsel i 2 år, jf. straffelovens § 123, og § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 21, samt § 3, jf. § 1, stk. 2, i anordning nr. 347 af 21. december 1956 for Færøerne om euforiserende stoffer, med senere ændringer, jf. Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 698 af 31.august 1993 med senere ændringer § 27, jf. § 2, stk. 2,  jf. liste B, nr. 29 og 74.

Straffen omfatter også den betingede straf i dommen af 2. februar 2011, jf. straffelovens § 61, stk. 1 og stk. 2

Det har sit forblivende med den ved dommen af 2. februar 2011 idømte tillægsbøde på 30.000 kr., subsidiært fængsel i 10 dage.

Retten har ved straffens udmåling lagt vægt på, at der er tale om organiseret og professionelt udført smugling til Færøerne af en større mængde farlig narkotika.

Konfiskationspåstanden, som tiltalte har taget bekræftende til genmæle overfor, tages i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, til følge som nedenfor bestemt..

 

T H I   K E N D E S   F O R   R E T:

Tiltalte, T, straffes med en fællesstraf på fængsel i 2 år.

Det har sit forblivende med den ved dommen af 2. februar 2011 idømte tillægsbøde på 30.000 kr., subsidiært fængsel i 10 dage.
Hos tiltalte konfiskeres ca. 140 gram amfetamin, 2 mobiltelefoner af mrk. Samsung og Sony Ericsson, indpakning af amfetaminen samt en GPS-sender og –modtager.
Tiltalte betaler sagens omkostninger.