Gå til sidens indhold

Retten på Færøerne

08 jun. 2011

Retten på Færøerne

Dom 8.juni 2011

Dom 8.juni 2011

D O M

Afsagt den 8. juni 2011
Rettens nr. (…) 
Politiets nr. (…)
Anklagemyndigheden
mod

T

født den (…) 1990
boende (…)

Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 18. februar 
2011.

T er tiltalt for overtrædelse af
                                                                      1.

straffelovens § 244 - ved den 27. december 2010 ca. kl. 05.00 på fortovet udfor kiosk Steinatún og Pizzakjallarin i Tórshavn, at have tildelt F et knytnæveslag ansigtet, hvorved F pådrog sig en flænge, der måtte sys.

                                                                      2.

straffelovens § 123 - ved den 29. december 2010 ca. kl. 01.00 på Bøkjara­brekka over for Lindin, i Tórshavn, at have henvendt sig til F i anledning af det i forhold 1 begåede forhold og have truet denne til at frafalde sin anmeldelse til politiet om vold, idet tiltalte udtalte noget i retning af følgende til F: "kunnu vit ikki droppa eina sak" og "hvissi vit droppa sakina, so slái eg teg ikki aftur. Hvissi vit ikki droppa sakina, so lovi eg einki".

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 1 og nægtet sig skyldig i forhold 2.
 
Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidne­forklaringer af F, V1 og V2. Forklaringerne er gengivet i retsbogen, hvortil der henvises.

Der har været fremlagt politiattest af 31. januar 2011, hvoraf  fremgår, at der ved undersøgelse af F på landssygehuset den 27. december 2010 kl. 05.30, blev konstateret de skader, der er anført anklageskriftet.

Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for sagen.

Rettens bemærkninger:

Forhold 1:
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

Forhold 2:
Efter forurettedes forklaring, hvis rigtighed støttes af de øvrige vidneforklaringer, findes det godtgjort, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen i forhold 2.

Straffen fastsættes til fængsel i 3 måneder, jf. straffelovens § 123 og § 244.

Det er ved straffastsættelsen tillagt skærpende betydning, at tiltalte på åben gade helt uprovokeret overfaldt forurettede med vold, fordi forurettede i 2008 er straffet for voldtægt.

På den baggrund og efter de i øvrigt foreliggende oplysninger findes der heller ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om anvendelse af ubetinget frihedsstraf ved overtrædelse af straffelovens § 123 og § 244.

                                      T H I   K E N D E S   F O R   R E T:
Tiltalte, T, straffes med fængsel i 3 måneder.
Tiltalte betaler sagens omkostninger.