24 okt. 2014
Retten på Færøerne
Afsagt dom den 23. oktober 2014
Dom vedr. Sea Shepeard
D O M
afsagt den 23. oktober 2014
Rettens nr. 1-497/2014
Politiets nr. 5600-83990-00060-14
Anklagemyndigheden
mod
T1
(…) Frankrig
T2
(…) Frankrig
T3
(…) Italien
T4
(…) Frankrig
T5
(…) Frankrig
T6
(…) Frankrig
T7
(…) Frankrig
T8
(…) Australien
og
Sea Shepherd Frankrig
(…)
Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 18. september 2014.
T1, T2, T3, T4, T5, T6, T7 og T8 er tiltalt for overtrædelse af
kundgørelse nr. 100 af 5. juli 2013 om grind § 49, jf. § 11 samt overtrædelse af politivedtægt af 3. juli 1931 med senere ændringer for landkommunerne på Færøerne, § 41, jf. § 2 - ved den 30. august 2014 omkring kl. 18.00 i farvandet ud for grindestranden ved Sandur, Sandoy, Færøerne i forening ombord i en af de 3 Sea Shepherd både "Mike Galesi", "Loki" og "BS Sheen" at have forstyrret den offentlige orden, og forsøgt at forhindre eller forstyrre drivningen af eller drabet på den flok grindehvaler, som sysselmanden havde truffet bestemmelse om skulle drives ind på den nævnte grindestrand, ligesom sysselmanden havde bestemt, at et område på 1 sømil (svarende til ca. 1.852 meter) fra centrum af grindeflokken var grindeområde, derved at de tiltalte uden at sysselmanden havde givet dem tilladelse hertil, og selvom de tiltalte af politiet i overensstemmelse med sysselmandens beslutning om grindeområdet havde fået påbud om at opholde sig i en afstand af mindst 1 sømil fra hvalerne, sejlede ind mod stranden og tættere på hvalflokken end 1 sømil.
Anklagemyndigheden har indstillet, at de tiltalte frifindes for at have forsøgt at forhindre eller forstyrre drivningen af eller drabet på grinden, jf. grindekundgørelsens § 11, stk. 1, og i øvrigt påstået, at de tiltalte dømmes i overensstemmelse med anklageskriftet.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf, samt om konfiskation, subsidiært delvis konfiskation af bådene Mike Galesi, Loki og BS Sheen i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1 og 3, subsidiært i medfør af straffelovens § 77 a.
De tiltalte, der har nægtet sig skyldige, har påstået frifindelse over for strafpåstanden.
Sea Shepherd Frankrig har som ejer af bådene påstået frifindelse over for konfiskationspåstanden.
Bådene har været foreløbigt beslaglagt af politiet under sagen. Spørgsmålet om godkendelse og opretholdelse af beslaglæggelse har været forhandlet samtidig med denne sag. Der henvises til rettens kendelse fra i dag.
For så vidt angår overtrædelse af grindekundgørelsens § 11, stk. 2, har anklagemyndigheden overordnet gjort gældende, at sysselmanden kan etablere grindeområde i havet frem til, at der er sket grindeskrifte, hvilket er nødvendigt især i forbindelse med, at hvalerne skal trækkes fra fangststranden til havneområdet. Fangststranden og havneområdet ligger inden for 1 sømileområde.
De tiltalte har heroverfor overordnet gjort gældende, at grindeområdet i havet må antages at være ophævet, når grinden er død, da der herefter ikke forligger beskyttelseshensyn, der gør det påkrævet at opretholde grindeområde i havet.
Der er afgivet forklaring af de tiltalte, præsidenten for Sea Shepherd Frankrig P og vidnerne politiassistent KF 0049, sysselmand V1, reservebetjent V2, politiassistent V3, sysselmand V4 og politiassistent V5.
Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.
Der har været fremlagt bl.a. videoklip fra politiets helikopterovervågning og Kringvarp Føroya samt film bl.a. produceret af Sea Shepherd Frankrig og dele af en udsendelse om Sea Shepherd vist på TV2 den 18. august 2014 samt fotos fra Sea Shepherds operationer uden for Færøerne, bilag 38. Der har tillige været fremlagt anmeldelse vedrørende grind i Haraldssund den 30. juli 2014, bilag 47, rettens dom af 8. september 2014 i sag nr. 1-457/2014, bilag 1-24 og 1-25, retsbog af 2. og 7. oktober 2014 i sag nr. 1-499/2014, sysselmændenes notat "Avbyrging í samband við grind", herunder kort over nr. 15, fangststrand Sandur og nr. 15a, havneanlæg Sandur, bilag 37, copy-paste fra diverse Sea Shepherd facebook sider, bilag 40-43, interview af 30. september 2014 med X på www.irishmirroer.ie, bilag 44, artikel fra www.SeaShepherd.org fra 17. september 2014, bilag 45 og artikel fra www.in.fo fra 27. september 2014, bilag 46.
Rettens begrundelse og resultat:
Efter sysselmanden på Sandoy V1s forklaring, der understøttes af sysselmændenes beslutning om udbredelse af grindeområde på grindestranden og havneanlæg på Sandur, bilag 37, lægger retten til grund, at han i forbindelse med grindedrabet, bl.a. besluttede, at det ikke var tilladt uvedkommende både at opholde sig i en afstand tættere end 1 sømil fra grinden og grindestranden. Ligeledes efter det af sysselmand V1 og politiassistent KF 0049 forklarede lægger retten til grund, at politiet blev anmodet om at håndhæve afspærringerne og opretholde ro og orden.
Efter vidnet politiassistent KF 0049s forklaring, lægger retten til grund, at båden Mike Galesi, der sejlede i retning mod grindestranden på Sandur, ca. kl. 17.50-17.53, af politiet, ombord i politiets hurtiggående båd, fik påbud om at forlade området og opholde sig mindst 1 sømil fra den igangværende operation. Samme påbud blev givet til båden BS Sheen, der noget efter kom sejlede fra syd i retning mod grindestranden. Begge både efterkom politiets anvisninger og forlod området og lagde sig på siden af hinanden i en afstand af ca. 1 sømil fra strandbredden. Båden Loki, der kom til farvandet uden for Sandur kl. 18.35, sejlede med direkte kurs op til Mike Galesi og BS Sheen og lagde sig på siden af disse uden at være blevet kontaktet af politiet.
Efter de tiltaltes forklaringer lægger retten til grund, at de tiltalte T1, T2 og T6 var ombord på Loki ved ankomsten til farvandet ud for Sandur, og at T6 herefter kom over i BS Sheen, mens de tre både lå på siden af hinanden ca. 1 sømil fra strandbredden. Ligeledes efter de tiltaltes forklaring og sagens oplysninger lægger retten til grund, at mandskabet ombord på BS Sheen derudover bestod af de tiltalte T7 og T8, og at de tiltalte T4, T5 og T3 var ombord på Mike Galesi.
Efter politiassistent KF 0049s forklaring sammenholdt med videoklip fra politiets helikopterovervågning, lægger retten til grund, at de tre både lå på siden af hinanden i ca. 10 minutter. Da politibåden, som var i gang med at sejle ud mod bådenes position, var ca. 300-400 meter fra bådende, tog to af bådene fart stik øst for derefter at gå stik syd direkte mod fangststranden. Den sidste båd, Mike Galesi, blev liggende på positionen. Mens politiet eftersatte de to både, tog Mike Galesi fart og gik tæt omkring pynten syd for havneindsejlingen med kurs direkte mod stranden. Politiet eftersatte bådene, der forsøgte at undvige politiet, men sidenhen blev bragt til standsning en efter en. De tre både sejlede alle tættere end en sømil fra grindestranden, inden de blev bragt til standsning. Loki var omkring 800 meter fra strandkanten inden den sejlede ud fra stranden. BS Sheen sejlede ind til ca. 75 meter fra strandkanten, mens Mike Galesi var helt inde ved stranden.
Efter videoklip fra politiets helikopterovervågning og det i øvrigt oplyste, lægger retten til grund, at de sidste hvaler var aflivet kl. 18.16, og at de tre både således først sejlede fra deres samlede position ind mod grindestranden efter, at grinden var aflivet.
I overensstemmelse med anklagemyndighedens indstilling og det i øvrigt oplyste findes det herefter ikke bevist, at de tiltalte forsøgte at hindre eller forstyrre drivningen af eller selve aflivningen af grinden, hvorfor de frifindes for denne del af tiltalen.
For så vidt angår overtrædelse af grindekundgørelsens § 11, stk. 2, lægger retten til grund, - efter det af sysselmand V1 og politiassistent KF 0049 forklarede, - at sysselmanden ikke havde ophævet grindeområdet på 1 sømil fra grindeflokken/strandbredden, da Sea Shepherd bådene sejlede ind i området, og at der ikke var meddelt bådene tilladelse til at sejle ind i området. Retten har herved tillige lagt vægt på det af sysselmand V1 og sysselmand V4 forklarede om nødvendigheden af at opretholde grindeområde på 1 sømil i forbindelse med den del af grindedrabet, der foregår efter, at hvalerne er aflivet, især i forbindelse med søtransporten af hvalerne fra grindestranden over til kajen, hvilket understøttes af bemærkningerne til bestemmelsen. Grindekundgørelsens § 11 blev indført ved kundgørelse nr. 72 fra 6. juni 2011 om ændring af kundgørelse om grind, jf. dennes § 8, stk. 3. I Fiskimálaráðiðs interne bemærkninger vedrørende forslaget til ændringskundgørelsen hedder det om bestemmelsen bl.a.:
"…Eisini kann tað verða skilagott at sýslumenn hava heimild til at avbyrgja ávís økir sum grindaøkir, áðrenn grind er fráboðað. Hetta soleiðis, at løgreglan í einari knappari vending kann intervenera innan – og eftir rakstur og dráp."
De tiltalte har anført, at de gik ud fra, at det afgrænsede område, alene var gældende så længe hvalerne var i live. Tiltalte T4 havde til de medtiltalte videreformidlet oplysninger fra deltagere i GrindStop 2014 på landholdet om, at grinden var død. De tiltalte traf derfor beslutningen om at sejle ind mod grindestranden for at tage billeder af hvalerne, jf. bl.a. det af tiltalte T2 forklarede om, at mandskabet på de tre både var enige om at sejle ind til stranden.
P har forklaret, at hun ved et møde hos politiet den 21. august 2014 blev orienteret om, at 1 sømileområdet blev beregnet fra den mest centrale båd i følget med hvalgruppen, og at hun i den forbindelse modtog politiets informationsbrev af 21. august 2014, bilag 1-22. For hende var det logisk, at restriktionen gjaldt for bådene, mens hvalerne var i vandet. Når hvalerne var døde spillede bådene ingen rolle mere, hvorfor restriktionen var ophævet. Efter mødet informerede hun bådførerne om, at der var et forbudt område på 1 sømil. Adspurgt om hun havde videregivet informationer om, hvordan bådførerne og de andre ombord kunne se, at det forbudte område var ophævet, har hun forklaret, at de alle sammen var af den opfattelse, at så snart hvalerne var døde, var grindejagten overstået.
Ud fra politiets referat fra mødet den 21. august 2014, bilag 1-23, og politiets informationsbrev af samme dato, bilag 1-22, finder retten det tvivlsomt, om repræsentanterne fra Sea Shepherd ud over at have modtaget grindekundgørelsen på engelsk og henvisning til www.whaling.fo udtrykkeligt af politiet forud for den 30. august 2014 er blevet gjort bekendt med, at et grindeområde tillige kan være etableret/opretholdt på havet efter, at hvalerne er aflivet.
Retten finder imidlertid, at de tiltalte ved at sejle ind i grindeområdet i forening har overtrådt grindekundgørelsens § 11, stk. 2.
Retten har herved lagt vægt på, at de tiltalte T7, T8, T4, T5 og T3 alle var ombord på enten BS Sheen eller Mike Galesi, da politiet gav dem påbud om at opholde sig udenfor 1 sømileområdet, og at de til trods for politiets tilstedeværelse i området ikke forsøgte at få oplyst, om afspærringen var ophævet. Retten har tillige lagt vægt på, at de tiltalte, der var klar over, at et grindedrab fandt sted, må antages at have indset muligheden for, at sysselmanden opretholdt grindeområdet på havet i forbindelse med de foranstaltninger, der finder sted i forlængelse af aflivningen. Retten har endvidere lagt vægt på bådenes adfærd i forbindelse med politiets umiddelbare eftersættelse, herunder at de ignorerede politiets ordre om at standse.
For så vidt angår de tiltalte T1, T2 og T6 har retten lagt vægt på, at de tiltalte, der var klar over, at et grindedrab fandt sted, må antages at have indset muligheden for, at sysselmanden opretholdt grindeområde på søsiden i forbindelse med de foranstaltninger, der finder sted i forlængelse af aflivningen, og at de til trods for politiets tilstedeværelse i området ikke forsøgte at få oplyst, om afspærringen var ophævet. Retten har ligeledes lagt vægt på bådens adfærd i forbindelse med politiets umiddelbare eftersættelse, herunder at de ignorerede politiets ordre om at standse.
For så vidt angår overtrædelse af politivedtægten for landkommunerne på Færøerne § 41, jf. § 2, lægger retten - efter videoklip fra politiets helikopterovervågning sammenholdt med det af politiassistent V5 forklarede - til grund, at grindehvalerne lå på stranden, og at grindemændene var begyndt at trække hvalerne ud til grindebådene for at fastgøre dem på siden af bådene i forbindelse med, at de skulle slæbes over til kajen, da den første Sea Shepherd båd med høj hastighed sejlede tæt mod stranden efterfulgt af politibåden. Politiassistent V5 har forklaret, at han, som følge heraf gav ordre til at standse med at få hvalerne ud til bådene, da han vurderede, at der kunne opstå fare, idet tovene mellem hvalerne på stranden og de respektive både, hvortil hvalerne skulle trækkes ud til på grund af flod var 20-25 meter, hvorfor grindemændene skulle vade en del ud i vandet for, at hvalerne kunne blive fastgjort til grindebådene. Endvidere skabte tilstedeværelsen af Sea Shepherd bådene en ophidset stemning blandt grindefolket, der i forvejen havde været ophidset over episoden med de 6 Sea Shepherd tilhængere, der forinden var blevet anholdt inde på stranden.
Under disse omstændigheder lægger retten til grund, at de tiltalte ved at sejle ind mod stranden og tættere på grinden end 1 sømil herved forstyrrede den offentlige orden. De tiltalte findes herefter i forening at have overtrådt politivedtægten for landkommunerne på Færøerne, § 41, jf. § 2.
Straffen fastsættes for hver af de tiltalte til en bøde på 1.000 kr., jf. kundgørelse nr. 100 af 5. juli 2013 om grind § 49, jf. § 11, stk. 2, samt politivedtægt af 3. juli 1931 med senere ændringer for landkommunerne på Færøerne, § 41, jf. § 2.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 6 dage.
Konfiskation
Bådene tilhører Sea Shepherd Frankrig, der står for offshoredelen af Sea Shepherds kampagne GrindStop 2014, under hvis ledelse de tiltalte i forening foretog den strafbare handling. Efter det oplyste rejste deltagerne i Sea Shepherds kampagne ud af Færøerne i starten af oktober 2014 og kampagnen på Færøerne er derefter slut for i år. P har bl.a. i retten forklaret, at Sea Shepherd har planer om at komme tilbage til Færøerne i 2015 for at fortsætte kampagnen imod grindedrab. Det fremgår af sagen, at Sea Shepherds kampagne imod grindedrab forudsætter anvendelsen af hurtiggående både, hvorfor det er sandsynligt, at bådene vil være tilbage på Færøerne i fremtidige kampagner. På baggrund af denne sag og de hændelser, der i øvrigt har været i forbindelse med Sea Shepherds kampagne i år, herunder bl.a. episoden i Nólsoyarfjørð den 17. september, som der er rejst tiltalte for, rettens sag nr. 1-499/2014, finder retten dog ikke grundlag for at antage, at bådene vil blive benyttet til mere alvorlig kriminalitet end sket. Når henses hertil og til bødestørrelsen i denne sag findes det uforholdsmæssigt at konfiskere bådene, der efter det oplyste, hver har en nyværdi af 350.000 kr.
Det bemærkes i den forbindelse, at der i den danske færdselslovs § 133 a og den tilsvarende bestemmelse i den færøske færdselslov § 58 c netop er indsat en særlig hjemmel til at konfiskere motorkøretøjer i videre omfang bl.a. i forbindelse med sager om spirituskørsel. Det fremgår således af de almindelige bemærkninger pkt. 3.2 om konfiskation i lovforslag nr. 51 af 17. januar 1991 om ændring af den danske færdselslov, at
"Formålet med at indsætte en særlig konfiskationsbestemmelse i færdselsloven, uagtet straffelovens konfiskationsregler principielt også omfatter de tilfælde, som lovforslaget tager sigte på, er at skabe mulighed for en ændring af retspraksis på dette område, således at domstolene vil anvende konfiskation af motorkøretøj i videre omfang end i dag..."
Sysselmandens beføjelser i grindekundgørelsens § 11 om at beslutte grindeområde og afgrænse område som grindeområde blev indført ved kundgørelse nr. 72 fra 6. juni 2011 om ændring af kundgørelse om grind, jf. dennes § 8, stk. 3. Af Fiskimálaráðiðs redegørelse til landsstyret af 27. maj 2011 fremgår bl.a. følgende om formålet med ændringen:
"Nógv týðir uppá, at fleiri umhvørvisfelagsskapir ætla at seta fokus á grindadráp, og væntandi koma eini 100 aktivistar til Føroyar í summar. Harumframt ljóðar, at Sea Shepard (Poul Watson) roynir at savna pening, so tey kunnu senda 3 skip til Føroyar…
Í tí sambandi fyrireikar løgreglan seg, og sum liður í hesum, hava tey gjøgnumgingið heimildirnar hjá sýslumonnum. Tey meta, at tað er sera óheppið, um tað í summar, tá harðast leikar á, kunnu verða settir spurningar um teirra heimildir. Fundur var um hetta millum Fiskimálaráðið og løgregluna týsdagin 24. mai 2011, og niðurstøðan á fundinum var, at rættast er at fáa hesi viðurskifti lýst betur í kunngerðini sum skjótast…"
Der blev ved ændringen ikke indsat en særlig hjemmel til at konfiskere de både, hvorved den strafbare handling blev foretaget.
Retten finder heller ikke, at hensynet til den samfundsøkonomiske påvirkning, som Sea Shepherds kampagne GrindStop 2014 har medført, herunder omkostningerne i forbindelse med det forøgede politiberedskab samt bådenes værdi set i forhold til Sea Shepherd Frankrigs omkostninger i forbindelse med GrindStop 2014, der foruden bådene efter det oplyste andrager ca. 400.000 Euro, kan begrunde en hel eller delvis konfiskation.
Betingelserne for hel eller delvis konfiskation i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, eller § 77 a, er herefter ikke opfyldt.
T H I K E N D E S F O R R E T:
Tiltalte T1straffes med en bøde på 1.000 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 6 dage.
Tiltalte T2 straffes med en bøde på 1.000 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 6 dage.
Tiltalte T3 straffes med en bøde på 1.000 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 6 dage.
Tiltalte T4 straffes med en bøde på 1.000 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 6 dage.
Tiltalte T5 straffes med en bøde på 1.000 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 6 dage.
Tiltalte T6 straffes med en bøde på 1.000 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 6 dage.
Tiltalte T7 straffes med en bøde på 1.000 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 6 dage.
Tiltalte T8 straffes med en bøde på 1.000 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 6 dage.
De tiltalte betaler sagens omkostninger, dog ikke eventuelle omkostninger i forbindelse med beslaglæggelse og konfiskation.