Gå til sidens indhold

Retten på Færøerne

26 feb 2021

Retten på Færøerne

Afsagt den 26. maj 2014

6 ár í fongsul - dómur fallin í seinna nevningamálinum

D O M

afsagt den 26. maj 2014

Rettens nr. (…)
Politiets nr. (…)Anklagemyndigheden

mod

(…)

født den (…) i 1945boende (…)
p.t. arresten i Tórshavn

Der har medvirket nævninger ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 23. april 2014.

Tiltalte er tiltalt for

 

1.

overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1 - ved den 20. november 2013 ca. kl. 21.00 via en ulåst altandør uberettiget at have skaffet sig adgang til forurettedes lejlighed (…).

 

2.

Principalt

 

a.

manddrab efter straffelovens § 237 - ved den 20. november 2013 i tidsrummet ca. kl. 21.05 — 21.15 i køkkenet i lejligheden (…) med et knivstik i brystet at have dræbt forurettede.

 

Subsidiært

 

b.

legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter under særdeles skærpende omstændigheder efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 246 - ved den 20. november 2013 i tidsrummet ca. kl. 21.05 — 21.15 i køkkenet i lejligheden (…) med en kniv at have tildelt forurettede 2 knivstik i brystet, hvorved forurettede ved det ene knivstik fik overskåret en brysthulepulsåre og kort efter afgik ved døden.

 

3.

Principalt

 

a.

overtrædelse af straffelovens § 250 - ved den 20. november 2013 i tids-rummet ca. kl. 21.05 — 21.15 i køkkenet i lejligheden (…) at have forladt forurettede, der var i hans varetægt, idet tiltalte, der umiddelbart forinden havde forøvet vold mod eller været i tumult med forurettede, og som kunne se at forurettede blødte kraftigt og lå i hjælpeløs tilstand på gulvet, forlod forurettedes lejlighed og lod ham ligge uden at tilkalde hjælp.

 

Subsidiært

 

b.

overtrædelse af straffelovens § 253, stk. 1, nr. 1 - ved den 20. november 2013 i tidsrummet ca. kl. 21.05 — 21.15 i køkkenet i lejligheden (…) at have undladt, selv om det var ham muligt uden særlig fare eller opofrelse for sig selv eller andre, at tilkalde hjælp til forurettede, der var i øjensynlig livsfare, idet forurettede lå kraftigt blødende og i hjælpeløs tilstand på gulvet, men tiltalte forlod forurettedes lejlighed og lod ham ligge uden at tilkalde hjælp.

 

Påstande

 

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

 

Tiltalte har nægtet sig skyldig og påstået frifindelse, subsidiært straffrihed med henvisning til nødværge efter straffelovens § 13.

 

Sagens oplysninger

 

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaringer af V1, V2, V3, V4, V5, V6, obducent V7 og politiassistent V8. Forklaringerne er gengivet i retsbogen, hvortil der henvises.

Af en erklæring modtaget 5. december 2013 fra Retspatologisk Afdeling vedrørende obduktionen

af afdøde forurettede fremgår:

 

"KONKLUSION:

Der er ved obduktionen af den efter det oplyste 61-årige, normalvægtige mand af tegn på vold påvist følgende to stiklæsioner:

1. Et stiksår fortil på venstre side af brystkassen. Stiklæsionen gik gennem underhuden, muskulaturen mellem venstre 3. og 4. ribben med læsion af underkanten af 3. ribben, overskar den venstre indre brysthulepulsåre og endte i fedtvævet fortil i brystskillevæggen.

Stikkanalen var ca. 7 cm dyb. Stikretningen var let opad, let bagud og mod højre.

2. Et stiksår fortil på venstre side af brystkassen. Stiklæsionen gik gennem underhuden og endte i det underliggende fedtvæv.

Stikkanalen var ca. 3 cm dyb. Stikretningen var let bagud og lige mod højre.

De påviste læsioner var friske og opstået ved skarp vold i live, meget vel med den i sagen påviste — kokkekniv. Ud fra den påviste fedtafsmitning på kniven må det skønnes, at læsion nr. 1 er påført før læsion nr. 2.

Der påvistes ingen såkaldte afværgelæsioner.

Af yderligere tegn på vold påvistes en stribeformet hudafskrabning på venstre side af brystkassen. Denne læsion var ligeledes frisk, formentlig opstået ved let stump vold i live, dog kan helt overfladisk skarp vold ikke udelukkes. Om opståelsesmåden i øvrigt kan intet sikkert siges.

Endvidere påvistes en underhudsblødning på venstre knæ og en slimhindeudrift i overlæben. Disse læsioner var friske og opstået ved let stump vold i live, muligt ved fald.

Herudover påvistes flere underhudsblødninger på krop og lemmer. Disse læsioner var opstået ved let stump vold i live, var af varierende alder og havde karakter af såkaldte tumlelæsioner.

Af tegn på sygdom påvistes (…)

 

Dødsårsagen må antages at være ydre forblødning som følge af den påviste stiklæsion i venstre side af brystkassens forside med overskæring af en pulsåre i brystskillevæggen."

Retspatologisk Afdeling har den 9. april 2014 besvaret følgende supplerende spørgsmål:

 

...

"Spørgsmål 1:

Er forklaringen fra sigtede (tiltalte) om, hvorledes han havde grebet fat i og været i tumult med afdøde (forurettede), samt at de begge faldt om på gulvet mellem køkkenbordet og spisebordet, og at forurettede herefter havde blødt og kravlet om til den anden side af spisebordet forenelig med de faktiske fund på gerningsstedet og stiklæsionernes retning og dybde? Eventuelle uforeneligheder bedes beskrevet.

Svar:

Tumulten mellem de to involverede personer er gennemspillet flere gange. Ved hver gennemspilning ses forurettede at holde kniven i sin højre hånd. På et tidspunkt har hånden befundet sig foran kroppen, muligvis i forbindelse med at forurettede faldt forover.

Det synes ikke sandsynligt at kniven i denne position skulle have medført de påviste to stiklæsioner, der begge havde retning fra venstre mod højre ligesom det synes mindre sandsynligt at handlingen vist ved rekonstruktionen skulle have medført to stiklæsioner.

Det må antages at være sandsynligt, at forurettede efter at være påført de to stiklæsioner, ved egen kraft kan have flyttet sig om på den anden side af spisebordet. Derimod synes det mindre sandsynligt at forurettede er kravlet eller har mavet sig hen over køkkengulvet, idet de påviste blodpøle ikke synes at bære præg af udtværing. En nærmere analyse af blodpølene må dog være en opgave for blodstænkseksperter.

 

Spørgsmål 2:

Kan der ud fra stiklæsionernes karakter og sagens øvrige oplysninger siges noget om, i hvilken rækkefølge de på gerningsstedet blodpøle er opstået?

Svar:

Det er kun stiklæsion 1, der har givet anledning til betydede blødning. Denne blødning bestod af en indre komponent fortil i brystskillevæggen og en ydre komponent ud af brysthulen gennem stikkanalen. Den ydre blødning vil formentlig først optræde når blodansamlingen omkring det læderede blodkar er blevet så stor, at trykket herfra vil medføre, at blodet løber ud af stikkanalen. Det må antages at blodet ikke er pulseret ud gennem stikkanalen men snarere har løbet konstant hele tiden.

Der var således ingen sikre karakteristika ved den ydre blødning, der ville kunne afspejle sig i rækkefølgen af de forskellige blodpøle på findestedet. En nærmere analyse af blodpølene må være en opgave for blodstænkseksperter.

Spørgsmål 3:

Kan man ud fra stiklæsionerne retning og dybde samt blodstænk og blodplamagerne på gerningsstedet sige noget om, hvorvidt forurettede stod op eller lå ned, da han blev tilføjet stiklæsionerne?

Nej, dette synes ikke muligt. Som det fremgår af svaret på spørgsmål 2 er det ikke sikkert, at den ydre blødning er fremkommet umiddelbart efter at stiklæsion 1 blev påført. En nærmere analyse af blodstænk og blodplamagerne må være en opgave for blodstænkseksperter.

Spørgsmål 4:

Kan man ud fra stiklæsionernes retning og dybde sige noget om, hvorvidt stikkene er tildelt med kniven i venstre eller højre hånd?

Svar:

Det er altid forbundet med usikkerhed at udtale sig om hvilken hånd en kniv er ført med.

Det fremgår dog ikke af spørgsmålet, hvem af de to involverede personers hænder, der henvises til. Hvis der henvises til, at forurettede kunne være tildelt stikkene af en anden person, er det denne persons placering i forhold til forurettede, der er af betydning for en mulig vurdering af, hvilken hånd, der har ført kniven.

I aktuelle sag var stikretningen for begge knivstik fra venstre mod højre. Såfremt de to involverede personer har stået lige overfor hinanden, må det anses for mest sandsynlig at en gerningsmand førte kniven med højre hånd.

Spørgsmål 5:

Hvor længe må forurettede antages at have været ved bevidsthed, efter at han var tildelt det dræbende knivstik?

Svar:

Det er altid forbundet med usikkerhed at udtale sig om, hvor længe en person kan formodes at have været ved bevidsthed efter et knivstik. I aktuelle sag fik forurettede læderet en pulsåregren, som straks efter er begyndt at bløde. Hjertet har fortsat med at pumpe indtil blodtabet har været så stort, at det har påvirket blodtrykket og herefter vil bevidstløsheden gradvist indtræde. Et skøn vil være at forurettede har kunnet være ved bevidsthed i flere minutter og muligvis en vis tid herefter.

Der har været fremlagt retspsykiatrisk erklæring af 12. februar 2014 fra overlæge Piet Casier samt psykologisk undersøgelse af 10. februar 2014 fra cand.psych.aut. Suni Poulsen.

Sagen har været forelagt Retslægerådet, der i en erklæring af 1. april 2014 har udtalt:

 

(…)

 

 

Nævningernes erklæringer

Nævningerne har svaret bekræftende på hovedspørgsmål svarende til anklageskriftets forhold 1 og 3a.

Nævningerne har svaret benægtende på hovedspørgsmål svarende til anklageskriftets forhold 2a. Tiltalte frifindes derfor for tiltalen i sagens forhold 2a.

Nævningerne har svaret bekræftende til subsidiært hovedspørgsmål svarende til anklageskriftets forhold 2b.

 

Nævningerne har svaret benægtende på tillægsspørgsmål om, hvorvidt tiltalte er straffri i forhold til anklageskriftets forhold 2b på grund af nødværge efter straffelovens § 13 stk. 1 eller stk. 2.

Retten har lagt nævningernes fældende erklæringer til grund.

Sanktionsspørgsmålet

 

Straffen fastsættes efter straffelovens § 245, stk. 1, jf. § 246, § 250 og § 264, stk. 1, nr. 1.

Der er afgivet 3 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 5 år og 21 stemmer for fængsel i 6 år.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ved strafudmålingen er der taget hensyn til lovovertrædelsens grovhed. I formildende retning er der taget hensyn til tiltaltes alder, person og sindstilstand, samt til at lovovertrædelsen må antages at være begået af tiltalte i en presset situation.

Efter lovovertrædelsens beskaffenhed er der ikke grundlag for at gøre straffen betinget.

Uanset at tiltalte er frifundet i sagens forhold 2a, at der ikke grundlag for at fravige lovens udgangspunkt om, at den domfældte skal betale sagens omkostninger.

Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 20. november 2014. Frihedsberøvelsen er opretholdt efter dommen.

 

Erstatning

Forurettedes søn har nedlagt påstand om erstatning for begravelsesudgifter, oprydning og rengøring af afdødes bolig m.v. på i alt 27.781,75 kr.

 

Endvidere har forurettedes søn nedlagt påstand om godtgørelse på 50.000 kr. efter § 26a i erstatningsansvarsloven.

Tiltalte har bestridt erstatningspligten, men ikke den beløbsmæssige opgørelse af de afholdte udgifter. Tiltalte har bestridt kravet på godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 a.

Retsformanden tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.

Retten har ikke fundet grundlag for at tilkende godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26a. Der er herved taget hensyn til Forurettedes søns alder, at han er flyttet hjemmefra for mange år siden, og at der ikke forligger oplysninger om en helt særlig tilknytning til afdøde.

T H I K E N D E S F O R R E T:

Tiltalte, (…), straffes med fængsel i 6 år.

 

Tiltalte betaler sagens omkostninger.

Tiltalte skal inden 14 dage betale 27.781,75 kr. til forurettedes søn (…). Beløbet forrentes med procesrente fra den 22. maj 2014.

 

 

Henrik Møller