03 okt. 2016
Retten på Færøerne
afsagt den 3. oktober 2016
80 dagar í fongsul fyri harðskap við knívi
D O M
afsagt den 3. oktober 2016
Rettens nr. …
Politiets nr. …
Anklagemyndigheden
mod
T
født den …
boende …
Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 30. marts 2016.
T er tiltalt for overtrædelse af
straffelovens § 245, stk. 1 og § 266 - vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter og trusler - ved fredag, den 4. marts 2016 ca. kl. 21.00 i …, at have truet F ved flere gange at have råbt "Eg skal drepa teg", hvilket var egnet til at vække alvorlig frygt for F’s liv, helbred eller velfærd, hvorefter tiltalte udøvede vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter ved at stikke F en gang i ryggen med en foldekniv, hvorved denne pådrog sig et ca. 8 mm langt, 2 mm bredt og 2 mm dybt sår.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf og konfiskation af 1 stk. blå foldekniv i medfør af straffelovens § 75, stk. 1, nr. 1.
Anklagemyndigheden har endvidere taget forbehold for en senere erstatningspåstand.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Der blev afgivet forklaring af tiltalte.
Forklaringen er lydoptaget. Forklaringen gengives ikke i dommen.
Der har været fremlagt politiattest af 4. marts 2016 og fotomappe.
Af politiattesten fremgår, at undersøgelse af F har fundet sted den 4. marts 2016 kl. 21:35, hvor der blev konstateret følgende objektive fund:
"Centralt og lige inferiort for midten ses friskt, længdegående vulnus med rene/skarpe rande. Ca. 8 x 2 x 2 mm (L x B x D). Skønnes foreneligt med kniv-/skærelæsion."
Kriminalforsorgen har på grund af tiltaltes forhold ikke kunnet foretage en undersøgelse af hans personlige forhold.
Tiltalte er tidligere straffet af betydning for sagen:
ved Færøernes rets dom af 13. februar 2009 med fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1.
Rettens begrundelse og afgørelse:
Tiltalte har erkendt at have stukket F med vilje. Han havde til hensigt at ramme ved lænden. Det må dog lægges til grund, at han ramte længere inde på ryggen. Ved sin handling, som skete i alkoholpåvirket tilstand, må tiltalte have indset, at han kunne komme til at ramme længere inde på ryggen. Under hensyn til forholdets generelle farlighed henføres det under straffelovens § 245, stk. 1. Tiltalte findes derfor skyldig i overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1.
Tiltalte frifindes for overtrædelse af straffelovens § 266 i henhold til anklagemyndighedens påstand.
Straffen fastsættes til fængsel i 80 dage, jf. straffelovens § 245, stk. 1.
Retten følger påstanden om konfiskation, jf. straffelovens § 75, stk. 1, nr. 1.
Retten har ved udmålingen lagt vægt på forholdets generelle farlighed, og i formildende retning den begrænsede skade og det forudgående forløb.
Thi kendes for ret:
Tiltalte, T, straffes med fængsel i 80 dage.
Hos tiltalte konfiskeres 1 stk. blå foldekniv.
Tiltalte betaler sagens omkostninger.