Afsagt den 2. maj 2016 i sag nr. BS 899/2015:

DOM

 

Afsagt den 2. maj 2016 i sag nr. BS 899/2015:

 

Henrik Weihe Joensen

Millum Gilja 7

188  Hoyvík

mod

Fiskimálaráðið

Yviri við Strond 15, P.O. Box 347

110  Tórshavn

 

Sagens baggrund og parternes påstande

Under denne sag er en af sagsøgte Fiskimálaráðið nedlagt påstand om afvisning udskilt til særskilt afgørelse i medfør af § 253 i retsplejeloven for Færøerne.

Sagsøger Henrik Weihe Joensen har ved stævning modtaget af retten den 18. august 2015 nedlagt påstand om, at sagsøgte Fiskimálaráðið dømmes til at anerkende, at grindeloven – lagtingslov nr. 56 af 19. maj 2015 om grind og anden småhval – er ugyldig og uden retsvirkninger.

 

Subsidiært har sagsøger nedlagt påstand om, at sagsøgte dømmes til at anerkende, at § 10 og § 11 i lagtingslov nr. 56 af 19. maj 2015 om grind og anden småhval – er ugyldige og uden retsvirkninger.

 

Sagsøger har gjort gældende, at grindeloven indeholder bestemmelser om politimæssig virksomhed, som lagtinget på Færøerne ikke har kompetence til at lovgive om, idet politiet i henhold til hjemmestyreloven er undergivet rigsmyndighedernes administration og lovgivningskompetence.

 

Sagsøger har endvidere gjort gældende, at grindeloven er i strid med grundloven, herunder at bestemmelsen i § i 10, stk. 3, i grindeloven  om frihedsberøvelse er i strid med grundlovens § 71, stk. 3.

 

Sagsøgte har påstået afvisning, subsidiært frifindelse.

 

Til støtte for afvisningspåstanden har sagsøgte henvist til, at det følger af § 6, stk. 2, i lov om Færøernes  hjemmestyre, at spørgsmålet om, hvorvidt et sagsområde henhører under landsmyndighedernes eller rigsmyndighedernes lovgivningskompetence, skal afgøres af et særligt nævn, og at retten således ikke har kompetence til at påkende dette spørgsmål. Herudover har sagsøgte gjort gældende, at sagsøger ikke har den fornødne retlige interesse i søgsmålet.

 

Afvisningspåstanden er udskilt til særskilt afgørelse.

Sagsøger har herunder nedlagt påstand om, at sagen fremmes til påkendelse af realiteten.

 

Der er bevilget sagsøger fri proces.

 

Sagsfremstilling

Grindeloven blev sat i kraft på Færøerne 19. maj 2015 og bygger på lagtingssag 4/2014, forslag til vedtagelse om beredskab, fremstød og lovgivning for at forebygge anmeldt ulovlig virksomhed på Færøerne. Baggrunden for grindeloven var dyreværnsorganisationen Sea Shepherd's kampagne mod hvaldrab på Færøerne.

 

Forklaringer

Der er ikke afgivet forklaringer under sagen.

 

Retsgrundlag

• 10 og § 11 i lagtingslov nr. 56 af 19. maj 2015 om grind og anden småhval har følgende ordlyd (dansk oversættelse):

 

"Indgreb

 

• 10. Politiet har til opgave at forebygge, at der bliver lagt hindringer i vejen for grindedrab, uden hensyn til hvilket tidsrum der er tale om.

Stk. 2. Med henblik på at forebygge hindringer, som nævnt i stk. 1, kan politiet gøre indgreb over for den eller de personer, som med rimelig grund formodes at ville forstyrre et grindedrab. Politiet kan herunder:

1) give påbud,

2) foretage legemsundersøgelser af personer og undersøge deres tøj og genstande i tilfælde, hvor vedkommende formodes at have genstande i besiddelse, som er beregnet til at forstyrre grindedrabet,

3) undersøge alle transportmidler, som vedkommende har til disposition eller i besiddelse, eller som er anvendt til transport af vedkommende i forbindelse med det grindedrab som forsøges forstyrret, samt

4) tage genstande fra personer, herunder alle typer af transportmidler, som vedkommende har til disposition eller i besiddelse i forbindelse med det grindedrab, som forsøges forstyrret.

 

Stk. 3. Er mindre indgreb, som de i stk. 2 nævnte, ikke tilstrækkeligt til at forebygge, at grindedrabet bliver forstyrret, kan politiet, om nødvendigt, tilbageholde den eller de personer, som har til hensigt at forstyrre grindedrabet. Tilbageholdelsen skal være så kort og skånsom som mulig, og må så vidt muligt ikke vare længere end 12 timer.

 

Stk. 4. Politiet kan uden rettens kendelse, skaffe sig adgang til ikke frit tilgængelige steder, når det er nødvendigt for at forebygge forstyrrelse af grindedrabet, som nævnt i stk. 1.

 

• 11. Redskaber, hjælpemidler eller transportmidler, som bliver anvendt til at forstyrre, hindre eller standse et grindedrab efter § 9, skal konfiskeres, uden hensyn til hvem der her ejendomsretten, når

1) brugeren havde rådighed over redskaberne, hjælpemidlerne eller transportmidlerne, og

2) anvendelsen af dem er en overtrædelse af § 9 i denne lagtingslov, eller regler, fastsat med hjemmel i denne lagtingslov.

 

Stk. 2. Reglerne om konfiskation i borgerlig straffelov er i øvrigt gældende."

 

I lov nr. 137 af 23. marts 1948 om Færøernes hjemmestyre bestemmes det blandt andet:

 

”I Erkendelse af den Særstilling, som Færøerne i national, historisk og geografisk Henseende indtager indenfor Riget, har Rigsdagen i Overensstemmelse med Vedtagelse i Færøernes Lagting vedtaget og Vi ved Vort Samtykke stadfæstet følgende Lov om Færøernes forfatningsmæssige Stilling i Riget

• 1.Færøerne udgør inden for denne Lovs Rammer et selvstyrende Folkesamfund i det danske Rige.I Henhold hertil overtager det færøske Folk ved sin folkevalgte Repræsentation, Lagtinget, og en af dette oprettet Forvaltning, Landsstyret, inden for Rigsenheden Ordningen og Styrelsen af færøske Særanliggender som angivet i denne Lov.
• 2.De paa den som Bilag til denne Lov vedføjede Liste under A. Opførte Sager og Sagomraader betragtes principielt som færøske Særanliggender.Det færøske Hjemmestyre (de i § 1, Pkt. 2, nævnte Organer) kan bestemme, at alle disse Sager og Sagomraader eller nogle af dem straks skal overgaa til Hjemmestyret med den Følge, at dette overtager de dermed forbundne Udgifter. Med den samme Følge kan Hjemmestyret paa et senere Tidspunkt bestemme, at Sager og Sagomraader paa Listen, der ikke straks overtages, skal overgaa til Hjemmestyret. Paa tilsvarende Maade er Hjemmestyret forpligtet til at overtage Sager og Sagomraader, der er opført paa Listen, naar det ønskes af Rigsmyndighederne.
• 3.For de paa Listen under B. opførte Sagomraaders Vedkommende afgøres det ved nærmere Forhandling, om og i hvilket Omfang disse Spørgsmaal kan henføres til færøske Særanliggender.
• 4.For de Omraader, der henhører under Hjemmestyret, har dette den lovgivende og administrative Myndighed. De af Lagtinget vedtagne og af Landsstyrets Formand stadfæstede Love benævnes Lagtingslove.
• 5.De færøske Myndigheders Kompetence er undergivet den Begrænsning, der følger af de til enhver Tid bestaaende traktatmæssige og andre internationale Rettigheder og Forpligtelser.

Rigsmyndighederne har Afgørelsen i Spørgsmaal, der angaar Rigets Forhold til Udlandet.

• 6.Anliggender, der ikke i Medfør af denne Lov henhører under det færøske Hjemmestyre, varetages som Rigets Fællesanliggender af Rigsmyndighederne.

Tvivlsspørgsmaal om det færøske Hjemmestyres Kompetence i Forhold til Rigsmyndighederne forelægges for et Nævn, bestaaende af to af Regeringen og to af Landsstyret valgte Medlemmer samt tre af Højesterets Præsident udpegede Højesteretsdommere, af hvilke den ene udpeges som Formand. Er der Enighed mellem de fire af Regeringen og Landsstyret valgte Medlemmer, er Sagen hermed endeligt afgjort. I modsat Fald afgøres Sagen af de tre Højesteretsdommere.

Statsministeren kan suspendere en Beslutning, som er forelagt for Nævnet, indtil dettes Afgørelse foreligger.

• 7.For at sikre, at Lagtinget i videst muligt Omfang faar Indflydelse paa Udformningen af særlige Bestemmelser for Færøerne i Love, der gives af Rigets Myndigheder, skal Regeringsforslag indeholdende Bestemmelser, der udelukkende vedrører Færøerne, forelægges det færøske Hjemmestyre til Betænkning, forinden de fremsættes for Rigsdagen. I øvrigt skal Rigslove, der vedrører lokale færøske Forhold, forelægges det færøske Hjemmestyre til Betænkning, forinden de sættes i Kraft paa Øerne. Der kan i det enkelte Tilfælde sættes en Frist, inden hvis Udløb Hjemmestyrets Betænkning skal foreligge. Har den i dette Stykke omtalte Forelæggelse paa Grund af tvingende Omstændigheder ikke kunnet finde Sted, skal Loven snarest tilstilles Hjemmestyret til Udtalelse.

Paa tilsvarende Maade forholdes der med Traktater og andre internationale Overenskomster, der kræver Rigsdagens Samtykke, og som berører særlige færøske Interesser.

 

(…)

 

Liste B.

Følgende Omraader gøres til Genstand for yderligere Forhandling, før der tages endelig Stilling til, om og i hvilket Omfang de kan anerkendes som Særanliggender:

 

(…)

 

2. Politiet.

 

(…)”

 

Lov nr. 578 af 24. juni 2005 om de færøske myndigheders overtagelse af sager og sagsområder indeholder følgende bestemmelser:

 

”Denne lov bygger på en overenskomst mellem Færøernes landsstyre og den danske regering som ligeværdige parter.

 

• 1.Denne lov omfatter samtlige sager og sagsområder, jf. dog stk. 2.

Stk. 2. Loven omfatter ikke følgende sager og sagsområder:

1) Statsforfatningen.

2) Statsborgerskab.

3) Højesteret.

4) Udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.

5) Valuta- og pengepolitik.

• 2.Sager og sagsområder, som er omfattet af loven, overgår til de færøske myndigheder på tidspunkter, der fastsættes af de færøske myndigheder, jf. dog stk.2 og 3.

Stk.2. Sager og sagsområder, der fremgår af den som bilag til loven tilføjede liste I, overgår til de færøske myndigheder på tidspunkter, der fastsættes af de færøske myndigheder efter forhandling med de danske myndigheder.

Stk.3. I det omfang flere sager og sagsområder er anført under samme nummer på den i stk.2 nævnte liste I, skal de pågældende sager og sagsområder overgå til de færøske myndigheder på samme tidspunkt.

• 3.De færøske myndigheder har den lovgivende og udøvende magt inden for de sager og sagsområder, der overgår efter § 2.

Stk. 2. De færøske myndigheder overtager de udgifter og reale aktiver, der er direkte forbundet med en sag eller et sagsområde, som overgår.

• 4.Domstole, der bliver oprettet af de færøske myndigheder, har den dømmende magt på Færøerne inden for samtlige sager og sagsområder.
• 5.Bestemmelserne i § 5, § 6, § 10, stk. 2, 2. pkt., og § 13 i lov om Færøernes hjemmestyre finder tilsvarende anvendelse på sager og sagsområder, der er omfattet af denne lov.

Stk. 2. Bestemmelsen i § 2, 4. pkt., i lov om Færøernes hjemmestyre finder tilsvarende anvendelse på sager og sagsområder, der er omfattet af § 2, stk. 1, i denne lov.

• 6.De færøske myndigheder kan efter aftale med de danske myndigheder overtage Vágar Lufthavn og ansvaret for driften heraf.”

 

Procedure

 Sagsøger har til støtte for sin påstand om, at sagen skal fremmes til påkendelse af realiteten, gjort gældende, at sagsøger har den fornødne retlige interesse i sagen. Der er tale om et spørgsmål af indgribende og principiel betydning, som angår og berører alle færøske borgere, der mere eller mindre alle er og har været involveret i grindedrab. Der er derfor også tale om spørgsmål af væsentlig betydning for sagsøger, der således har en individuel, aktuel og reel interesse i sagen og i, at den foreliggende retsuvished fjernes. Højesteretsafgørelserne i Maastricht-sagen (U1996.1300) og Lissabontraktatsagen (U2013.1451) støtter, at sagsøger har retlig interesse i søgsmålet, der ligesom disse sager vedrører almene og væsentlige livsområder for befolkningen. De omhandlede bestemmelser i grindeloven omfatter blandt andet legemsindgreb, administrativ frihedsberøvelse, der ikke er omfattet af bestemmelserne om anholdelse, samt obligatorisk og ekspropriationslignende konfiskation. Bestemmelserne svarer til regler i politiloven i Danmark, som ikke gælder på Færøerne.

 

Bestemmelsen i hjemmestyrelovens § 6, stk. 2, afskærer ikke sagsøger som almindelig borger fra at få efterprøvet spørgsmålet om, hvorvidt landsmyndighederne har den fornødne lovgivningskompetence. Bestemmelsen finder kun anvendelse i de tilfælde, hvor der er uenighed mellem rigsmyndighederne og landsmyndighederne angående landsmyndighedernes lovgivningskompetence. I det foreliggende tilfælde må det lægges til grund, at landsmyndighederne og rigsmyndighederne er enige. Borgerne må i den situation også have mulighed for ved de almindelige domstole at efterprøve en lagtingslovs gyldighed i forhold til hjemmestyrelovens bestemmelser. Efter grundlovens § 3 er lovgivningsmagten hos folketinget. Lovgivningsmagten er på visse områder delegeret til lagtinget, men det gælder ikke politiet. Bestemmelserne giver politiet betydeligt udvidede magtbeføjelser på administrativt grundlag med hensyn til indgreb i borgernes grundlovssikrede rettigheder. En borger har ikke mulighed for at indbringe spørgsmålet om lovgivningskompetencen for det i hjemmestyrelovens § 6, stk. 2, omhandlede nævn.

Sagsøgte her til støtte for sin påstand om afvisning gjort gældende, at bestemmelsen i hjemmestyrelovens § 6, stk. 2, indebærer, at spørgsmålet om, hvorvidt det er landsmyndighederne eller rigsmyndighederne, som har kompetencen på et bestemt lovområde, ikke kan forelægges for de almindelige domstole, men alene kan afgøres af nævnet, som er nævnt i bestemmelsen, og at det alene er henholdsvis landsstyret eller rigsmyndighederne, som kan forlægge et sådant spørgsmål for dette nævn. Spørgsmålet om, hvem der inden for rigsfællesskabet har lovgivningskompetence på et bestemt lovområde, er et politisk spørgsmål, der afgøres efter forhandling og aftale mellem de to parter. Konsekvensen heraf er, at borgerne skal indordne sig efter det, som er bestemt i en lagtingslov. Der er ikke tale om at efterprøve grænserne for forvaltningen efter grundlovens § 63, idet der er tale om spørgsmål om grænserne for lovgivers kompetence.

 

Sagsøger har ikke den nødvendige retlige interesse. Sagsøger er ikke umiddelbart og direkte berørt af grindeloven på en sådan måde, at han har en konkret, aktuel og væsentlig interesse i sagen, herunder spørgsmålet om overensstemmelse med grundloven. Der foreligger ikke omstændigheder, som kan sammenlignes med omstændighederne i Højesteretssagerne om Maastricht og Lissabon-traktaterne. Grindeloven har ikke en sådan generel og indgribende betydning for befolkningen i almindelighed, at den enkelte borger i kraft heraf kan siges at have en retlig interesse i at få efterprøvet, om lagtingsloven er i strid med grundloven. Der er ikke tale om overførsel af lovgivningskompetence i almindelighed på samme måde som i Højesteretssagerne.

 

Rettens begrundelse og resultat

Forarbejderne til hjemmestyreloven (Lagtingstidende 1947, side 180-181 og 187 ff.) indeholder ikke særlige bidrag til forståelsen af § 6, stk. 2, i hjemmestyreloven.

Bestemmelsen i § 6, stk. 2, i hjemmestyreloven må imidlertid ses i sammenhæng med hjemmestyrelovens grundlag, således som dette også kommer til udtryk i lovens indledning, hvorefter loven og sagsområdernes fordeling bygger på forhandling og aftale mellem repræsentanter for Færøerne og Danmark, hvilket også senere er understreget ved lov nr. 578 af 24. juni 2005 om de færøske myndigheders overtagelse af sager og sagsområder.

Det er Færøerne og Danmark, der ved fælles overenskomst bestemmer om et sagsområde skal høre under rigsmyndighedernes eller landsmyndighedernes kompetence. Det er på den baggrund naturligt, at det overlades til aftaleparterne selv at fortolke deres aftale og at afgøre kompetencetvivlsspørgsmål efter den i § 6, stk. 2, fastsatte ordning.

Konsekvensen heraf må være, at disse spørgsmål kun kan afgøres af § 6, stk. 2-nævnet og ikke kan indbringes for de almindelige domstole, og at en påstand fra en borger under en retssag om, at landsmyndighederne ikke har kompetence til at fastsætte lovgivning på et sagsområde, derfor må afvises fra domstolene. Borgeren må respektere rigs- og landsmyndighedernes udtrykkelige eller stiltiende overenskomst og rette sig efter lagtingsloven.

Bestemmelsen i grundlovens § 63, der omfatter prøvelse af øvrighedsmyndighedernes og ikke lovgivers grænser, kan ikke føre til andet resultat.

For så vidt angår spørgsmålet om sagsøgers retlige interesse i anerkendelsessøgsmålet, lægger retten til grund, at sagsøger ikke konkret og aktuelt er berørt af grindelovens §§ 10 og 11. Der foreligger ingen konkret retligt tvist, som vil blive afgjort ved at tage sagsøgers påstande under pådømmelse, og sagsøger er ikke særligt eller anderledes berørt af bestemmelserne i grindeloven end befolkningen i almindelighed. Sagsøger opfylder således ikke de almindelige krav til søgsmålskompetence, hvorefter sagsøger skal have en retlig interesse i sagens afgørelse, som udspringer af, at der foreligger en konkret retstvist.

Bestemmelserne i grindeloven, der vedrører forhold i forbindelse med grindedrab, kan endvidere ikke anses for at have en sådan generel og indgribende betydning for befolkningen i almindelighed, at sagsøger, uden at hans forhold er konkret og aktuelt berørt af lagtingsloven, alligevel bør gives adgang til realitetsprøvelse af sine påstande.

Omstændighederne i denne sag kan ikke sidestilles med omstændighederne i de af sagsøger påberåbte Højesteretsafgørelser, hvor der var tale om prøvelse af grundlaget for afgivelse lovgivningskompetence og beføjelser til at udstede retsakter med virkning for befolkningen i almindelighed inden for en række almene og væsentlige livsområder.

Som følge af det anførte tager retten sagsøgtes påstand om afvisning til følge.

Med hensyn til sagens omkostninger forholdes efter sagens udfald, omfang og forløb som nedenfor bestemt.

 

Thi kendes for ret:

Sagen afvises.

Inden 14 dage skal sagsøger Henrik Weihe Joensen betale 15.000 kr. i sagsomkostninger til sagsøgte Fiskimálaráðið.