Gå til sidens indhold

Retten på Færøerne

16 feb. 2017

Retten på Færøerne

Afsagt dom 16. februar 2017

Kommunelæge dømt for blufærdighedskrænkelse, anden kønslig omgængelse end samleje samt for misbrug af stilling

Retten på Færøerne har den 16. februar 2017 afsagt dom i en sag, hvor en kommunelæge var tiltalt for at have misbrugt sin stilling og krænket 12 kvinder. For 11 af kvinderne var der rejst tiltale for blufærdighedskrænkelse og for én kvinde var der rejst tiltale for anden kønslig omgængelse end samleje.  For 11 af kvinderne skulle krænkelserne være sket i forbindelse med, at de fik foretaget en gynækologisk undersøgelse af kommunelægen. For én af kvinderne skulle krænkelsen være sket i forbindelse med, at hun fik undersøgt en knude ved sit bryst.

Tiltalte har nægtet sig skyldig og har forklaret, at han er meget grundig, når han undersøger sine patienter. Tiltalte har endvidere forklaret, at han har en skade på sin højre hånd og at en gynækologisk undersøgelse foretaget af ham, derfor kan føles anderledes end en gynækologisk undersøgelse udført af andre læger.

Retten har lagt vægt på kvindernes forklaringer og har fundet tiltalte skyldig i at have blufærdighedskrænket 9 af kvinderne og fundet tiltalte skyldig i anden kønslig omgængelse end samleje i forhold til én af kvinderne.  Retten har endvidere fundet tiltalte skyldig i at have misbrugt sin stilling som kommunelæge. Tiltalte er idømt fængsel i 1 år og 6 måneder. Tiltalte er endvidere blevet frakendt retten til at udøve lægegerning og behandle syge personer indtil videre. Afgørelsen er tillagt opsættende virkning.