Gå til sidens indhold

Retten på Færøerne

10 maj 2023

Retten på Færøerne

Betinget dom og udvisning

Dom afsagt: 3. maj 2023

Tiltalte dømmes betinget fængsel i 20 dage, udvisning fra Færøerne og skal betale erstatning.

 

D O M

 

afsagt den 3. maj 2023

 

Rettens nr. 1-442/2022

Politiets nr. 5600-72233-00001-22

 

Anklagemyndigheden

mod

T

født den ...

boende ...

 

Der har medvirket domsmænd ved afgørelsen.

 

Anklageskrift fra Færøernes Politi er modtaget den 9. august 2022.

 

T er tiltalt for overtrædelse af

1.

straffelovens § 223, jf. § 225, jf. § 21 - forsøg på andet seksuelt forhold end samleje med person, der var under 18 år, og som var betroet ham til undervisning og opdragelse -  ved den 11. februar 2022 i tidsrummet mellem ca. kl. 20:40 og ca. kl. 21:40, i grillhytte nr. 2, på efterskolen "...", beliggende på ..., som ansat på efterskolen med tilsyn af eleverne, at have forsøgt at opnå andet seksuelt forhold end samleje med en elev under 18 år, F (f. ...), ved at have fremtaget sin penis og gentagne gange at have bedt forurettede om at røre ved sin penis samt at have udtalt "I wanna fuck you so hard!" (jeg vil kneppe dig så voldsomt!) eller lignende.

 2.

straffelovens § 232 - blufærdighedskrænkelse  - ved den 11. februar 2022 i tidsrummet mellem ca. kl. 20:40 og ca. kl. 21 :40, i umiddelbar forlængelse af det i forhold 1 beskrevne, uden for grillhytteme, på efterskolen "...", beliggende på ..., som ansat på efterskolen, at have befølt eleven, F (f. ...), bagdel samt efterfølgende at have kommenteret på hendes bryster, spurgt om hun ville give ham oralsex samt at have udtalt ville kneppe hende eller lignende, hvilket var egnet til at krænke Fs blufærdighed.

 

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf, samt om at tiltalte frakendes retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn under 18 år.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2, og § 32, stk. 1, udvises med indrejseforbud i et tidsrum, som retten fastsætter.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

F har påstået, at tiltalte skal betale 20.800 kr. i erstatning.

Tiltalte har bestridt erstatningspligten.

 

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte T og af vidnerne V1, V2, V3, V4 og V5

Fs vidneforklaring blev afgivet for lukkede døre.

Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen.

Udlændingestyrelsen har den 19. december 2022 afgivet udtalelse i sagen.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

 

Rettens begrundelse og afgørelse

 

Vidnet V2 har forklaret, at hun så F komme ind i fællesrummet udefra. Vidnet lagde efterfølgende mærke til, at F virkede ked af det og chokeret og under en samtale samme aften fortalte hun, at tiltalte havde sagt upassende ting til hende, forsøgt at få hende til at røre ved sin penis og befølt hende.

 

Vidnet V3 har forklaret, at hun under en telefonsamtale med F samme aften fik de samme ting at vide. F var meget oprevet under telefonsamtalen.

 

Vidnet V4 lagde mærke til, at hverken tiltalte eller F var til stede i fællesrummet, da vidnet ankom til stedet. Efterfølgende kom F ind i fællesrummet udefra, mens tiltalte lidt senere kom ind i fællesrummet via en anden dør, der også er adgang til udefra.

 

Tiltalte har forklaret, at den fremlagte korrespondance mellem ham og F efter hans opfattelse kunne misforstås, og at han derfor slettede den. F har forklaret, at tiltalte tog udgangspunkt i den slettede korrespondance, da han begyndte at udspørge hende om ting af seksuel karakter.

 

F har afgivet en detaljeret, sammenhængende og konsistent vidneforklaring om hændelsesforløbet. Retten har fundet forklaringen troværdig og dens rigtighed understøttet af de fremhævede vidneforklaringer og det oplyste om den slettede korrespondance mellem tiltalte og hende.

 

På dette grundlag finder retten det bevist, at tiltalte foretog de handlinger, der er rejst tiltale for. Tiltalte er derfor skyldig i forhold 2

 

Det fremgår af Fs forklaring, at tiltalte bad hende om at "squeeze" hans penis, der ikke var erigeret. Retten lægger herefter til grund, at tiltalte med sine handlinger og udtalelser forsøgte at få F til at klemme hans penis. Retten har ikke fundet, at tiltalte herved har haft forsæt til at opnå andet seksuelt forhold end samleje med F, og tiltalte frifindes derfor for overtrædelse af straffelovens § 223, jf. § 225, jf. § 21.

 

Retten finder forholdet omfattet af straffelovens § 232, og forhold 1 henføres i medfør af retsplejelovens § 932 under den bestemmelse, som tiltalte findes skyldig i.

 

Straffen fastsættes til fængsel i 20 dage, jf. straffelovens § 232.

 

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 1.

 

Når der henses til karakteren af de begåede forhold, der kan betragtes som enkeltstående, og til tiltaltes personlige forhold, herunder at han ikke tidligere er straffet, finder retten ikke, at der foreligger en så nærliggende fare for misbrug, at der er tilstrækkeligt grundlag for at frakende tiltalte retten til erhvervsmæssigt eller i forbindelse med fritidsaktiviteter at beskæftige sig med børn under 18 år, jf. straffelovens § 79.

 

Retten tager udvisningspåstanden til følge i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 2, og idet udvisningen ikke må antages at virke særlig belastende for tiltalte, jf. § 26, stk. 1. Retten har herved lagt vægt på, at tiltalte bor i ... med sin familie og udvisningen er tidsbegrænset.

 

Retsformanden tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt idet der er lagt vægt på forholdenes karakter og Fs unge alder.

 

Thi kendes for ret:

 

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 20 dage.

 

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelse:

 

Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom.

 

Tiltalte udvises af Færøerne. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 3 år. Indrejseforbuddet regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen.

 

Tiltalte skal inden 14 dage til F betale godtgørelse for tort med 7.000 kr. og 800 kr. i erstatning.

 

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.