Gå til sidens indhold

Retten på Færøerne

21 jul. 2023

Retten på Færøerne

Dom den 20. juli 2023 i sagen mod kaptajnen på skibet John Poul de Joria

Dom afsagt den 20. juli 2023 i straffesagen mod kaptajnen på skibet John Poul de Joria

D O M

 

afsagt den 20. juli 2023

Rettens nr. 1-427/2023

Politiets nr. 5600-90130-00003-23

Anklagemyndigheden

mod

(tiltalte T)

født den …

Kaptajn på skibet John Poul de Joria
IMO: 8027406

 

Anklageskrift er modtaget den 17. juli 2023.

 

(T) er tiltalt for

 

Forhold 1

bekendtgørelse nr. 37 af 21. april 2016 om sejlads i søterritoriet § 2, stk. 1 og 2, jf. § 1, stk. 2 og 3 - ved som kaptajn på skibet John Poul de Joria den 9. juli 2023 ca. kl. 15:41 at have sejlet ind over 12 sømilsgrænsen med skibet John Poul de Joria uagtet der var meddelt forbud herimod den 6. juli 2023.

 

Forhold 2

bekendtgørelse nr. 37 af 21. april 2016 om sejlads i søterritoriet § 2, stk. 1 og 2, jf. § 1, stk. 2 og 3 - ved som kaptajn på skibet John Poul de Joria den 11. juli 2023 ca. kl. 11:40 at have sejlet ind over 12 sømilsgrænsen med ribbåd med tre personer ombord og en vandscooter med to personer ombord fra skibet John Poul de Joria, uagtet der var meddelt forbud herimod den 6. juli 2023.

 

Forhold 3

anordning nr. 182 af 22. marts 2001 for ikrafttræden for Færøerne af udlændingeloven, som senest ændret ved anordning nr. 758 af 12. juni 2023 § 59, stk. 1, nr. 1, jf. § 38, stk. 1, - ved det i forhold 1 og 2 passerede at have rejst ind til Færøerne uden at undergive sig paskontrol, idet skibet John Poul de Joria indrejste fra Irland uden at have kontakte relevante færøske myndigheder, herunder TAKS og havnemyndigheder og uden at besvare opkald fra politiet.

 

Forhold 4 

bekendtgørelse nr. 113 af 7. juli 2021 om toldkontrol § 26, jf. § 8, stk. 1, 2 og 4 - at have undladt at give toldmyndighederne meddelelse om indrejsen til færøsk toldområde mindst 24 timer inden ankomst fra en udenlandsk havn eller senest 1 time efter den at have sejlet ud fra den udenlandske havn, at have undladt at give toldmyndighederne skriftlig meddelelse om skibet, herunder besætningsliste og at have undladt at have fremsende alle tolddokumenter, herunder toldpas.

 

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Forsvareren har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært rettens mildeste dom.

 

Sagens oplysninger

Der har været afgivet vidneforklaringer af politiassistent (A) og politiassistent (B).

Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke.

Der har været fremlagt mandskabsfortegnelse for besætningen ombord på skibet John Poul de Joria med angivelse af, at (T) siden den 28. juni 2023 har været kaptajn.

Som bilag 4 til forhold 1 har været fremlagt kortmateriale med visualisering af skibet John Poul de Jorias sejlrute den 9. juli 2023 i tidsrummet fra kl. 15.41 til kl. 20.44. Tilsvarende oplysninger vedrørende forhold 2 har været fremlagt som bilag 3.

Vedrørende forhold 3 og 4 har der været fremlagt erklæringer fra TAKS, bilag 2, Tórshavnar Havn, bilag 5, og MRCC, bilag 6, med erklæring om, at disse myndigheder ikke modtog underretning i forbindelse med, at skibet John Poul de Joria den 9. juli 2023 sejlede indenfor 12-sømilegrænsen.

Der har været fremlagt fotomateriale.

 

Rettens begrundelse og afgørelse

På baggrund af de afgivne vidneforklaringer, hvis rigtighed understøttes af det fremlagte kortmateriale og fotos, er det bevist, at skibet John Poul de Joria sejlede som beskrevet i forhold 1.

TAKS, Tórshavnar Havn og MRCC har erklæret, at ingen på vegne af skibet kontaktede disse myndigheder forud for eller i forbindelse med sejladsen.

Det fremgår af sagens oplysninger, at tiltalte var kaptajn ombord på John Poul de Joria under sejladsen, hvorved han udgjorde den øverste myndighed ombord på skibet. På den baggrund, og da han har undladt at undergive sig indrejsekontrol og toldkontrol ved at undlade at kontakte de relevante myndigheder, er han skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale i forhold 1, 3 og 4.

På det ovenfor anførte grundlag er det også bevist, at en vandscooter og en ribbåd blev sat i vandet fra skibet John Poul de Joria som beskrevet i forhold 2, og at disse derefter bevidst sejlede ind over 12-sømilegrænsen.

Det følger af kunngerð nr. 37 frá 21. april 2016 um sigling í sjóøkinum, § 1, stk. 3, at forbud udstedt i medfør af stk. 1 og 2, også omfatter mindre både knyttet til skibet, som forbuddet retter sig imod.

På det grundlag, og da tiltalte som øverste myndighed ombord på skibet er ansvarlig for handlingerne, er han også skyldig i forhold 2.

Forarbejderne til lagtingslov nr. 165 fra 21. december 2001 om sikkerhed til søs, udtaler sig ikke om størrelsen af bødeniveauet i forbindelse med overtrædelse af forbud udstedt med hjemmel i kunngerð nr. 37 frá 21. april 2016 um sigling í sjóøkinum.

Fiskeskibes overtrædelser af forbud mod erhvervsfiskeri i bestemte områder udstedt i medfør af lagtingslov nr. 28 af 10. marts 1994 om erhvervsmæssigt fiskeri, straffes som udgangspunkt med en bøde på 100.000 kr. for hver overtrædelse.

Det er rettens opfattelse, at den foreliggende situation i forhold 1 og 2 er sammenlignelig med sådanne tilfælde, navnlig henset til at forbud i begge situationer udstedes til beskyttelse af interesser og angår bestemte områder af søterritoriet.

Ved fastsættelsen af bødeniveauet for overtrædelse af forbud mod erhvervsmæssigt fiskeri i bestemte områder indgår blandt andet, at sådanne overtrædelser foretages på bekostning af den beskyttede interesse og med henblik på at opnå økonomisk vinding.

Det fremgår af sagens oplysninger, at der ved hjælp af opslag på sociale medier er lavet indsamling med henblik på at finansiere skibet John Poul de Jorias tur til Færøerne, og at der i den forbindelse var indsamlet omkring 22.000 USD.

Henset til størrelsen af det indsamlede beløb og formålet, kan retten ikke lægge til grund, at der var tale om, at overtrædelsen af forbuddet blev foretaget med henblik på at opnå økonomisk vinding.

Bøden skal derfor fastsættes til et lavere niveau, end tilfældet er for overtrædelse af forbud i forbindelse med erhvervsmæssigt fiskeri, men samtidig i et betydeligt og præventivt niveau der afspejler overtrædelsens grovhed ved at tilsidesætte den ved forbuddet beskyttede interesse.

Retten finder derfor, at tilfælde som de foreliggende, hvor der ved overtrædelse af forbuddet ikke er opstået skader på ting eller personer, nærliggende fare herfor eller alvorlig forstyrrelse af den beskyttede interesse, som udgangspunkt skal sanktioneres med en bøde på 75.000 kr. for hver overtrædelse.

Der er ikke oplysninger om, at der i forbindelse med forhold 1 eller 2 opstod skader på ting eller personer, nærliggende fare herfor eller alvorlig forstyrrelse af den beskyttede interesse. Herefter og da der ikke i øvrigt er grundlag for at sanktionere forhold 1 og 2 forskelligt, fastsættes bøden for forhold 1 og 2 i overensstemmelse med udgangspunktet.

Straffen fastsættes til en bøde på 157.000 kr., jf. bekendtgørelse nr. 37 af 21. april 2016 om sejlads i søterritoriet § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 2 og 3, anordning nr. 182 af 22. marts 2001 for ikrafttræden for Færøerne af udlændingeloven, § 59, stk. 1, nr. 1, jf. § 38, stk. 1, og bekendtgørelse nr. 113 af 7. juli 2021 om toldkontrol § 26, jf. § 8, stk. 1, 2 og 4.

 

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

 

Thi kendes for ret:

Tiltalte, (T), skal betale en bøde på 157.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 40 dage.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.