Gå til sidens indhold

Retten på Færøerne

Retten på Færøerne

Her kan du læse om sager i fogedretten

Du kan komme i kontakt med fogedretten, hvis nogen vil gennemtvinge et krav over for dig. Fogedretten er ikke en selvstændig ret, men en del af din byret.

Udlæg (Har du penge til gode?)

En kreditor, som har penge til gode, kan få fogedretten til at hjælpe med at inddrive pengene hos skyldneren.

Forinden skal kreditor have fået en dom for beløbet. Et gældsbrev, et frivilligt forlig eller et pantebrev, som skyldneren har underskrevet, kan dog også danne grundlag for fogedsagen, jf. retsplejeloven § 478

Fogedretten indkalder i reglen først skyldneren til et møde på kontoret. Under mødet, der normalt ledes af en kontormedarbejder med særlig bemyndigelse, skal skyldneren fortælle om sin egen og sin husstands økonomiske forhold. Kreditor eller kreditors advokat (rekvirenten) skal også møde, medmindre kravet er under 2.500 kr.

Formålet med mødet er at give kreditor sikkerhed (udlæg) i skyldnerens værdigenstande som f.eks. møbler, bil eller hus. Samtidig indgås der ofte en aftale om afdragsvis betaling af gælden. Hvis skyldneren ikke overholder denne aftale, kan tingene eller huset sælges på auktion.

 

Kommer skyldneren ikke til mødet på kontoret, kan den, der behandler sagen, bede politiet om at hente den pågældende. Medarbejderen i fogedretten kan også selv sammen med kreditor tage ud og skaffe sig adgang til skyldnerens bopæl.

 




Læs mere om udlæg på den fælles side for Danmarsk Domstole

Tvangsauktioner

Tvangsauktion over fast ejendom – hvor skyldneren eller denne familie bor:

Hvis en kreditor indlever anmodning om tvangsauktion over en fast ejendom, hvor skyldner eller dennes familie bor, indledes sagen med, at skyldneren indkaldes til et møde på fogedrettens kontor.

Formålet er at vejlede skyldneren om, hvad der er ved at ske med ejendommen og hvilke pligter, den pågældende har i den forbindelse. Skyldneren kan få en frist til at afværge auktionen. Der er også mulighed for under visse betingelser at få beskikket en advokat eller at få en ejendomsmægler til at forsøge at sælge ejendommen inden auktionen.

Almindelig procedure i forbindelse med tvangsauktioner

Skyldneren og alle med pant eller andre rettigheder i ejendommen, indkaldes skriftligt til tvangsauktionen. Der bliver indrykket annoncer i Sosialurin, samt evt. andre relevante hjemmesider på Færøerne og i Danmark, f. eks. www.ogn.fo og www.statstidende.dk. Tvangsauktionen fremgår også af listen over retssager ved Færøernes ret. 

 

Tvangsauktion over løsøre

Sager om tvangsauktion over løsøre (typisk møbler og andet indbo samt biler) holdes ikke i fogedretten. Fogedretten henviser sagerne til en den autoriserede auktionsleder, advokat Bjørn á Heygum. Forud for tvangsauktion over løsøre, skal kreditor anmode om fogedrettens tilladelse. Tilladelse gives, hvis skyldner ikke har overholdt eventuelle afdragsaftaler og udlægget ikke er forældet. Kreditor kan også anmode om fogedrettens hjælp til at hente tingene.

 

Når genstanden er solgt, sender auktionslederen det beløb, der er kommet ind, til fogedretten, som fordeler provenuet.




 



 



Læs mere om tvangsauktion på den fælles side for Danmarks Domstole

Udsættelse af lejere og afhentning af genstande

Fogedretten kan hjælpe ejere af faste ejendomme med at udsætte lejere, hvis de ikke længere har ret til lejemålet.

I medfør af lagtingslov nr. 60. af 26. maj 2010 om udleje af bopæle, skal Lejenævnet føre tilsyn med lovens overholdelse og træffe afgørelse i tvister mellem udlejer og lejer, herunder godkende opsigelse af lejemål.  

En ejer som ønsker fogedrettens hjælp til udsættelse af lejer, skal derfor først henvende sig til Lejenævnet. Lejenævnets afgørelse skal herefter vedlægges anmodningen til fogedretten.

Tilbagetagelse af effekter med ejendomsforbehold, lejede effekter m.v.

Fogedretten kan hjælpe ejere at hente udlejede eller udlånte ejendele, samt ting der er solgt på afbetaling med ejendomsforbehold. Betingelsen er, at leje og afdrag ikke er betalt.

Udlevering af et barn

Forældre, der ikke bor sammen med deres børn, kan få Familjufyrisitingin til at fastsætte retningslinjer for deres adgang til samvær med børnene. Hvis den af forældrene, som børnene bor hos, ikke retter sig efter afgørelsen fra Familjufyrisitingin, kan den anden få hjælp af fogedretten.

Nogle gange er det nødvendigt direkte at hente børnene, ligesom den, der har forældremyndigheden, kan få hjælp til at få barnet tilbage efter samvær.

Hvis du vil bede fogedretten om hjælp skal du udfylde nedenstående blanket og sende den til fogedretten.

Gå til blanketten Andmodning til fogedretten om udlevering af barn.

Retsafgifter

Lovbekendtgørelse nr. 217 af 13. maj 1981 om retsafgifter, som sat i kraft for Færøerne ved lov nr. 794 af 26 november 1986.
Fogedforretninger er nærmere omtalt i kap. 3

Fogedsager: 80 kr. + ½ % af beløb over 3.000 kr.
Tillægsafgift for politifremstilling af skyldneren og retsmøde på skyldnerens bopæl: 150 kr.
Hertil kommer eventuelle udgifter til kørsel og låsesmed.

Udskrift af fogedbogen: 20 kr, for første side og 5 kr. for følgende sider.

Tvangsauktioner: 150 kr. ved indlevering af begæring. Derudover skal auktionskøber betale ½ % af budsummen samt omkostninger udenfor budsummen.

Sidst opdateret: 31. august 2024