11 jan. 2011
Føroya Rættur
Dómur 11. januar 2011
Bót fyri brot á ferðslulógina 23 stk. 1 og § 29 a, stk. 1
D O M
afsagt den 11. januar 2011
Anklagemyndigheden
Mod
T
født den (…)
boende (…)
Anklageskrift fra Statsadvokaten for Nordsjælland og Københavns Vestegn er modtaget den 14. juli 2010.
T er tiltalt for overtrædelse af
færdselslovens § 23, stk. 1 og § 29 a, stk. 1 - ved den 6. august 2009 ca. kl. 21.45 som fører af person (…), under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, og uden at optræde hensynsfuldt og udvise den fornødne agtpågivenhed, under kørsel i sydlig retning på landsvejen nord for Porkeri at have undladt at holde så langt til højre som muligt, idet tiltalte trak over i den modsatte kørebane for at undgå påkørsel af en gås uden at sikre sig, at forbikøringen kunne se uden fare for medtrafikanter, alt hvorved motorcyklisten NN, der kom kørende i den modkørende vognbane mod nord, måtte springe af sin motorcykel for at undgå påkørsel, hvorefter motorcyklen kolliderede med den af tiltalte førte personbil (…) med materiel skade til følge.
Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, dog ikke knallert, og at frakendelsen skal ske betinget, jf. færdselslovens § 59 a, stk. 1, nr. 1.
Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af NN. Forklaringerne fremgår af retsbogen, hvortil der henvises.
Der har været fremlagt rids og fotografier over den pågældende vejstrækning.
Rettens bemærkninger:
Tiltalte findes i overensstemmelse med sin erkendelse af de faktiske omstændigheder, der understøttes af sagens oplysninger, skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet. Dog lægges det til grund, at der var tale om en gåseflok, og ikke en gås, som anført i anklageskriftet.
Straffen fastsættes til en bøde på 500 kr., jf. færdselslovens § 58 a, stk. 1, jf. § 23, stk. 1, og § 29 a, stk. 1.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 4 dage.
Det lægges efter de afgivne forklaringer til grund, at tiltalte som en reflekshandling var trukket ind i modsatte kørebane for at undgå at påkøre gåseflokken, der pludselig var kommet op på vejbanen. Der er på stedet gode oversigtsforhold, og tiltalte, der var standset, da hun var blevet opmærksom på den modkørende motorcyklist, stod stille i sammenstødsøjeblikket. Det lægges endvidere til grund, at det - som forklaret af NN -, ikke havde været noget problem for ham at køre venstre om tiltaltes bil, hvis ikke gåseflokken havde været der.
Under disse omstændigheder findes det, uanset at tiltalte har overtrådt en grundlæggende og sikkerhedsmæssigt betydningsfuld færdselsregel, betænkeligt at fastslå, at tiltalte har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.
Tiltalte frifindes derfor for påstanden om frakendelse af førerretten.
Efter sagens udfald skal statskassen betale sagens omkostninger.
T h i k e n d e s f o r r e t :
Tiltalte, TT, straffes med en bøde på 500 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 4 dage.
Statskassen skal betale sagens omkostninger.