Gå til sidens indhold

Føroya Rættur

02 mar. 2011

Føroya Rættur

Dómur 2.mars 2011

Bót áljóðandi 1500 kr. fyri brot § 23, stk. 1 og § 32, stk. 2, í ferðslulóguni

D O M

afsagt den 2. marts 2011

Anklagemyndigheden

mod

T
født den (…)
boende (…)

Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 30. september 2010.

T er tiltalt for overtrædelse af 

færdselslovens § 23, stk. 1 og § 32, stk. 2 - ved den 1. september 2010 ca. kl. 15.11 at have ført  personbil (…) ad Brattabrekka i vestlig retning og ind i krydset Brattabrekka/Varðagøta for at svinge til højre under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, idet hun undlod at optræde hensynsfuldt og udvise fornøden agtpågivenhed samt uden at respektere den ubetingede  vigepligt for over færdslen ad Varðagøta, hvilket bevirkede, at der skete sammenstød med personbil (…), der kørte ad Varðagøta i nordlig retning, alt med materiel skade til følge.  

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, dog ikke knallert, og at frakendelsen skal ske betinget, jf. færdsels­lovens § 59a, stk. 1, nr. 1.

Tiltalte har erkendt sig skyldig men påstået frifindelse for påstanden om betinget førerretsfrakendelse.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaringer af V1, V2 og V3. Forklaringerne fremgår af retsbogen, hvortil der henvises.

Der har været fremlagt rids og fotomappe.

Rettens bemærkninger:
Tiltalte har erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor godtgjort, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Straffen fastsættes til en bøde på 1.500 kr., jf. færdselslovens § 58a, stk. 1, jf. § 23, stk. 1, og § 32, stk. 2.

Forvandlingsstraffen er fængsel i 6 dage.

Det fremgår af sagens oplysninger, at trafikforholdene på stedet er meget vanskelige. Biler, der holder ved hajtænderne, skal sætte i gang op ad en stejl bakke. Varðagøta er på stedet smal, og selv om der svinges til højre, er det nødvendigt at have opmærksomheden rettet på færdslen fra begge sider. Oversigtsforholdene navnlig mod venstre er meget dårlige. Det må således, også efter V1’s vidneforklaring, lægges til grund, at hans køretøj først har været synligt fra hajtænderne umiddelbart inden sammenstødet.

Efter de afgivne forklaringer lægges det til grund, at tiltalte standsede helt op ved hajtænderne og derefter kørte langsomt frem, mens hun orienterede sig til begge sider i det omfang, det var hende muligt. Tiltalte reagerede således relevant på de vanskelige forhold og viste vilje til at respektere sin ubetingede vigepligt.

Under disse omstændigheder finder retten ikke, at tiltalte har ført motordrevet køretøj på en sådan måde, at førerretten skal frakendes hende, jf. færdselslovens § 59a, stk. 1, nr. 1.

Tiltalte frifindes derfor for påstanden om betinget førerretsfrakendelse.

                                    T h i    k e n d e s    f o r    r e t :

Tiltalte, T, straffes med en bøde på 1.500 kr.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 6 dage.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger bortset fra salæret til den beskikkede forsvarer, som betales af statskassen.