Gå til sidens indhold

Føroya Rættur

06 des. 2013

Føroya Rættur

Avsagdur tann 3. december 2013

Avsagdur dómur 3.desember viðv. ov nógvari ferð, yvirháling og frádøming af koyrikorti.

D O M

 

afsagt den 3. december 2013
Rettens nr. (…)
Politiets nr. (…)
 

Anklagemyndigheden

mod

(…)

født den (…) 1969
boende (…)

Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 28. november 2012.

(…) er tiltalt for overtrædelse af

Færdselslovens § 30a, stk. 1, nr. 2 -  ved søndag den 29. april 2012 ca. kl. 22.35 på Strømø at have ført personbil (…) ad landsvejen gennem Kaldbaksbotn mod nordvest 184 meter før rulleporten ved nedkørslen til Kaldbak med en hastighed af mindst 129 km/t, selv om hastigheden ikke må overstige 80 km/t. 

Målingen er foretaget med laser.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

 

Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, dog ikke knallert, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 59a, stk. 2, nr. 8, og stk. 1, nr. 3. jfr. § 59b.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af politiassistent (V1). Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen eller i retsbogen.

 

Tiltalte er tidligere straffet:

ved    den 23. september 2009 overfor Politimesteren på Færøerne at have vedtaget en bøde på 1.900 kr., samt ubetinget frakendelse af førerretten i 6 måneder fra den 30. januar 2009 for overtrædelse af færdselslovens § 30a, stk. 1, nr. 2.

 

Rettens bemærkninger:

Tiltalte har erkendt at have kørt for stærkt, men har gjort gældende, at han ikke ved præcis hvor hurtigt han kørte, og at hastighedsovertrædelsen var nødvendig for at færdiggøre en overhaling. Efter tiltaltes forklaring, overhalede han tre biler og kunne ikke komme ind i sin vognbane igen. Han var nødt til at øge hastigheden endnu mere, da der kom en modkørende bil.

Vidnet politiassistent (V1) har forklaret, at han ikke husker nogen overhaling, men at han ville have skrevet det i sine noter, såfremt målingen var sket under overhaling.

Målingen er foretaget efter de gældende forskrifter.

Retten finder, at uanset om der har været tale om en overhaling, er tiltalte skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 30a, stk. 1, nr. 2.  Overhaling af en række biler på en meget trafikeret vej, findes ikke at være nogen særlig undskyldende omstændighed, idet tiltalte havde pligt til at sikre sig, at en overhaling kunne foretages uden fare for færdslen.

Straffen fastsættes til en bøde på 2.500 kr., jf. færdselslovens § 30a, stk. 1, nr. 2, jf. § 58a.

Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

 

Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, dog ikke knallert,  i 6 måneder fra endelig dom, jf. færdselslovens 59a, stk. 2, nr. 8, og stk. 1, nr. 3. jfr. § 59b.

 

T H I    K E N D E S   F O R   R E T:

Tiltalte, (…), straffes med en bøde på 2.500 kr.

 

Forvandlingsstraffen er fængsel i 6 dage.

Tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, dog ikke knallert, i 6 måneder fra endelig dom.

 

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.