18 nov. 2014
Føroya Rættur
Avsagdur dómur tann 17. november 2014
Treytaðan dóm fyri harðskap og hóttan
D O M
afsagt den 13. november 2014
Rettens nr. (…)
Politiets nr. (…)
Anklagemyndigheden
mod
T1
født den (…) 1966
boende (…)
og
T2
født den (…) 1991
boende (…)
Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 25. juni 2014.
T1
og
T2
er tiltalt for overtrædelse af:
I
Begge tiltalte
straffelovens § 244 - vold -
ved søndag den 27. april 2014 ca. kl. 05.00 i Tórshavn ved Steinatún i forening at have udsat F for vold, herunder ved at have skubbet/revet ham omkuld, hvorefter de tildelte ham adskillige knytnæveslag og spark mod hovedet og kroppen, mens han lå på jorden, taget fat i hovedet/håret på ham og banket hans hoved mod jorden, presset tommelfingre ind i hans øjne, ligesom de undervejs i forløbet løftede/rev ham op at stå igen og slyngede/rev/skubbede ham, så han ramte en lygtepæl og igen faldt omkuld, hvorefter de fortsatte voldsudøvelsen i form af spark og knytnæveslag mod kroppen og hovedet, alt hvorved F pådrog sig et blødende sår i hovedbunden og flere blodansamlinger og mærker på kroppen.
II
Tiltalte T1
straffelovens § 244 - vold -
ved søndag den 27. april 2014 i Tórshavn umiddelbart efter det i forhold I passerede at have tildelt F2 et knytnæveslag i ansigtet, hvorved han pådrog sig ømhed af næsen.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at de tiltalte hver især idømmes en ubetinget straf af fængsel i 3-4 måneder.
Endvidere har vidnet F nedlagde påstand om, at de tiltalte in solidum tilpligtes at betale ham 1.550 kr. med tillæg af procesrente fra dags dato til betaling sker.
Til specification af kravet har vidnet fremlagt en udateret opgørelse og forklaret, at han ved voldsudøvelsen fik revet sin jakke i stykker, ligesom hans skjorte og butterfly blev så beskadiget, at de måtte kasseres. Udgiften til taxa vedrører vidnets kørsel fra Steinatún og hjem samt til den efterfølgende lægeundersøgelse.
De tiltalte har heroverfor - og qua deres indstilling til det strafferetlige skyldspørgsmål - nedlagt påstand om frifindelse, men erklæret, at de rent størrelsesmæssigt ikke vil bestride erstatningskravet.
De tiltalte - der ikke tidligere ses straffet - har nægtet sig skyldige.
Der er under sagen afgivet forklaring af de tiltalte samt vidneforklaring af F, F2, V1, V2, V3 og V4.
Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i denne dom.
Endvidere er der fremlagt fotos samt politiattester med beskrivelse af blandt andet objektive fund gjort af lægevagten, Landssjúkrahúsið, den 27. april 2014, kl. 06.20, og den 4. maj 2014, kl. 21.47, af henholdsvis vidnet F og vidnet F2.
Herudover har Kriminalforsorgen til brug ved sanktionsfastsættelsen foretaget en undersøgelse - og henholdsvis den 6. og den 25. august 2014 afgivet en erklæring - i medfør af retsplejelovens § 808.
Rettens begrundelse og resultat:
Efter bevisførelsen, herunder navnligt de detaljerede og troværdige vidneforklaringer samt indholdet af de ovennævnte politiattester, må det lægges til grund, at de tiltalte ved ankomsten til Steinatún gik direkte hen til vidnet F, som tiltalte T straks med et greb i nakkehårene tvang ned på gaden. Endvidere må det lægges til grund, at de tiltalte, men navnligt T, herefter tildelte F en række hårde spark og knytnæveslag på såvel kroppen som i hovedet, henholdsvis tog fat i hans hoved og bankede dette flere gange ned i vejbelægningen. Endeligt må det i overensstemmelse med blandt andet vidnet V3’s meget præcise og sikre forklaring lægges til grund, at de tiltalte, men stadig med tiltalte T som den mest aktive, sluttelig hev F op og nærmest kastede ham op ad en lygtepæl eller lignende, således at han igen faldt ned på gaden, hvor de tiltalte på ny gav ham flere slag og spark mod kroppen og hovedet, ligesom tiltalte T forsøgte at presse begge sine tommelfingre ind i hans øjne, alt hvorved F pådrog sig et blødende sår i hovedbunden og flere blodansamlinger og mærker på kroppen. Hertil kommer, at tiltalte T2 under hele episoden stod tæt sammen med T og foruden sin noget mindre aktive deltagelse i korporlighederne nærmest heppede på denne.
Under disse omstændigheder findes det med den for strafferetlig domfældelse fornødne sikkerhed bevist, at de tiltalte i forening har handlet og forset sig, alt således som beskrevet i anklageskriftets forhold 1, og herved gjort sig skyldige i overtrædelse af straffelovens § 244.
Herudover findes det efter navnligt de af vidnerne V1 og F2 afgivne forklaringer bevist, at tiltalte T i forlængelse af de ovenfor beskrevne voldsudøvelser har tildelt sidstnævnte vidne et enkelt knytnæveslag i ansigtet og herved gjort sig skyldig i yderligere en overtrædelse af straffelovens § 244, alt således som beskrevet i anklageskriftets forhold 2.
Straffene for de begåede forhold findes efter straffelovens § 244 passende at burde bestemmes til fængsel i 4 måneder til tiltalte T og fængsel i 3 måneder til tiltalte T2.
Der er herved lagt vægt på voldsudøvelsernes karakter og grovhed, samt at disse er udøvet over et relativt langt tidsrum mod en liggende og helt forsvarsløst person, henholdsvis at tiltalte T var den mest aktive i de fysiske overgreb.
Dette på trods, og navnligt henset til de tiltaltes hidtil ustraffede vandel og særdeles gode personlige forhold, findes det helt undtagelsesvist forsvarligt at gøre de idømte straffe betinget på de nærmere nedenfor angivne vilkår, herunder om, at de tiltalte skal udføre henholdsvis 80 og 60 timers ulønnet samfundstjeneste, jf. straffelovens § 62, jf. § 63.
Henset til resultatet af det strafferetlige skyldspørgsmål tages endvidere den af vidnet F nedlagte erstatningspåstand, der størrelsesmæssigt er ubestridt af de tiltalte, til følge, ligeledes som nærmere nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret:
Tiltalte, T1, straffes med fængsel i 4 måneder.
Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter forløbet af en prøvetid på 1 år fra endelig dom at regne og på betingelse af, at tiltalte i nævnte tidsrum ikke begår strafbart forhold, at han inden for en længstetid på 8 måneder, ligeledes fra endelig dom, udfører ulønnet samfundstjeneste i 80 timer, samt at han i tidsrummet for arbejdspligtens opfyldelse undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen.
Tiltalte, T2, straffes med fængsel i 3 måneder.
Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter forløbet af en prøvetid på 1 år fra endelig dom at regne og på betingelse af, at tiltalte i nævnte tidsrum ikke begår strafbart forhold, at han inden for en længstetid på 6 måneder, ligeledes fra endelig dom, udfører ulønnet samfundstjeneste i 60 timer, samt at han i tidsrummet for arbejdspligtens opfyldelse undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen.
Inden 14 dage betaler de tiltalte in solidum til F, (…), 1.550 kr. med tillæg af procesrente fra den 13. november 2014 til betaling sker.
Tiltalte betaler de dem vedrørende sagsomkostninger, dog således, at de hver især afholder salæret til deres beskikkede forsvarer.