Gå til sidens indhold

Føroya Rættur

07 jan. 2015

Føroya Rættur

Avsagdur tann 6. januar 2015

Avsagdur dómur við Føroya Rætt 6. januar 2015

D O M

afsagt den 6. januar 2015

Rettens nr. (…)

Politiets nr. (…)

Anklagemyndigheden

mod

T
født den (…) 1994

boende (…)

Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 31. juli 2014.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.

færdselslovens § 16, stk. 1, § 23, stk. 1, § 26, stk. 1 , § 29, stk. 1 – spirituskørsel - ved søndag den 13. oktober 2013 i tidsrummet op til ca. kl. 02.19 i Tórshavn kommune at have ført personbil JV271 ad offentlige gader og veje fra (…) til Skálatrøð efter at have indtaget spiritus, eller ved indenfor et tidsrum på 6 timer efter kørslens afslutning at have indtaget spiritus, i et sådant omfang at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,20 promille, hvilket i forbindelse med manglende agtpågivenhed bevirkede, at tiltalte på Støðlagøta påkørte en brandhane på fortovet for derefter at forlade uheldsstedet uden at anmelde uheldet til politiet.

2.

færdselslovens § 30, stk. 1 og stk. 2, nr. 1 og 3 og straffelovens § 252 - ved under den i forhold 1 beskrevne kørsel umiddelbart før ca. kl. 02.19 af grov kådhed eller på lignende hensynsløs måde i krydset Grím Kambansgøta/Bøgøta, som befinder sig et tættere bebygget område i Tórshavn, at have fremkaldt nærliggende fare for nogens liv eller førlighed samt for gods, idet tiltalte førte personbil JV271 ad Grím Kambansgøta med en efter forholdene for høj fart i bebygget område og svingede til højre ad Bøgøta, hvor fodgængeren F, som var i færd med at krydse vejen ud for Smiðjan í Litluvík, alene undgik at blive påkørt ved at springe til side, idet tiltalte hverken bremsede køretøjet eller ændrede kørselsretning, men forsatte ligeud for derefter at måtte zig-zag udenfor beværtningen Glitnir, hvor der befandt sig flere personer, herunder på kørebanen, for at undgå påkørsel af en parkeret bil, hvorefter tiltalte forsatte sin kørsel til Skálatrøð.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.

Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, dog ikke knallert, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 59 og § 59a, stk. 2, nr. 1.

Tiltalte har erkendt sig skyldig i spirituskørsel men har i øvrigt ikke kunnet tage stilling til tiltalen, idet han ikke husker forløbet nærmere.

Der er afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne V1, V2, F, V3 og politiassistent V4.

 

Forklaringerne er lydoptaget. Forklaringerne gengives ikke i dommen.

Der blev den 13. oktober 2013 kl. 02.50 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven blev der fundet en mindsteværdi på 2,37 promille alkohol.

Der er fremlagt fotomapper og oversigtskort.

Kriminalforsorgen har foretaget en undersøgelse af tiltaltes personlige forhold.

Tiltaltes kørekort har været inddraget af politiet siden den 13. oktober 2013.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Rettens bemærkninger:

Efter de afgivne forklaringer sammenholdt med oplysningerne om skaderne på tiltaltes bil og på den påkørte brandhane samt oplysningerne om politiets fund i øvrigt finder retten, at det er bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Retten lægger efter F’s vidneforklaring til grund, at tiltalte efter at være kommet ind på Bøgøta med en ikke ubetydelig hastighed og uden at bremse eller ændre kørselsretning kørte direkte mod F, der måtte springe til side for at undgå at blive påkørt. Ved sin kørsel fremkaldte tiltalte således nærliggende fare for F’s liv eller førlighed, hvilket under de nævnte omstændigheder må have stået tiltalte klart.

Efter de foreliggende oplysninger er det ikke fuldt tilstrækkeligt godtgjort, at tiltalte også under den fortsatte kørsel har fremkaldt nærliggende fare for nogens liv og førlighed.

Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage og en bøde på 3.000 kr., jf. færdselslovens § 58, stk. 1, jf. § 16, stk. 1, § 58, stk. 4, jf. § 26, stk. 1, og § 58a, stk. 1, jf. § 23, stk. 1, § 29, stk. 1, § 30, stk. 1 og stk. 2, nr. 1 og 3, samt straffelovens § 252.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 6 dage.

Det er ved frihedsstraffens fastsættelse tillagt betydning i skærpende retning, at tiltalte er fundet skyldig i spirituskørsel og ved samme kørsel forsætligt har kørt på en hensynsløs måde og fremkaldt fare for personskade.

Af de samme grunde og i lighed med de situationer, hvor spirituskørsel er begået i forbindelse med overtrædelse af straffelovens § 241 eller § 249, udmåles straffen som en ubetinget fængselsstraf.

Tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, i 3 år og 6 måneder fra den 13. oktober 2013, jf. færdselslovens § 59, jf. § 59b, samt § 59a, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 2, nr. 1.


Thi kendes for ret:

Tiltalte, T, straffes med fængsel i 60 dage og en bøde på 3.000 kr.

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 6 dage.

Tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, dog ikke knallert, i 3 år og 6 måneder fra den 13. oktober 2013.

Tiltalte betaler sagens omkostninger.