08 mar. 2017
Føroya Rættur
Avsagdur tann 8. marts 2017.
Bøde på kr. 300.000 til Sp/f og betinget fængsel i 6 måneder til selskabets direktør og indehaver for dokumentfalsk og unddragelse af registreringsafgift
D O M
afsagt den 8. marts 2017.
Rettens nr. (…)
Politiets nr. (…)
Anklagemyndigheden
mod
T
født den (…)
boende (…)
og
Sp/f T2 (reg.nr. …….)
(…)
Sagens baggrund og parternes påstande
Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 22. juni 2016.
T og Sp/f T2 er tiltalt for overtrædelse af
straffelovens § 171, dokumentfalsk, samt løgtingslóg um avgjøld við skráseting av motorakførum § 28, stk. 1, nr. 1 og stk. 2-4, jf. § 22, til dels jf. straffelovens § 21 - ved i perioden fra januar 2014 til april 2015 i følgende tilfælde forsætligt at have udfærdiget falske fakturaer med angivelse af en for lav værdi for biler købt i udlandet og importeret til Færøerne med henblik på videresalg, og efterfølgende for at skuffe i retsforhold at have gjort brug af de falske fakturaer overfor Akstovan, Hoyvíksvegur 57, Tórshavn, som dokumentation for bilernes nyværdi i forbindelse med registrering af bilerne, hvorved han har unddraget den færøske landskasse et samlet afgiftsbeløb svarende til ca. 760.498 kr.:
- a)
ved den 22. januar 2014 overfor Akstovan at have gjort brug af en falsk faktura dateret den 13. oktober 2013 i forbindelse med registrering af personbil Volvo XC6O, reg.nr. (…), med en angivet nyværdi på 28.190 EUR (svarende til 210.297 kr.), uagtet at bilens reelle nyværdi var 37.095,63 EUR (svarende til 276.362 kr.), hvorved registreringsafgiften blev fastsat for lavt, således at landskassen blev unddraget 29.729 kr.
- b)
ved den 5. marts 2014 overfor Akstovan at have gjort brug af en falsk faktura dateret den 13. februar 2014 i forbindelse med registrering af personbil Volvo XC6O, reg.nr. (…), med en angivet ny værdi på 28.890 EUR (svarende til 215.519 kr.), uagtet at bilens reelle nyværdi var 36.614,37 EUR (svarende til 272.777 kr.), hvorved registreringsafgiften blev fastsat for lavt, således at landskassen blev unddraget 34.354 kr.
- c)
ved den 5. marts 2014 overfor Akstovan at have gjort brug af en falsk faktura dateret den 11. februar 2014 i forbindelse med registrering af personbil Ford Ranger, reg.nr. (…), med en angivet nyværdi på 21.610 EUR (svarende til 161.211 kr.), uagtet at bilens reelle nyværdi var 33.462,20 EUR (svarende til 249.293 kr.), hvorved registreringsafgiften blev fastsat for lavt, således at landskassen blev unddraget 66.061 kr.
- d)
ved den 8. april 2014 overfor Akstovan at have gjort brug af en falsk faktura dateret den 15. marts 2014 i forbindelse med registrering af personbil BMW GT 5B, reg.nr. (…), med en angivet nyværdi på 27.250 EUR (svarende til 203.285 kr.), uagtet at bilens reelle nyværdi (listepris) var 490.882 kr., hvorved registreringsafgiften blev fastsat for lavt, således at landskassen blev unddraget 131.338 kr.
- e)
ved den 18. juni 2014 overfor Akstovan at have gjort brug af en falsk faktura dateret den 4. juni 2014 i forbindelse med registrering af personbil BMW X70, reg.nr. (…), med en angivet nyværdi på 27.250 EUR (svarende til 203.285 kr.), uagtet at bilens reelle nyværdi (listepris) var 482.449 kr., hvorved registreringsafgiften blev fastsat for lavt, således at landskassen blev unddraget 100.140 kr.
- f)
ved den 18. juli 2014 overfor Akstovan at have gjort brug af en falsk faktura dateret den 20. juni 2014 i forbindelse med registrering af personbil VW Caravelle, reg.nr. (…), med en angivet nyværdi på 24.840 EUR (svarende til 185.058 kr.), uagtet at bilens reelle nyværdi (listepris) var 243.745 kr., hvorved registreringsafgiften blev fastsat for lavt, således at landskassen blev unddraget 30.810 kr.
- g)
ved den 18. juli 2014 overfor Akstovan at have gjort brug af en falsk faktura dateret den 4. juli 2014 i forbindelse med registrering af personbil VW Passat, reg.nr. (…), med en angivet nyværdi på 18.920 EUR (svarende til 141.178 kr.), uagtet at bilens reelle nyværdi (listepris) var 155.717 kr., hvorved registreringsafgiften blev fastsat for lavt, således at landskassen blev unddraget 4.361 kr.
- h)
ved den 25. juli 2014 overfor Akstovan at have gjort brug af en falsk faktura dateret den 18. juni 2014 i forbindelse med registrering af personbil Volvo S60, reg.nr. (…), med en angivet ny værdi på 18.790 EUR (svarende til 139.986 kr.), uagtet at bilens reelle nyværdi var 30.139 EUR (svarende til 224.540 kr.), hvorved registreringsafgiften blev fastsat for lavt, således at landskassen blev unddraget 44.391 kr.
- i)
ved den 1. august 2014 overfor Akstovan at have gjort brug af en falsk faktura dateret den 15. maj 2014 i forbindelse med registrering af personbil VW Golf, reg.nr. (…), med en angivet nyværdi på 14.100 EUR (svarende til 105.045 kr.), uagtet at bilens reelle nyværdi (listepris) var 179.864 kr., hvorved registreringsafgiften blev fastsat for lavt, således at landskassen blev unddraget 33.255 kr.
- j)
ved den 16. oktober 2014 overfor Akstovan at have gjort brug af en falsk faktura dateret den 6. oktober 2014 i forbindelse med registrering af personbil BMW 330 3K, reg.nr. (…), med en angivet nyværdi på 23.150 EUR (svarende til 172.375 kr.), uagtet at bilens reelle nyværdi (listepris) var 329.477 kr., hvorved registreringsafgiften blev fastsat for lavt, således at landskassen blev unddraget 74.058 kr.
- k)
ved den 26. november 2014 overfor Akstovan at have gjort brug af en falsk faktura dateret den 19. november 2014 i forbindelse med registrering af personbil BMW 5S X1, reg.nr. (…), med en angivet nyværdi på 17.850 EUR (svarende til 132.813 kr.), uagtet at bilens reelle nyværdi (listepris) var 243.076 kr., hvorved registreringsafgiften blev fastsat for lavt, således at landskassen blev unddraget 56.859 kr.
- l)
ved den 17. december 2014 overfor Akstovan at have gjort brug af en falsk faktura dateret den 10. december 2014 i forbindelse med registrering af personbil VW Passat, reg.nr. (…), med en angivet nyværdi på 20.200 EUR (svarende til 150.490 kr.), uagtet at bilens reelle nyværdi (listepris) var 209.358 kr., hvorved registreringsafgiften blev fastsat for lavt, således at landskassen blev unddraget 30.906 kr.
- m)
ved den 9. januar 2015 overfor Akstovan at have gjort brug af en falsk faktura dateret den 22. december 2014 i forbindelse med registrering af personbil Audi A6, reg.nr. (…), med en angivet nyværdi på 25.650 EUR (svarende til 191.093 kr.), uagtet at bilens reelle nyværdi (listepris) var 362.461 kr., hvorved registreringsafgiften blev fastsat for lavt, således at landskassen blev unddraget115.673 kr.
- n)
ved den 9. januar 2015 overfor Akstovan at have gjort brug af en falsk faktura dateret den 22. december 2014 i forbindelse med registrering af personbil BMW X1, reg.nr. (…), med en angivet nyværdi på 17.450 EUR (svarende til 130.003 kr.), uagtet at bilens reelle nyværdi (listepris) var 191.168 kr., hvorved registreringsafgiften blev fastsat for lavt, således at landskassen blev unddraget 8.563 kr.
- o)
ved den 2. marts 2015 overfor Akstovan at have gjort brug af en falsk faktura dateret den 27. januar 2015 i forbindelse med registrering af personbil VW Golf, reg.nr. (…), med en angivet nyværdi på 15.150 EUR (svarende til 113.019 kr.), uagtet at bilens reelle nyværdi (listepris) var 123.475 kr., med henblik på at Akstovan skulle fastsætte registreringsafgiften for lavt, hvilket mislykkedes, idet Akstovan ikke ville godkende værdifastsættelsen.
- p)
ved den 20. marts 2015 overfor Akstovan at have gjort brug af en falsk faktura dateret den 9. marts 2015 i forbindelse med registrering af personbil Volvo S60, reg.nr. (…), med en angivet nyværdi på 21.075 EUR (svarende til 157.009 kr.), uagtet at bilens reelle nyværdi var 177.523 kr., med henblik på at Akstovan skulle fastsætte registreringsafgiften for lavt, hvilket mislykkedes, idet Akstovan ikke ville godkende værdifastsættelsen.
- q)
ved den 1. april 2015 overfor Akstovan at have gjort brug af en falsk faktura dateret den 24. marts 2015 i forbindelse med registrering af personbil Ford Transit, reg.nr. (…), med en angivet nyværdi på 15.425 EUR (svarende til 114.916 kr.), uagtet at bilens reelle nyværdi (listepris) var 178.770 kr., med henblik på at Akstovan skulle fastsætteregistreringsafgiften for lavt, hvilket mislykkedes, idet Akstovan ikke ville godkende værdifastsættelsen.
- r)
ved den 27. april 2015 overfor Akstovan at have gjort brug af en falsk faktura dateret den 13. april 2015 i forbindelse med registrering af personbil Volvo XC 60, reg.nr. (…), med en angivet nyværdi på 29.915 EUR (svarende til 222.866,75 kr.).
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte T straffes med fængsel i 6 måneder, og at tiltalte Sp/f T2 straffes med en bøde på 350.000 kr.
Der er endvidere nedlagt påstand om konfiskation af 1 stk. bærbar computer af mrk. Fujitsu (koster nr. 100), ligesom anklagemyndigheden på vegne af Akstovan har nedlagt påstand om erstatning på 760.498 kr.
De tiltalte har erkendt at have udfærdiget og anvendt falske dokumenter i det i anklageskriftet angivne omfang men har i øvrigt nægtet sig skyldig i tiltalen, idet de tiltalte har bestridt rigtigheden af Akstovans opgørelse af den skyldige registreringsafgift.
De tiltalte har ikke modsat sig, at der sker konfiskation af computeren.
De tiltalte har påstået frifindelse for erstatningspåstanden.
Oplysningerne i sagen
Der er afgivet forklaringer af tiltalte T og af vidnet Jákup Jacobsen.
Forklaringerne er lydoptaget. Forklaringerne gengives ikke i dommen.
For hver af de omhandlede biler er der fremlagt dokumentation for bilernes afgiftspligtige værdi, som Akstovan har tilvejebragt. For Volvo og Ford bilerne foreligger dokumentationen i form af fabriksfakturaer for de pågældende biler. For de øvrige biler (BMW, Audi og VW) foreligger der dokumentation i form af erklæringer fra de færøske bilforhandlere af de pågældende bilmærker om bilernes listepriser i Danmark.
Der er endvidere for hver bil fremlagt afgiftsberegninger foretaget af Akstovan dels på grundlag af tiltaltes falske dokumenter og dels på grundlag af den af Akstovan tilvejebragte dokumentation for den afgiftspligtige værdi.
Tiltalte har under hovedforhandlingen til forhold d) fremlagt kopi af en prisliste for en BMW 5e GT samt kopi af en "Fahrzeugrechnung" fra Procar Automobile vedrørende den under forhold e) nævnte BMW bil.
Kriminalforsorgen har foretaget en undersøgelse af tiltaltes personlige forhold.
Retsgrundlaget
Lagtingslov nr. 33 af 19. maj 2008 om afgift ved registrering af motorkøretøjer indeholder blandt andet følgende bestemmelser (dansk oversættelse):
"§ 2. For registreringspligtigt køretøj, jf. § 1, fastsættes der en registreringsafgift som er en værdiafgift.
Stk 2. Den afgiftspligtige værdi er CIF–værdien af motorkøretøjet med alt det udstyr, motorkøretøjet har, når det står i færøsk havn.
Stk. 3. Værdiafgiften betales til landskassen, når motorkøretøjet bliver registreret.
Stk. 4. For indført nyt motorkøretøj, der har været på lager her i landet i mere end et år, bliver værdiafgiften nedsat med 10 % for hvert påbegyndt år, dog aldrig mere end 30 %.
(...)
- 6. For motorkøretøj, der har været endeligt registreret i udlandet i mindre end fem år, bliver den afgiftspligtige værdi nedskrevet 10 % årligt af den oprindelige værdi af motorkøretøjet, da det var splinternyt.
Stk. 2. For motorkøretøj, der har været endeligt registreret i udlandet i 5 år eller længere, er den afgiftspligtige værdi 50 % af den oprindelige værdi af motorkøretøjet, da det var splinternyt.
(...)
- 22. Den, der lader motorkøretøjet registrere (bilforhandler, importør eller ejer), har pligt til at give Akstovan dokumenter og oplysninger, der er nødvendige for at få motorkøretøjet registreret.
(...)
- 28. Med bøde straffes den, som med vilje eller groft uagtsomt:
1) giver forkerte eller vildledende oplysninger eller tilbageholder oplysninger til brug for Akstovans afgiftkontrol.
(...)
Stk. 3. Den, der begår en af de nævnte overtrædelser med vilje for at undgå at betale til landskassen, straffes med bøde, hæfte eller fængsel op til 2 år.
Stk. 4. Selskaber m.v. (juridiske personer) er undergivet straf-ansvar efter reglerne i kapitel 5 i straffeloven.
(...)
Lovforarbejderne (lagtingssag nr. 155/2007: forslag til lagtingslov om afgift ved registrering af motorkøretøjer) indeholder blandt andet følgende bemærkninger (dansk oversættelse):
"Til § 2
Det bestemmes, at for registreringspligtigt motorkøretøj fastsættes der en registreringsafgift, som er en værdiafgift. Den afgiftspligtige værdi af et motorkøretøj er den toldpligtige værdi ved indførsel til landet (CIF-værdien), med alt det udstyr køretøjet har, når det står i færøsk havn.
(...)
Til § 6
I denne paragraf bestemmes det, hvordan afgiften beregnes, når et brugt motorkøretøj indføres i landet og registreres. Grundlaget for at beregne afgiften på det indførte motorkøretøj er værdien af vedkommende køretøj, inklusiv alt udstyr, som det havde, da det kom splinternyt fra fabrikken, eller med andre ord, den CIF–værdi, som motorkøretøjet havde haft, hvis det i sin tid var kommet splinternyt fra fabrikken over færøsk kajkant.
(...)
Til § 22
For at gøre administrationen lettere og ekspeditionen klarere bestemmes det, at det altid er den, der lader motorkøretøjet registrere, som har pligt til at fremskaffe Akstovan alle nødvendige dokumenter og oplysninger, der skal til for at få motorkøretøjet registreret med nummerplader."
Ved lagtingslov nr. 57 af 18. maj 2015 fik § 22 følgende ordlyd (dansk oversættelse):
"§ 22. Den, der lader motorkøretøjet registrere, bilforhandler, importør eller ejer, har pligt til at give Akstovan dokumenter og oplysninger, der er nødvendige for at få motorkøretøjet registreret.
Stk. 2. Akstovan kan i særlige tilfælde foretage en vurdering af den oprindelige værdi.
Stk. 3. Akstovan kan mod betaling fremskaffe dokumentation i overensstemmelse med stk. 1. Betalingen er 3000 kr.
Stk. 4. Landsstyremanden kan i kundgørelse fastsætte nærmere bestemmelser for dokumenterne og oplysningerne i stk. 1, der dokumenterer den oprindelige værdi efter § 2 og § 6."
Ændringen trådte i kraft den 18. maj 2015.
Om ændringen af § 22 hedder det i lagtingssag nr. 96/2014: forslag til lagtingslov om ændring i lagtingslov om afgift ved registrering af motorkøretøjer (dansk oversættelse):
"Der viser sig ofte at være problemer med dokumentation, når motorkøretøjer skal registreres. Dette er særligt gældende, når der er tale om køretøjer, der tidligere har været registreret i udlandet, og som nu skal registreres på Færøerne. For at skabe bedre kontrolmulighed for Ak-stovan i forbindelse med registrering af motorkøretøjer, bliver der nu givet hjemmel til landsstyremanden i finansanliggender til i kundgørelse at fastsætte nærmere regler for dokumenterne. Hvis det i enkelte tilfælde slet ikke lykkes at tilvejebringe de nødvendige dokumenter, bestemmes det, at Akstovan i særlige tilfælde kan foretage en vurdering af den oprindelige værdi."
Kundgørelse nr. 112 af 9. oktober 2015 om dokumenter og oplysninger, der dokumenterer den oprindelige værdi på importerede, brugte motorkøretøjer, indeholder blandt andet følgende bestemmelser (dansk oversættelse):
"§ 1. Bilforhandler, importør eller ejer har pligt til at fremskaffe Akstovan dokumentation for den oprindelige værdi af motorkøretøjet på stelnummer med oprindelig faktura eller lignende erklæring fra producent.
- 2. Kan bilforhandler, importør eller ejer ikke fremskaffe Akstovan den oprindelige værdi fra producenten, skal den oprindelige værdi i stedet for opgøres på grundlag af listepris uden afgift, med alt ekstraudstyr fra en af producenten godkendt repræsentant.
- 3. Godkendt repræsentant efter § 2, er salgsrepræsentant, der har aftale med producenten eller hovedrepræsentanten af vedkommende mærke, eller godkendt serviceværksted, der har garantipligt og servicepligt for vedkommende mærke over for producenten eller en af producenten godkendt hovedrepræsentant."
Rettens begrundelse og afgørelse
Tiltalte T har erkendt, at han på vegne af sit anpartsselskab har udfærdiget og afleveret falske dokumenter om bilernes værdi.
De tiltalte har derved overtrådt straffelovens § 171 og § 28, stk. 1, nr. 1, i lagtingslov om afgift ved registrering af motorkøretøjer.
For så vidt angår størrelsen af det beløb, som de tiltalte derved har unddraget landskassen, lægger retten til grund, at registreringsafgiften skal beregnes på grundlag af den "CIF–værdi, som motorkøretøjet havde haft, hvis det i sin tid var kommet splinternyt fra fabrikken over færøsk kajkant".
Retten finder, at det følger heraf, at der efter § 6 i lagtingslov om afgift ved registrering af motorkøretøjer ikke skal indgå anden avance i afgiftsgrundlaget end bilproducentens eventuelle fortjeneste.
Det fremgår af de værdiopgørelser, der er fremskaffet af Akstovan, at den afgiftspligtige værdi for bilerne bortset fra Volvo og Ford bilerne er opgjort til listepriser, hvilket indebærer, at der indgår en forhandleravance i afgiftsgrundlaget. Der foreligger ingen alternativ opgørelse fra Akstovan eller anklagemyndigheden uden denne forhandleravance.
Under hensyn til de i sagen foreliggende oplysninger om størrelsen af forhandleravancen i Danmark finder retten, at der er holdepunkter for at fastslå, at denne ikke i noget tilfælde ville have udgjort mere end ca. 10 % af listeprisen. På grundlag af en korrigeret beregning af værdiafgiften for den dyreste af bilerne under pkt. d) med en nedsættelse af værdigrundlaget med 10 % for forhandleravance, finder retten endvidere, at der er holdepunkt for at fastslå, at en nedsættelse af værdigrundlaget med 10 % af listeprisen i intet af de omhandlede tilfælde ville medføre en nedsættelse af afgiften på mere end ca. 20.000 kr. pr. bil.
Retten finder på den baggrund, at det, for så vidt angår BMW, VW og Audi bilerne, er forsvarligt at foretage en skønsmæssig fastsættelse af de unddragne afgiftsbeløb, således at disse hver nedsættes med 20.000 kr. bortset fra bilerne under pkt. g) og n), hvor den unddragne afgift af Akstovan er opgjort til mindre end 20.000 kr., og hvor der således skal ske frifindelse.
Det unddragne afgiftsbeløb findes herefter skønsmæssigt at kunne opgøres til 587.574 kr. Der er tale om et meget forsigtigt skøn til fordel for tiltalte.
Retten finder i øvrigt ikke anledning til at tilsidesætte de oplysninger om bilernes værdi, som er indhentet fra færøske bilforhandlere. Den omstændighed, at der i et vist omfang er tale om konkurrenter til tiltalte, kan ikke føre til andet resultat.
De tiltalte, hvem pligten dertil påhviler efter § 22 i lagtingslov om afgift ved registrering af motorkøretøjer, har ikke selv fremlagt dokumentation for bilernes oprindelige værdi i form af fabriksfakturaer, og de tiltalte må på den baggrund også bære risikoen for eventuel prisforskel mellem Danmark og Tyskland. Den vedrørende pkt. e) fremlagte "Fahrzeugrechnung " kan i den sammenhæng ikke føre til andet resultat. Denne ses ikke at hidrøre fra producenten og omfatter i øvrigt et afslag ("Nachlass") i prisen på 15.000,05 EUR.
Retten finder, at der er grundlag for at fastslå, at tiltalte T har indset, at værdioplysningerne i de falske dokumenter ikke svarede til bilernes faktiske værdi. Når henses til, at bilernes værdier kun med få undtagelser er angivet for lavt i de falske dokumenter, finder retten endvidere, at det er ubetænkeligt at anse det for godtgjort, at der er handlet med det fornødne forsæt til at unddrage landskassen registreringsafgift.
Henset til, at tiltalte T har handlet som direktør og eneindehaver af anpartsselskabet, er der grundlag for at gøre strafansvar gældende både over for tiltalte T personlig og over for hans anpartsselskab.
Straffen for tiltalte Sp/f T2 fastsættes til 12 dagbøder á 25.000 kr., jf. straffelovens § 171 og lagtingslov om afgift ved registrering af motorkøretøjer § 28, stk. 1, nr. 1, og stk. 3, jf. stk. 4, jf. § 22, jf. til dels straffelovens § 21.
Straffen for tiltalte T fastsættes til fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens § 171 og lagtingslov om afgift ved registrering af motorkøretøjer § 28, stk. 1, nr. 1, og stk. 3, jf. § 22, jf. til dels straffelovens § 21.
Straffen for tiltalte T skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 2.
Tiltalte T skal herunder udføre samfundstjeneste i 120 timer, jf. straffelovens § 62.
Ved straffens udmåling er der taget hensyn til, at der er tale om gentagne og systematiske lovovertrædelser, hvorved der er unddraget landskassen store beløb. Bøden er fastsat således, at den svarer til halvdelen af det unddragne beløb.
Da tiltalte T har særdeles gode personlige forhold og ikke tidligere er straffet, er det forsvarligt at gøre fængselsstraffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.
Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1.
Erstatningspåstanden tages ikke under påkendelse og henvises til civilt søgsmål, jf. retsplejelovens § 992.
Thi kendes for ret:
Tiltalte, Sp/f T2, straffes med 12 dagbøder á 25.000 kr.
Tiltalte, T, straffes med fængsel i 6 måneder.
Straffen for tiltalte, T, skal ikke fuldbyrdes, hvis han overholder følgende betingelser:
1) Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 2 år fra endelig dom.
2) Tiltalte skal inden for en længstetid på 8 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 120 timer
3) Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.
Hos de tiltalte konfiskeres 1 stk. bærbar computer af mrk. Fujitsu.
De tiltalte betaler sagens omkostninger.