Gå til sidens indhold

Føroya Rættur

05 sep. 2017

Føroya Rættur

Avsagdur tann 5. septembur 2017

Frifundet for ildspåsættelse

D O M

 

afsagt den 5. september 2017.

 

Rettens nr. 1-344/2017

Politiets nr. 5600-71121-00002-16

 

Anklagemyndigheden

mod

T1

 

og

 

T2

 

 

Sagens baggrund og parternes påstande.

 

Anklageskrift og tillægsanklageskrift I fra Landfogeden på Færøerne er modtaget henholdsvis den 23. maj 2017 og 25. august 2017.

 

T1 og T2 er tiltalt for overtrædelse af

 

Forhold 1

 

straffelovens § 181, stk. 1 - ildspåsættelse ved den 20. juli 2016 ca. kl. 22.55 i Tórshavn, i forening, at have forvoldt ildebrand på AA-húsið, beliggende Tinghúsvegur 37, idet de tiltalte satte ild på brandbare materialer to steder inde i huset, hvorved der skete skade for ca. 1.684.833 millioner kroner.

 

Forhold 2

 

T2

lagtingslov om våben mv. som senest ændret ved lagtingslov nr. 81 fra 22. maj 2015, § 1, stk. 1, nr. 4, jf. straffelovens § 21 - ved  forud for den 26. maj 2017 uden politiets tilladelse at have forsøgt at indføre en enhåndsbetjent foldekniv med funktion som en springkniv af mærket Browning fra Kina via postforsendelse til adressen ---, hvilket mislykkedes, idet TAKS standsede forsendelsen.

 

Forhold 3

 

T1

straffelovens § 245, jf. § 247 - vold af særlig farlig, rå eller brutal karakter - ved den 31. maj 2017 ca. kl. 20.15 på adressen --- i Tórshavn at have kastet en sten i hovedet på ---, hvorved --- mistede bevidstheden, hvorefter tiltalte nikkede --- en skalle og slog --- i ansigtet med en flad hånd, mens --- var bevidstløs og lå på ryggen.

 

Forhold 4

 

T1

straffelovens § 244, jf. § 247 - vold i gentagelsestilfælde - ved den 31. maj 2017 ca. kl. 20.15 på adressen --- i Tórshavn at have slået --- i ansigtet med flad hånd.

 

Forhold 5

 

T1

straffelovens § 123 - vold og trussel mod vidne - ved den 31. maj 2017 i forbindelse med det i forhold III og IV beskrevne at have udøvet vold og truet --- i anledning af dennes forklaring til politiet, ved at have slået --- i ansigtet med flad hånd og udtalt, at hvis --- ringede til politiet, ville tiltalte sende 5 mand efter ham eller lignende, hvilket var egnet til hos --- at fremkalde alvorlig frygt for dennes liv eller helbred.

 

Forhold 6

 

T1

straffelovens § 291, stk. 2 og våbenlovens § 1, stk. 3, jf. stk. 2, nr. 2 - hærværk i gentagelsestilfælde og fremstilling af bombe - ved den 11. august 2017 ca. kl. 07.00 på Bryggjan 5 i Vágur i forening med ---, hvis sag er udskilt til særskilt behandling - og som tidligere straffet for hærværk - uden landsstyrets tilladelse at have fremstillet en hjemmelavet bombe og derefter have placeret og sprængt bomben på --- bil, hvorved der skete skade for et endnu ukendt beløb.

 

 

Rettens begrundelse og afgørelse:

 

Vedrørende sagens forhold 1:

 

Det fremgår af den kriminaltekniske erklæring, at branden efter al sandsynlighed er opstået to steder ved antændelse af brændbart materiale med åben flamme. Det fremgår videre, at resultatet er analytisk fastlagt, og at denne konklusion anvendes hvor alt taler for, men der ikke kan findes fuldt tilstrækkeligt grundlag til en direkte påvisning. Politiassistent --- har forklaret, at der ved gerningsstedsundersøgelsen blev observeret et åbentstående vindue, og at der nedenfor vinduet blev fundet en mindre kuffert. Vidnet --- har forklaret, at det er normal procedure, at der aflåses efter møderne, og at kufferten normalt står på en lille rapos i køkkenet, hvor den også stod, sidst hun så den. Vidnet --- har forklaret, at han kort forinden observation af branden, hørte glas blive knust. Efter den kriminaltekniske erklæring, sammenholdt med de øvrige oplysninger til sagen, er det rettens opfattelse, at der er tilstrækkelige holdepunkter for at antage, at branden er påsat, hvorfor dette lægges til grund.

Efter bevisførelsen lægges det endvidere til grund, at der kort før branden den 20. juli 2016 om aftenen, var en episode på Mimir, hvor der var uoverensstemmelse mellem de to tiltalte, hvorfor de forlod Mimir.

Tiltalte T1 har forklaret, at han ikke husker, om han forlod Mimir sammen med tiltalte T2, eller hvilken vej de i givet fald gik, men mener, at han nok var gået forbi hos ---, hvilket dog ikke kan bekræftes af denne. Derefter gik han over til broderen---, som bor på ---. Tiltalte T2 har forklaret, at han mener, han var sammen med T1 på Mimer, hvor han blev smidt ud. Han husker ikke, om han forlod Mimir alene. Tiltalte gik herefter over til --- i ---. Tiltalte husker ikke, om han var hos --- hele aftenen, men husker, at han tog i døren hos ---, men ikke hvilket tidspunkt på aftenen det var.

Ud fra vidnet ---, kan det lægges til grund, at de tiltalte kom gående over krydset Niels Finsensgøta lidt efter kl. 22:30, med retning ligeud mod  Sjónleikarhuset. Ca. kl. 22:50 så vidnet --- to ifølge vidnet mistænkelige mænd komme løbende ved Sjonleikurhusið, og kort efter konstaterer hun brand i AA-huset.

Af den kriminaltekniske erklæring fremgår det, at der på gerningsstedet findes spor af DNA, henholdsvis ved blodplet på en skovl i det til AA-huset tilhørende skur, samt på og i en mappe i den før omtalte kuffert, som angiver at der er større sandsynlighed end 1 til 1.000.000 for at sporet stammer fra tiltalte T1, end fra en tilfældig anden person. Efter forklaringen fra tiltalte T1 må det dog ubestridt lægges til grund, at tiltalte ofte har gået til AA-møder og det kan ud fra forklaringen ikke afvises, at tiltalte muligvis kort forinden har været til møde i AA-huset.

Retten finder, uanset den tidsmæssige sammenhæng mellem de tiltaltes færden i området, ikke andet i sagen end DNA-analysen, der knytter tiltalte T1 direkte til gerningsstedet. Ud fra oplysningerne i sagen kan det ikke afvises, at denne tiltaltes DNA kan være afsat i forbindelse med møde i AA-huset. Retten finder herefter, at der er en sådan rimelig tvivl om, hvorvidt de tiltalte er skyldige i den til forhold 1 rejste tiltale, hvorfor de tiltalte vil være at frifinde herfor.  

 

Vedrørende sagens forhold 2:

 

På grundlag af politiassistent --- demonstration af foldekniven, kan det lægges til grund, at knivbladet åbnes af en fjeder, og at åbningsfunktionen aktiveres ved at påvirke en tap på knivens overside.

 

Det forhold, at kniven kan åbnes med en hånd på kort tid, sammenholdt med fjederaktiveringen, finder retten, at kniven har en sådan betydelig funktionsmæssig lighed med en springkniv, at kniven er omfattet af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 4, og tiltalte T2 findes derfor skyldig i overtrædelse af våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 4, jf. straffelovens § 21, ved at have forsøgt at indføre en enhåndsbetjent foldekniv med funktion som en springkniv.

 

Vedrørende sagens forhold 3: 

 

Anklagemyndigheden har nedlagt endelig påstand om, at tiltalte T1 straffes for vold jf. straffelovens § 244, ved at have påført forurettede --- én skalle og ét slag med flad hånd.

 

Ud fra forklaringen fra forurettede ---, der fremstod usammenhængende og præget af manglende hukommelse, sammenholdt med forklaringerne fra vidnerne ---, --- og ---, der ligeledes fremstod usammenhængende og modstridende, finder retten, at der ikke er ført det til domfældelse fornødne bevis for, at tiltalte har påført --- én skalle og ét slag med flad hånd. Retten har lagt vægt på, at ingen af vidnerne ser tiltalte skalle ---. --- har alene forklaret, at det så ud som om tiltalte skallede forurettede, og vidnet --- har alene forklaret, at tiltalte, samtidig med at tiltalte forlod stedet, daskede til forurettede. Tiltalte vil derfor være at frifinde for overtrædelse af straffelovens § 244.

 

Vedrørende sagens forhold 4 og 6: 

 

I overensstemmelse med anklagemyndighedens endelige påstand til sagens forhold 4 og 6, frifindes tiltalte T1 for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, samt straffelovens § 291, stk. 2 og våbenlovens § 1, stk. 3, jf. stk. 2, nr. 2.

 

Vedrørende sagens forhold 5:

 

Efter den forklaring, der er afgivet af vidnet ---, finder retten det bevist, at tiltalte T1 har udtalt sig som beskrevet i anklageskriftet. Dog findes det ikke med den til domfældelse fornødne sikkerhed bevist, at tiltalte har slået --- i ansigtet med flad hånd, hvorfor tiltalte, i overensstemmelse med anklagemyndighedens endelige påstand, frifindes for denne del af tiltalen. Straffen fastsættes efter straffelovens § 123. 

 

Straffen for tiltalte T1 findes passende at kunne fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. straffelovens § 123.

 

Retten har ved straffens udmåling lagt vægt på, at bestemmelsen er givet med henblik på at give vidner en stærkere strafferetlig beskyttelse, samt at der er tiltænkt en skærpelse af straffen for trusler mod vidner mv.

 

Straffen for tiltalte T2 fastsættes til en bøde på 1000 kr, jf. våbenlovens § 1, stk. 1, nr. 4, jf. straffelovens § 21.

 

Forvandlingsstraffen herfor er fængsel i 6 dage.

 

I overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand konfiskeres hos tiltalte T2 en enhåndsbetjent foldekniv, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

 

Da de tiltalte i det væsentlige er frifundet findes sagens omkostninger i det hele at skulle bæres af statskassen.

 

Thi kendes for ret:

 

Tiltalte, T1, straffes med fængsel i 60 dage.

 

Tiltalte, T2, straffes med en bøde på 1.000 kr.

 

Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 6 dage.

 

Hos tiltalte T2 konfiskeres en enhåndsbetjent foldekniv