26 sep. 2017
Føroya Rættur
Avsagdur tann 26. september 2017
Ávikavist 5 mánaðir og 60 daga fongsul fyri rúsevnasmugling
D O M
afsagt den 26. september 2017
Rettens nr. 1-…/2017
Politiets nr. 5600-…-17
Anklagemyndigheden
mod
T1
født den … 1981
boende … København NV
og
T2
født den …. 1981
Boende …. København S
Sagens baggrund og parternes påstande.
Anklageskrift fra Landfogeden på Færøerne er modtaget den 21. september 2017.
T1 og T2 er tiltalt for overtrædelse af
1.
T1:
- 3, stk. 1 i anordning nr. 1349 af 23. november 2015 for Færøerne om euforiserende stoffer, jf. Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, jf. liste A nr. 1, jf. straffelovens § 21 - vedden 11. juni 2017 ca. kl. 22.30 i Tórshavn, ved færgen Norrønas ankomst fra Danmark, at have indført eller forsøgt at indføre ikke under 500 gram hash til Færøerne med henblik på overdragelse eller videresalg til en eller flere ikke identificerede personer, idet T1 medbragte hashen skjult i 2 sodavandsflasker, som han smed over bord i havnen i Tórshavn, hvorefter T1 senere opsamlede 1 af flaskerne med hash fra havnebassinet, samt ved herefter at have solgt/overdraget ikke under 35 gram hash til A, hvis sag behandles særskilt.
2.
T1:
- 3, stk. 1 i anordning nr. 1349 af 23. november 2015 for Færøerne om euforiserende stoffer, jf. Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 890 af 28. juni 2017 § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. liste A nr. 1, jf. straffelovens § 21 -
ved den 23. juli 2017 ca. kl. 22.30 i Tórshavn, ved færgen Norrønas ankomst fra Danmark, at have indført eller forsøgt at indføre ikke under 500 gram hash til Færøerne med henblik på overdragelse eller videresalg til en eller flere ikke identificerede personer, idet T1 medbragte hashen skjult i 2 sodavandsflasker, som han smed over bord i havnen i Tórshavn, hvorefter T1 senere opsamlede 1 af flaskerne med hash fra havnebassinet, samt ved herefter at have solgt/overdraget ikke under 35 gram hash til A, hvis sag behandles særskilt.
3.
Begge:
- 3, stk. 1 i anordning nr. 1349 af 23. november 2015 for Færøerne om euforiserende stoffer, jf. Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 890 af 28. juni 2017 § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. liste A nr. 1, jf. straffelovens § 21 - vedden 4. september 2017 ca. kl. 05.00, ved færgen Norrønas ankomst fra Danmark, i forening at have forsøgt at indføre ikke under 567,1 gram hash til Færøerne, med henblik på overdragelse eller videresalg til en eller flere ikke identificerede personer, idet T2 medbragte hashen skjult i 2 sodavandsflasker, som han smed over bord i havnen i Tórshavn, hvorefter T2 senere, sammen med T1, opsamlede flaskerne med hash fra havnebassinet.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf, samt om konfiskation af 567,1 gram hash, 1 stk. fiskenet samt 1 stk. digitalvægt, jf. kosterrapport (bilag 2-8 og 2-9).
De tiltalte har nægtet sig skyldige.
Der blev afgivet forklaringer af vidnerne A, B, tolder C, politiassistent D og politiassistent E.
Forklaringerne er lydoptaget. Forklaringerne gengives ikke i dommen.
Der har været fremlagt fotomappe, rapport vedrørenderejsemønster, hotelophold og tidslinje samt rapport om pengeoverførsler.
Tiltalte, T1, er tidligere straffet af betydning for denne sag:
ved
den 10. maj 2011 at have vedtaget et bødeforelæg overfor Københavns Politi med en bøde på 2.000 kr. for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
Tiltalte, T2, er tidligere straffet af betydning for denne sag:
ved
den 10. juli 2008 afgjort ved bødeforelæg overfor Københavns Politi med en bøde på 2.000 kr. for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
ved
Københavns Byrets dom af 7. maj 2010 med en bøde på 4.000 kr. for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
Ved
den 26. juni 2012 afgjort ved bødeforelæg overfor Københavns Politi med en bøde på 5.000 kr. for blandt andet overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
Ved
Københavns Byrets dom af 1. april 2014 med en bøde på 4.000 kr. for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
De tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 4. september 2017 til den 26. september 2017, herunder i isolation fra den 5. september 2017 til den 12. september 2017
Rettens begrundelse og afgørelse:
Ad forhold 1, 2 og 3 – T1
Vidnet A har detaljeret og troværdigt forklaret, hvordan han i alle forholdene efter forudgående aftale med tiltalte skulle hjælpe med at lede i havnen efter 2 plastik flasker indeholdende hash, som på hver tur var blevet kastet i vandet fra Norrøna.
Vidneforklaringen om fremgangsmåden understøttes af de observationer, som politiet og tolderne foretog af tiltaltes adfærd på havnen, herunder navnlig at tiltalte utvivlsomt ledte i vandet og deltog i at samle en flaske med hash op ad vandet. Tolderen har forklaret, at narkohunden markerede på tiltalte, da han kom i land den 23. juli 2017.
Der er endvidere overensstemmelse mellem vidneforklaringen og oplysningerne indsamlet af politiet om tiltaltes rejser og om tiltaltes og vidnets overnatninger i Tórshavn. Det er ved kontoudskrifter dokumenteret, at vidnet har overført penge til tiltalte, og at beløbene svarer til prisen for den mængde hash, som vidnet har forklaret, at han købte af tiltalte.
Mængden af indsmuglet hash er fastsat dels ved kontrolvejning af hash beslaglagt den 4. september 2017, forhold 3, og som et forsigtigt skøn med udgangspunkt heri for så vidt angår forhold 1 og 2. Den ikke ubetydelige mængde hash indikerer i sig selv, at der var tale om indsmugling og forsøg herpå med henblik på videreoverdragelse eller videresalg.
Herefter og da fremgangsmåden i alle 3 forhold er ensartet finder retten det bevist, at tiltalte i det hele er skyldig.
Straffen fastsættes til fængsel i 5 måneder, jf. § 3, stk. 1 i anordning nr. 1349 af 23. november 2015 for Færøerne om euforiserende stoffer, jf. Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, jf. liste A nr. 1, jf. til dels straffelovens § 21.
Ad forhold 3 – T2
Det kan efter oplysningerne udlæst at tiltaltes telefon lægges til grund, at tiltalte var i kontakt med medtiltalte, T1, forud for rejsen til Færøerne.
Ved ankomsten til Færøerne den 4. september 2017 markerede narkohunden på tiltalte, da han gik i land. Både toldere og politi observerede, at tiltalte fandt sammen med T1 umiddelbart efter, at han forlod færgen, og at de udviste stor interesse for vandet i havnen. Det kan på baggrund af observationerne lægges til grund, at tiltalte fiskede en flaske med hash op ad vandet, og at han havde den på sig, da han blev kontaktet af politiet.
Tolderne fandt en anden flaske i samme område indeholdende hash.
Vidnet A har forklaret, at tiltalte og T1 søgte efter flaskerne sammen.
Den ikke ubetydelige mængde hash og tiltaltes manglende tilknytning til Færøerne indikerer, at der var tale om indsmugling og forsøg herpå med henblik på videreoverdragelse eller videresalg.
Retten finder det på denne baggrund for bevist, at tiltalte er skyldig i forhold 3.
Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. § 3, stk. 1 i anordning nr. 1349 af 23. november 2015 for Færøerne om euforiserende stoffer, jf. Sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, jf. liste A nr. 1, jf. til dels straffelovens § 21.
Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2, jf. kosterrapport (bilag 2-8 og 2-9).
Thi kendes for ret:
Tiltalte, T1, straffes med fængsel i 5 måneder.
Tiltalte, T2, straffes med fængsel i 60 dage.
Hos de tiltalte konfiskeres 567,1 gram hash og et fiskenet. Hos tiltalte T1 konfiskeres en digitalvægt.
De tiltalte betaler sagens omkostninger.