Gå til sidens indhold

Føroya Rættur

16 nov 2022

Føroya Rættur

Fongsul í 1 ár og 7 mánaðir fyri innsmugling av 15,7 kg hash

Dom afsagt: 9. november 2022

Avsagdur dómur 9. november 2022

D O M

 

afsagt den 9. november 2022

 

Rettens nr. ... 

Politiets nr. 

 

Anklagemyndigheden

mod

T

født den ...

  1. arresten i Mjørkadali

 

 

Denne sag er behandlet som tilståelsessag.

 

Retsmødebegæring er modtaget den 8. november 2022.

 

T er tiltalt for overtrædelse af

 

straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 3, stk. 1 i anordning nr. 1349 af 23. november 2015 for Færøerne om euforiserende stoffer, jf. sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1217 af 8. juni 2021 § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. liste A, nr. 1, jf. § 21 - forsøg på grov narkotikakriminalitet -  ved den 10. oktober 2022 ca. kl. 07.50 på Eystara Bryggja i Tórshavn, i forbindelse med Norrønas ankomst fra Danmark, i forening og efter forudgående aftale med pt. ukendte medgerningsmænd på Færøerne og i Danmark med henblik på videreoverdragelse at have indsmuglet ca. 15, 7 kg. hash, som var gemt i et hulrum i bagagerummet i personbil ..., idet videreoverdragelsen dog mislykkedes, da han blev taget af politiet.

 

Påstande

 

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.

 

Der er endvidere nedlagt påstand om konfiskation af 15,7 kg. hash og en personbil af mærket VW UP med reg.nr. ..., jf. straffelovens § 75, stk. 2.

 

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

 

Sagens oplysninger

 

Der er afgivet forklaring af tiltalte.

 

Forklaringen er lydoptaget og gengives ikke i dommen.

 

Tiltalte er tidligere straffet ved

 

Retten i Koldings dom af 4. januar 2017 med fængsel i 5 år for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. og 2. pkt., jf. lovgivningen om euforiserende stoffer. Prøveløsladt den 24. maj 2019 med prøvetid indtil den 24. maj 2022.

 

Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 11. oktober 2022.

 

Rettens begrundelse og afgørelse

 

Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.

 

Straffen fastsættes til fængsel i 1 år og 7 måneder, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 3, stk. 1 i anordning nr. 1349 af 23. november 2015 for Færøerne om euforiserende stoffer, jf. sundhedsministeriets bekendtgørelse nr. 1217 af 8. juni 2021 § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. liste A, nr. 1, jf. § 21.

 

Ved straffastsættelsen har retten lagt vægt på mængden og arten af de ulovlige stoffer med udgangspunkt i, at indførsel og videreoverdragelse af narkotika efter retspraksis skal straffes strengere på Færøerne end i Danmark under hensyn til bl.a. den betydeligt højere fortjeneste ved ulovlig narkotikahandel på Færøerne. Det har tillige indgået som en skærpende omstændighed, at tiltalte tidligere er straffet for alvorlig narkotikakriminalitet. Det er blandt andet tillagt betydning i formildende retning, at tiltalte efter sin forklaring først blev inddraget i smuglingen, da han ombord på færgen fik at vide, at der var hash i bilen.

 

Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

 

Thi kendes for ret:

 

Tiltalte T skal straffes med fængsel i 1 år og 7 måneder.

 

Hos tiltalte konfiskeres

 

1) 15,7 kg. hash

2) en personbil af mærket VW UP med reg.nr. ...

 

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.